Koncerter

Nicklas Sørensen + Johannes Lund & Henrik Pultz Melbye, 24.07.20, Alice, København

Skrevet af Signe Palsøe

Improvisationer for to saxofoner, en guitar og en anselig chillfaktor var på plakaten fredag aften i Alices baggård. Det var solidt i de passager, hvor sidstnævnte ikke lige havde et solostykke.

Johannes Lund & Henrik Pultz Melbye

”Cirkulær åndedrætsteknik? Det er jo nemt nok at påstå, når man er to saxofonister om at underholde én langstrakt tone.”

Johannes Lund & Henrik Pultz Melbye lægger ud med et par minutters drone på deres imposante barytonsaxofoner, og vi ved bord-bænke-sættene forholder os afventende, mens det symbolsk blæser op i gårdhaven. En saxofonist med styr på sin vejrtrækning udgør et enmandsorkester – så meget har jeg da lært af at se Colin Stetson et par gange i Alice-folkenes tidligere Jazzhouse-lokaler i Indre By. Hiv to af dem på scenen, og du har et veritabelt mathband, er nogenlunde min forhåbning, og det viser sig sgu ikke at være helt skævt.

D’herrers lydflader begynder snart at oscillere forskudt af hinanden, og efterhånden opstår et stramt afstemt, komplekst mønster af øjensynlig adskilte spor – helt uden brug af pedaler. Det snurrer og ruller og tapper af sted i segmenter, der passer lige så godt sammen som tikkende tandhjul eller japanske togafgange. Ja, Lund og Pultz Melbyes musik ville egentlig være det perfekte soundtrack til et tv-indslag om infrastruktur, der satme bare fungerer. ”Richard Scarrys travle by”, du ved, den med ormen i det flyvende æble, bare i sværindustri-versionen for voksne med OCD, noget med en enorm maskinpark, der er så kompleks, at den næsten bliver til sin egen organisme. Måske jazzpærer på hjul også.

Nå, den indre byplanlægger får lov at gå på weekend, da musikken kommer på hold, og Pultz Melbye graver en mindre bastant udgave af sit instrument frem fra gemmerne, en alt, vistnok. ”Det lyder fuldstændig som på pladen,” når duoen samtidig lige at fastslå i et charmerende lille reklamefremstød for lp’en, der ligger oppe i baren. Det vil jeg gerne tro – selvom Alices arrangementbeskrivelse lover ”improv”, er der en ekstremt veltilrettelagt fornemmelse over duoens musik.

Næste nummer er knap så bastant i sit udtryk, og der er mere plads i lydbilledet til de regelmæssigt klaprende tryk på messingknapperne, der løber i små, livlige cirkler oven på de luftige hvirvler som en lille hest på brosten. Udtrykket står igen i fin kontrast til næste indslag, der også viser sig at være sættets sidste – en mere klassisk minimalistisk sag af Terry Riley-skolen, der giver endnu en vinkel på instrumentets facetter.

Kompositionerne får måske ikke nok rum at udvikle sig i til at blive decideret overrumplende, men hvornår skulle det også være blevet et krav. I hvert fald ikke til en kort matinékoncert i en gårdhave på Nørrebro, hvor solen indimellem titter igennem og giver lidt håb for weekenden. Her er Lund og Pultz Melbyes koncert en medrivende lille opvisning i, hvad man kan stille op med et par saxofoner, når der ikke er traditionel jazz på plakaten.

★★★★☆☆

Nicklas Sørensen

Hvis en person i periferien af din hørevidde ævler utydeligt, mens du forsøger at nyde en god guitarflade, kan du altid forestille dig, at du er ude at høre noget sej og koldkrigsagtig politisk orienteret postrock tilsat reallyde fra radioen i bunkeren. Godspeed You! Black Emperor, for eksempel.

Den slags tips er jo nyttige nok, men måske ikke altid helt tilstrækkeligt til at redde lydmæssige udfordringer som dem, Nicklas Sørensen er oppe imod, da fredag eftermiddag efterhånden er blevet til aften. Det er blevet koldt i gården, og ud over at vinden skaber uro ved bordene, griber den også fat i de lige vel spage guitartoner fra scenen.

Desværre – om end helt forståeligt – er Sørensens sæt skabt til den behagelige, lune sommeraften, som lige nu burde ligge over os som et blødt vattæppe. Guitarfigurerne er tilbageholdende og nuancerede, nærmest filmiske, når Sørensen f.eks. lægger en ujævn og ildevarslende, lys flade over et loopet rytmespor af dybe pluk på strengene. Andre gange får musikken karakter af ekstremt tilbagelænet psykedelisk jam eller urovækkende, dronende neofolk, da han for en stund omdanner sin guitar til en lapsteel.

Musikken er velspillet og har med sin alsidighed potentiale til at agere reklamesøjle for Sørensens bredspektrede talent for sit instrument. Diskret er dog det mest rammende adjektiv for hele sættet, og lyden kommer aldrig rigtigt på vingerne i de vanskelige omgivelser. En kort samtale, et bord, der udvandrer, sågar en undselig danskvand, der sprutter i baren 15 meter væk, er nok til at stække den. To duer, der kurrer højlydt af hinanden oppe på Alices tagryg, er en enkelt glædeligt bidragende forstyrrelse, der tilføjer et ellers lidt anonymt, skovbundraslende nummer lidt spøjs karakter, a la Animal Collective anno Sung Tongs.

Sidste indslag er en kort session med rullende krautrytme og spacy guitarmønstre, som nok er den lyd, man primært forbinder med Sørensen pga. hans virke i Papir. Nummeret er dog temmelig afsnubbet i det, nærmest et intermezzo, og der opstår en lidt nagende fornemmelse af, at afslutningen primært skulle med for at repræsentere dén del af hans oeuvre. Til gengæld går lyden klarere igennem nu, og med en koncert fokuseret på denne mere frembrusende side af sin lyd havde Sørensen muligvis været home safe. Hovedparten af sættet ender dog desværre med at blive et stakkels offer for juli 2020’s ubønhørlige chillfaktor.

★★½☆☆☆

Fotos af Daniel Nielsen 

Skriv et svar