Midt-10’erne bød både på flere nybrud og en allersidste hyldest til nogle af musikkens levende legender for Roskilde Festival. Rockannalernes mastodonter leverede nemlig hitparade to år i træk – med blandede resultater – mens festivalen flyttede ugedage, og hiphoppen for alvor fik sceneplads at boltre sig på.
Husk at vi stadig gerne vil høre fra dig, hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du gerne vil dele med resten af Undertoners læsere. Skriv det her i kommentarfeltet eller smid en mail til simon@undertoner.dk.
Roskilde Festival 2014
The Rolling Stones vendte endelig hjem. Det var den helt store overskrift for 2014, da Mick, Keith, Ronnie og Charlie atter trådte frem under den ikoniske, orange canopy, hvis tidligere inkarnation havde tjent dem 38 år forinden. Slutproduktet var en til tider sløv hitparade, som aldrig rigtig slæbte sig over det gennemsnitlige for Sabina Hvass.
Men heldigvis indeholdte Roskilde Festival 2014 så meget andet. Ja, faktisk blot et par timer før rullestenenes visit var det andet, nærmest mytisk foretagende, der gæstede Orange Scene, da André 3000 og Big Boi åbnede årets festival med »en rejse tilbage i tiden for raplytteren og med en pæn bølge af festivalegnede hits for det brede publikum,« som Maja Hirani formulerede det og kvitterede med 5 U’er.
I et brud på flere års tradition var det nemlig ikke et skandinavisk navn, som åbnede ballet fra hovedscenen, men i stedet tilfaldt æren Outkast, der dog aldrig var i fare for at præstere under niveau med numre som »”Gasoline Dreams” og ”Atliens” til ”Aquemini”, ”Elavators (Me & You)” og ”Da Art of Storytelling” – store hits og alle brikker i en trendsættende og banebrydende karriere, som Outkast præsenterede essensen af med overskud, naturlig glæde og både evner og kemi i behold.«
Og i et tredje glædeligt gensyn med et band, man måske havde afskrevet at få set (igen) på dyrskuepladsen, oplevede Søren Jakobsen shoegazepionererne i Slowdive, der vikarierede for afbudsramte Chromeo. Man kunne måske have frygtet en del scenerust på Reading-kvintetten, der ikke havde givet nævneværdig lyd fra sig i næsten 20 år.
»Det ville derfor have været trist, hvis de fremstod som ringvrag med delaypedaler, men de var tværtimod særdeles vellydende, selvom deres smukke grydehår fra deres storhedstid med årene er blevet mere konventionelt anlagt,« noterede Jakobsen sig og kaldte samtidig Slowdive for: »et band i (relativt) fuld kontrol med deres virkemidler.«
Men hvad gør man imidlertid, når man i sidste ende ikke har så mange virkemidler at gøre godt med? For svenske Icona Pop involverede deres forsøg på at gøre op for det faktum, at de ifølge Camilla Zuleger kun har to hits, »lemfældig omgang med instrumenter,« herunder kazoo, »inden koncerten peakede i en genial og mere dubbet udgave af kæmpehittet “I Love It” … Når man nu må formode, at det var netop “I Love It”, 9 ud af 10 publikummer var kommet for – og den sad lige i skabet – virkede alt til at være glemt.«
Og i den aftagende aftensol kunne man om lørdagen desuden slutte sin festival af med endnu en hitparade – denne gang fra Stevie Wonder – men den koncert havde vi her på redaktionen desværre ingen udsendte skribenter til at dokumentere.
Roskilde Festival 2015
»Roskilde Festival skal fremover slutte med et kæmpe brag. Ved at gøre lørdagen til den sidste dag tror vi, at mange flere deltagere forbliver i fællesskabet på festivalpladsen til det allersidste frem for at rejse hjem,« lød det fra Christina Bilde i den pressemeddelelse, der akkompagnerede nyheden om, at Roskilde Festival fremover flyttede “en dag tilbage” – for nu at ligge fra lørdag til lørdag.
Og hvordan forblev vi i så fald i fællesskabet? Ved at smide tøjet og råbe “jeg har kneppet til den’ her sang” fem gange i træk sammen med Suspekt og Lukas Graham – selvfølgelig.
Roskilde Festival anno 2015 var dog ikke lutter prol, omend lørdagen i dén grad stod i fællesskabsfølelsens tegn. Et par timer forinden 80.000 simultankommanderede “sut den op fra slap!” var det en anden slags fællessang, mindst lige så mange publikummer deltog i.
For »trods en sløv start var det en stor fornøjelse at se Paul McCartney i så god form og blive mindet om hans kolossale indflydelse og nogle af de sange, der rører én personligt,« opsummerede Camilla Grausen ex-beatlens 2 timer og 40 minutter lange maratonkoncert på Orange Scene med det bedste fra seks årtier, der ikke mindst cementerede Sir Paul som en entertainer med stort E. »Han var en af de ganske få udenlandske musikere, der kunne finde ud af at udtale ”Roskilde” uden stød på d’et. Hatten af for det. I det hele taget brugte McCartney mange publikumstricks fra bogen, men det er sørme i orden, når man har været med til at skrive bogen.
Med Outkasts førnævnte optræden i 2014, Suspekts massive afslutningsorgie og ikke mindst Kendrick Lamars fredagskoncert – alle sammen på Orange Scene – var hiphoppen i 2015 ikke længere hverken niche, undergrund eller overset i festivalregi. Det var det, de unge (med rette) ville have, og nu endelig fik, og selvom Lamar kom noget haltende igennem sin performance, var den genremæssige legitimitet opnået og kimen til flere hiphopfester foran Orange Scene herfra bestemt sået.
»Kong Kendrick solede sig i den grad i opmærksomheden fra publikum. Er vi kommet for at feste, eller hvad? Hvis man var kommet for at få en opvisning i rapflow, så blev man kun stødvis tilfredsstillet,« noterede Simon Freiesleben sig. »Kong Kendrick kom, så og erobrede folket foran Orange Scene. Men det blev aldrig mere end en jævnt hyggelig omgang fællessang og viften med armene.«
Topkarakter var der til gengæld til Joshua Tillman, der væltede Avalon bagover med det, som Simon Freiesleben kaldte for »iscenesættelsen af Father John Misty som en vaskeægte rockstjerne … »Når man formår at give publikum kuldegysninger på trods af, at de står og bager under en teltdug i temperaturer, der nærmer sig de 30 grader, så har man fat i den lange ende
… Hele Avalon var vidne til fødslen af en rockstjerne denne tidlige torsdag aften.«
Og for at vende tilbage til Orange Scene, så kunne man også her se fødslen af andre, kommende (pop)rockstjerner – dog med mere hjemligt islæt – hvor The Minds of 99 leverede »fest, god stemning og stor tiltro til, at der stadig er nyere danske bands, der kan hive den gamle kæmpe op til dans,« sådan som Martin Colerick afrundede sin beretning fra hovedscenens åbningskoncert.