Artikler

Undertoner anmelder Roskilde: 2018-2019

Foto: Lasse Lagoni

I anledning af årets corona-aflyste Roskilde Festival bruger vi festivalsugen som lejlighed til at se tilbage på alle de år, hvor Undertoner har dækket festivalen. I denne artikel ser vi tilbage på årene 2018 og 2019.

I den mest aktuelle afdeling af Undertoners dækning af Roskilde Festival sættes der punktum for 2010’ernes vilde, genrekrydsende og fremadskuende festivaludgaver, hvor et hiphop-ikon endelig fik aflagt dansk visit, og kvinderne for alvor satte dagsordenen.

Hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du har lyst til at dele med resten af Undertoners læsere, så skriv gerne i kommentarfeltet eller send en mail til simon@undertoner.dk. Så forsøger vi at samle de bedste læserhistorier og dele dem på siden.

Roskilde Festival 2018

Helt ærligt, kan du på stående fod huske andre navne på plakaten fra Roskilde Festival 2018 end Eminem? Den klejne michiganer allerførste besøg herhjemme kunne vel sagtens have tiltrukket en million mennesker, hvis man skulle vurdere ud fra den tommetykke hype, der indhyllede festivalen fra det sekund, hvor han blev offentliggjort.

Dommen over Matters’ koncert endte for vores vedkommende i opsamlingsartiklen, hvor Simon Freiesleben havde betragtet »en vital og tændt Eminem, der faktisk lød som om, at han havde lyst til at være på scenen … Uanset hvor sluknet Eminems kreative flamme efterhånden er, så er han stadig manden, der startede karrieren med at udgive tre af hiphoppens klassiske albums i streg. Og samtidig havde Roskilde Festival været så venlige at stryge så godt som alle koncerter, der kunne true med at stjæle opmærksomhed fra deres programmæssig guldfugl.«

Men jo, selvfølgelig var vi også på plads til andre koncerter, der kunne dulme sorgen oven på mandagens smertelige VM-straffesparksnederlag til Kroatien – (hvor Roskilde Festival samtidig kunne vise en dansk VM-kamp på storskærm for første gang i 16 år.)

Som eksempelvis til David Byrnes stramt koreograferede show på Arena, som næsten scorede fuld plads. »Gang på gang blev jeg betaget af, hvor visuelt overlegent det hele var – og at det her virkelig skete,« lød det fra Simon Freiesleben, der også noterede sig, at »hvis man ser bort fra showdelen, så står det dog klart, at de nye sange ikke holder samme niveau som de gamle klassikere. Og mens sceneshowet var banebrydende, så var musikken det ikke på samme måde som ovennævnte Stop Making Sense. Det fremstod vitalt og velspillet, men det var aldrig ved at blæse publikum bagover.«

Og i den langt mindre ekstroverte afdeling vandt Clarissa Connelly på Rising-scenen over de småsnakkende tendenser, der i højere grad havde hersket blandt festivalpublikummet denne sommer.

»Her fortjener de fremmødte faktisk ros. Der blev hverken sniksnakket eller sunget upassende fodboldsange. Langt de fleste lyttede i tavs koncentration til den smukke musik, der stod i skærende kontrast til campingfesternes mastodontiske anlæg, som i noget nær døgndrift blæser trampertechno og macho-hiphop ud i æteren.«

Direkte tilbage i ilden igen kreerede Nick Cave & The Bad Seeds fra Orange Scene »en molotovcocktail dansende på ryggen af en skamskudt hyæne, der splintrer rasende gennem en begsort nat, for alligevel bare at eksplodere i et glitrende inferno af ild og støj,« som Jens Trapp formulerede det og smed 5,5 U’er efter midnatsforestillingen.

»Der var så meget brutalitet og billedskøn energi gemt i den mand, at alene synet af ham og lyden af hans intonationer, gav en forventning om hele tiden at nå nye steder hen. Hele tiden at blive ledt ind i vreden, desperationen og sorgen. Aftenens koncert var intens og eksplosivt dynamisk med sine næsten voldelige udladninger og bratte breaks. Her havde vi at gøre med et levende, organisk og formbart materiale. Musik som kunne og ville noget.«

Roskilde Festival 2019

2019 på Roskilde Festival var kvindernes år. Ikke nødvendigvis i samme lag som Primaveras “New Normal”, men aldrig før har så mange talentfulde kvinder fået så stor anerkendelse for deres kunst på Roskilde Festival som i løbet af festivalens 49. udgave.

Svenske Silvana Imam åbnede Orange Scene med et multikulturelt hiphopmøde, Rosalía fik hele Avalon til at bevæge sig med sine flamencorytmer, Christine & The Queens var »pokkers charmerende« på Arena, Robyn og Mø var Skandinaivens ubestridte popdronninger to aftener i træk – og Cardi B leverede en dybt polariserende minikoncert, som stadigvæk fik folk til at føle et eller andet.

Mest overvældende var dog Lizzo, der gav den som »vanvittigt humoristisk og selvbevidst historiefortæller samt publikumsopildner. Mændene – de dumme svin – fik fortjente opsange. Vi lærte at sætte større pris på vores kroppe, tykke som tynde. Kvindekønnet; det stærke køn blev frigjort ud over alle grænser.«

Historier kunne Stella Donnelly også fortælle »som f.eks. at hendes mor SMS’ede fra Wales og ønskede tillykke med udgivelsen og, med henvisning til sangen ”Mosquito” med linjerne »I used my vibrator/ Wishing it was you«, skrev: »I am proud of you. Had to wear a disguise at work today though«. Sådan gik det slag i slag med en vekslen mellem humor og alvor. Når hun grinte kærligt af guitaristens Wellingtons og i næste øjeblik sang sit sørgelige opråb ”Boys Will Be Boys”, men skyndte sig at sige, at hun godt ved at ikke alle mænd er sådan.«

Og til alle os rockister dukkede gode gamle Onkel Bob op og sjoskede sig vej gennem en gennemsnitlig forestilling gemt væk bag sit flygel.

»Egentlig var det hele for subtilt til Orange, og koncerten var for indadvendt til, at alle på Dyreskuepladsen kunne inviteres ind i Dylans univers. Optimalt set, havde et radikalt valg om at sende ham over på Arena nok hjulpet med at åbne hans indadvendte sind,« noterede Perry MacLeod Jensen sig, mens Jens Trapp så den eksperimenterede støjrocks fremtid i form af black midi:

»Guitarerne hvinede og skreg i guddommelig fryd og vrede, nogle gange i så atonale riffs, at man overvejede om de stemte, og om det betød noget … Hele tiden dog, var der de præcist eksekverede udfald af lyd, stilheden, som sammen med trommeslagerens vanvittige rytmer, gjorde hele forskellen mellem ubehøvlet ungdommelig galskab og et mesterskab, der peger fremad og satte støjen i perspektiv og relief. En vild og intens oplevelse.«

Skriv et svar