Artikler

Undertoner anmelder Roskilde 2016-2017

Arcade Fire på Roskilde 2017. Foto: Malthe Ivarsson

I anledning af årets corona-aflyste Roskilde Festival bruger vi festivalsugen som lejlighed til at se tilbage på alle de år, hvor Undertoner har dækket festivalen. I denne artikel ser vi tilbage på årene 2016 og 2017.

Roskilde Festival har altid befundet sig bedst i konstant udvikling, og det mærkedes også i årene 2016 og 2017. Efter et par år ude i vildnisset på festivalens campingareal blev Apollo-scenen i 2016 endelig inviteret ind i varmen og gjort til en fast del af den indre festivalplads – om end den fortsatte med at tjene rollen som opvarmningsscene i dagene forud for hovedprogrammet. Og i 2017 blev der sat fokus på sammenblandingen af eksperimenterende musik og kunst i det nye sceneområde KlubRÅ, der stadig er ved at finde sine egne ben på festivalen.

Husk at vi stadig gerne vil høre fra dig, hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du gerne vil dele med resten af Undertoners læsere. Skriv det her i kommentarfeltet eller smid en mail til simon@undertoner.dk.

Roskilde Festival 2016

Jo længere op imod Roskilde Festivals nærmeste fortid vi bevæger os, desto sværere og sværere bliver det at skille fårene fra bukkene og pege på de koncerter, der har skrevet sig ind i festivalens historie og fortsat vil blive talt om mange år ude i fremtiden.

Skal man bevæge sig ud i at pege på en sådan koncert fra 2016, så kunne det passende være åbningskoncerten på Orange Scene med Syriens nationalorkester ledsaget af Damon Albarn, som Undertoners Perry MacLeod Jensen kaldte for »en af de bedste og vigtigste åbningskoncerter i Orange Scenes historie«:

»Det var en koncert, der nedbrød hele meningen med ordet grænser. Under en gåsehudsfremkaldende fremførelse af Blur-sangen ”Out of Time” sad superbritiske Damon Albarn med sin guitar og spillede sin 13 år gamle sang med et orkester af syriske musikere, den virtuose, maliske ngoni-spiller Bassekou Kouyaté og Seckou Keita fra Senegal på kora. Her betød nationalitet absolut ingenting. Her var der bare tale om musikere.«

Hvad vil Roskilde Festival anno 2016 ellers blive husket for? Uden tvivl står Neil Youngs mastodontkoncert på Orange Scene tydeligt i erindringen for mange, og her på redaktionen kvitterede vi da også med 5 U’er til den aldrende øko-rocker. Og det bedste eksempel på Roskilde Festivals fantastiske miskmask af genrer er vel næsten, at man kunne gå direkte fra Neil Young-koncerten over til Peaches og opleve »verdens nok mest seksuelt frigjorte og eksplicitte elektroniske musiker« spille ”Fuck the Pain Away”.

Et andet højdepunkt fra årets festival, der blev dækket minutiøst af redaktionen var beslutningen om at sætte verdens måske bedste trommeslager på programmet tre dage i streg og give ham fuldkommen frit spil til at vælge, hvad han ville møde op med.

Ex-Liturgy trommespilleren Greg Fox gav den først gas med postmetal-supergruppen Ex Eye, der skabte en både sensorisk og fysisk oplevelse for de fremmødte. Siden stod den på ekvilibristisk trommespils-extravaganza med Fox-Millions Duo, hvor Greg Fox sammen med Kid Millions tæskede derudaf på trommerne, om end det var alt andet end klassisk metal-trommespil. Endelig var der det frit improvisatoriske projekt Guardian Alien, der dog endte med teste publikums tålmodighed. Alt i alt var det dog en række unikke oplevelser og et testamente til festivalens evige lyst til at eksperimentere.

Listen over gode koncerter er lang i 2016. New Order viste, at de langt fra var klar til at blive pensioneret. Sturgill Simpson gav en effektfuld opvisning i hvordan moderne country kan og bør lyde. Colin Stetson og Sarah Neufeld fik tårene til at trille hos Undertoners anmelder og publikum. Og kan vi lige blive enige om, at Tame Impalas musik er som skabt i et laboratorium for at være perfekte til festivaler?

»Netop den type musik, som Tame Impala excellerer i, passer så perfekt ind i den løsslupne festivalstemning, hvor man let giver sig hen, smiler til naboen og spacer ud, mens de psykedeliske visuals kører. Festivalrammen kan være en kolossal hæmsko for visse typer artister, men for Tame Impala er den prikken over i’et,« skrev Undertoners Camilla Grausen om bandets koncert på Arena.

