Plader

Jehnny Beth: To Love is to Live

Skrevet af Sabina Hvass

Savages frontkvinde, Jehnny Beths første solo-album er et kludetæppeværk, der bevæger sig fra mellem et roligt og tilbagelænet udtryk til eksplosioner af frenetisk energi. Temaer som dødelighed, katolsk skyld, lyst, det feminine og maskuline bliver behandlet både gennem dets lyriske og soniske univers.

På førsteskæringen “I am” sætter hun scenen med sin forvrængede stemme over et synth arpeggio, hvinende strygere og et tikkende ur: »I am naked all the time / I’m burning inside / I’m the voice no one can hear / I am drifting through the years / I am the ocean / I am the moon / I’m dying far too soon…but I have decided to be true«. Der er noget anden-verdsligt og meget cinematisk over det. Og den filmiske kvalitet bliver videreført på det følgende “Innocence”, hvor byen er omdrejningspunktet for en længsel efter en guddommelig redning, der bliver fortalt mens den rytmiske intensitet stiger og falder: »It’s living in the city that turned my heart so small /It’s living in the city that turned my heart so cold / It’s living in the city that turned my heart so blue / It’s living in the city and the ambulance, is it you?« 

Jehnny Beth, eller Camille Berthomier som er hendes borgerlige navn, bruger sin katolske opvækst som virkemiddel, når hun beskriver frygten for at blive fordærvet af byens fristelser. Et greb som bliver uddybet på “A Place Above”, hvor Peaky Blinders-stjernen, Cillian Murphys spoken-word bliver en form for gude-fortællerstemme, som ser på menneskene oppefra: »See the rivers of blood, the endless cruelties, the manipulations and the fears / See the delusions of those that succeed, their imagined self-importance… Everybody loses / including me and including you.«

Beth er også fanget i en beskuende tilstand på det trip-hoppede og lystbetonede “Flower”, hvor hendes stemme bløder udtrykket op mod det kølige elektroniske bagtæppe. Det samme sker på “We’ll Sin Together”, hvor hun dog finder fred ved at slå følgeskab med menneskeheden i dens uundgåelige, syndige skæbne: »To love is to live / To live is to sin«.

Det er i høj grad muligt at fare vild i albummets eksistentialistiske tåge, men der er også en meget fin pendant til virvarret i de naturlige lyde, som fx de højhælede skridt hen mod mikrofonen på klaverballaden “The Rooms”, eller lyden af en sommerhave på det orkestrale “French Countryside”. I det hele taget er der en rigtig god balance mellem det organiske og det elektroniske som spiller sammen med det højtflyvende, og æteriske overfor det kødelige og menneskelige.

I et interview har Beth udtalt, at hun har været ekstremt inspireret af David Bowies Blackstar i skabelsen af sit eget første soloalbum, og at hun har tænkt meget over, at værket skulle kunne stå stærkt selv efter hendes død. Det konkluderende nummer “Human”, tydeligt inspireret af “Lazarus” fra Bowies Blackstar, bliver som i begyndelsen af pladen, en bevægelse væk fra verden til en overjordisk tilstand. Og inspirationen afslører sig generelt på To Love is to Live ved at udtrykke forgængelighed både musikalsk og lyrisk. Nummeret “Heroine”, som også helt tydeligt trækker på musikalsk inspiration fra Blackstar, kalder lyrisk på behovet for en heltinde. En slags redning fra den verden, som er blevet fortolket på det industrielle “I’m the Man”. Og bedst som man troede at heltinden var blevet fremmanet, så kommer der en noiset forstyrrelse igen på nummeret “How Could You” med dets maskingeværs-beat og feature fra IDLES frontmand Joe Talbot, der messer: »I am the one that eats / My cocaine cortex and bastard eyes«.

Beth lader bombastiske forstyrrelser stå som vidne om, at intet i livet er statisk. Vi ser livet fra mange vinkler, og udtrykt gennem mange følelser. Der er vibrerende synths, højfrekvent hylen, bankende trommer, ringende guitarer, svømmende bas og kærlige strygere. Ja, det kan virke rodet, men der er en ekstrem charmerende ærlighed i måden hun beskriver det hele som en omskiftelig affære. Og selv står hun ofte solidt plantet gennem al rodet og kaosset, helt nøgen – først som sidst på den lydlige side af albummet og endda også afbilledet sådan på pladens billedside. Og på trods af den tydelige inspirationskilde, så har To Love is to Live portrætteret sårbarheden som en styrke, hvilket må være dets eget særkende.

★★★★★☆

Leave a Reply