Selvfølgelig var der også skuffelser som på ethvert andet år. Eksempelvis da Alex Turner dukkede op på Orange Scene og viste hvorfor, at The Last Shadow Puppets egentlig gerne bare må blive ved med at være et sideprojekt, der holder otteårige pauser mellem udgivelserne. Det var også året med den berygtede campingstols-anmeldelse af den sene lukkekoncert med LCD Soundsystem. Og Young Thug etablerede sig selv som en af de få kunstnere, der har skrabet bunden og indkasseret sølle 1 U:

»Det skulle imidlertid vise sig, at Young Thug ikke blot forfalder til de værste hiphop-klicheer, men tager dem til et helt nyt lavpunkt af meningsløshed. Jeg kunne bruge lang tid på at beskrive, hvor det gik galt, men lad os starte med de tre største fejl, Young Thug begik […]«

Roskilde Festival 2017

Sammenlignet med det forudgående års festival er der på overfladen færre ikoniske optrædener at gå i selvsving over, når man ser på dækningen af Roskilde Festival 2017. Det betyder dog ikke, at der ikke er mange sjove højdepunkter at se tilbage på.

Det var eksempelvis året, hvor Emil Stabil blev et så stort fænomen, at selv ikke Undertoner kunne forbigå hans koncert på Arena i tavshed. Det blev dog alt andet end en succes, selvom publikum var mødt ekstraordinært talstærkt op for at høre den populære rapper bag hittet ”Er det en fugl?”. Hovedpersonen glemte nemlig tiden og havde så mange mærkværdige gæsteoptrædener undervejs, at han løb tør for scenetid og aldrig nåede at fyre sine største hits af.

»Jeg vil ha’ det hele,« konstaterede Emil Stabil som sagt indledningsvis. Han kan få en tredjedel – mere gjorde han sig vitterligt ikke fortjent til,« skrev Daniel Niebuhr i sin dom over koncerten.

Det var også året hvor Undertoners udsendte anmelder til The Jesus And Mary Chain-koncerten pludselig oplevede selv at blive hevet ind i en af bandets sange:

»Jeg måtte overgive mig totalt til alle klichéerne. Da de spillede ”Some Candy Talking” kom en blond pige, der bar denimjakke og havde flot, sort make-up på, hen til mig og sagde, at hun skulle kysse med en til den her koncert. Som en filmstjerne trak jeg hende til mig i et kort øjeblik af forelskelse, inden hun forsvandt videre ind i menneskemængden. Det var nærmest som om, jeg var med i en The Jesus and Mary Chain-sang, mens Jim Reid sang: »I love the way she’s walking / I love the way she’s talking / I want your candy / I want your candy«.

Og så var der afrobeat-koncerten i regnvejret foran Orange Scene, da Seun Kuti lagde vejen forbi med sin fars legendariske band Egypt 80. Selvom de hovedsagligt spillede materiale fra eget bagkatalog – udover en enkelt afstikker til Fela Kutis ”Expensive Shit” – så var hele koncerten præget af en pinlig optræden fra Yasiin Bey (aka Mos Def), der var dukket op til en yderst sjælden koncert på vores breddegrader:

»Min sidemand og jeg måtte flække af grin, hver eneste gang Yasiin Bey tog mikrofonen op til sin mund og fandt på den ene dumme lyd efter den anden. Han tjente kun ét formål på den scene, og det var at gøre Seun Kuti glad. Deres venskabelige kram og konstante råb af hinandens navne sikrer dem solidt titlen for årets bromance på Roskilde Festival 2017. Så kan vi andre undre os over, hvad Seun Kuti ser i den afdankede rapper,« skrev Perry MacLeod Jensen om rapperens optræden.

Arcade Fire lukkede og slukkede Orange Scene med et brag af en disco-fest, og genfødte The Avalanches fik også feststemningen frem blandt publikum. Britiske Idles gjorde et kæmpe indtryk, da de »med energi, brutalitet og kompromisløs attitude åbnede Pavilion«. Og Undertoners anmelder Daniel Niebuhr følte sig nødsaget til at skrive et personligt brev til Uffe Lorenzen efter hans solokoncert på Gloria:

»Åh Uffe. Du var så fandens smuk, da du stod dér i din rød/sorte skjorte og denimjeans; kun bevæbnet med din akustiske 12-strengsguitar – og alligevel ganske nøgen ene mand på Glorias intime scene.«

Derudover husker vi året for det usædvanligt stærke opvarmningsprogram på Rising-scenen. Her indkasserede The Love Coffin en sjælden anmeldelse til topkarakter for at give den som »landets bedste leverandører af dystopisk, støjende rock«. Også Pardans var voldsomt imponerende på den lille scene, hvor de spillede en koncert uden en eneste pause i perfekt balance mellem kaos og ro. Aarhusianske Modest gjorde sig perfekt i Roskilde-solen, og trods svære lydbetingelser fik Fugleflugten også respektabel flyvehøjde på deres koncert.

Leave a Reply