Artikler

Undertoner anmelder Roskilde Festival: 2012-2013

Foto: Claus Bjørn Larsen/ROCKPHOTO

I anledning af årets corona-aflyste Roskilde Festival bruger vi festivalsugen som lejlighed til at se tilbage på alle de år, hvor Undertoner har dækket festivalen. I denne artikel ser vi tilbage på årene 2012 og 2013.

Endnu en dag, endnu et Roskilde-tilbageblik. Vi er nu kommet til 10-årsjubilæet for Undertoners festivaldækning på Dyrskuepladsen og sikke et vokseværk på tværs af de år! I både 2012 og 2013 anmeldte vi 75 koncerter på festivalen. Det vil også sige, at der er masser af godt stof at fremhæve her i tilbageblikket – og vi iler videre!

Husk at vi stadig gerne vil høre fra dig, hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du gerne vil dele med resten af Undertoners læsere. Skriv det her i kommentarfeltet eller smid en mail til simon@undertoner.dk.

Roskilde Festival 2012

Kan I huske 2012? Det var året, hvor mayaerne havde forudset, at jorden ville gå under – og så var det året, hvor Apollo opstod som hjemsted for den elektroniske musik på Roskilde Festival i sin orangefarvede pølseform.

Det var også året, hvor Björk lukkede Orange Scene og hvor Bon Iver tog springet mod at blive en superstjerne. Det var dengang The Vaccines var det nyeste i den lange række af bands, der er blevet udråbt som rockens redningsmænd.

Og så var det selvfølgelig også året, hvor selv Undertoner måtte smide al hipstertroværdighed ud af vinduet og invitere farmand med på festivalen for at overgive sig uforbeholdent for Bruce Springsteen, der holdt hof i tre timer på Orange Scene og hev seks fortjente U’er hjem.

»Det er ikke nødvendigt med et kæmpe sceneshow. Det viste Bruce Springsteen lørdag aften i den tre timer lange maratonkoncert. Det var rock i den pureste form. Han er en fantastisk frontmand, han har karisma, han har spilleglæde, og han har evnen til at skrive sange, der rører ved noget indeni.«

Bossen var ikke den eneste, der scorede topkarakter det år blandt Undertoners anmeldelser. Også danske Rangleklods var oppe og kysse de 6 U’er – og det endda på trods af at festivalen havde givet bandet den svære opgave at sparke fredagsprogrammet i gang med en elektronisk fest klokken 12 middag.

»Det er en sjældenhed og en perle i dansk musik, vi har i dette band,« skrev den begejstrede anmelder, der ellers på forhånd havde været skeptisk. For hvordan kan et seriøst band dog hedde noget så fjollet som Rangleklods? Det samme spurgte bandet vidst sig selv om et par år senere, da de skiftede navn til Blondage.

I det hele taget var 2012 et virkeligt stærkt år for musikken på Roskilde Festival. Perfume Genius viste en forsmag på sit store talent, Wiz Khalifa efterlod Undertoners anmelder i næsegrus beundring, Janelle Monae gentog successen fra 2011 og The Cure fik 6 U’er for deres maratonkoncert – der åbenbart var lidt af et tema i 2012.

Blandt de mere farverige oplevelser er især R. Stevie Moore mindeværdig. »En af de mest bizarre koncertoplevelser, jeg har oplevet,« skrev vores anmelder om oplevelsen på Gloria. Hovedpersonen skiftevis »lå og sprællede rundt som en strandet torsk« og spankulerede alene rundt på scenen for at spille på de mange instrumenter med »en så selvbevidst og humoristisk amatørisme, at selv en folkeskoles musikklasse ville virke konservatorieparat i sammenligning.«

Hvis en koncert bliver spillet på Roskilde Festival uden nogle publikummer, er den så reelt fundet sted? Sådan lyder en gammel lommefilosofisk hjernevrider vidst nogenlunde omtrent, og noget lignende kunne Undertoners Daniel Niebuhr filosofere over efter at have overværet koncerten med Blondes på Apollo, hvor antallet af publikummer flukturerede et sted mellem blot 10 og 50 mennesker undervejs.

»Her lå jeg, på en af Europas største musikfestivaler, der årligt har mere end 70.000 besøgende, til en koncert, der kun blev overværet af en tusindedel. Jeg kommer højst sandsynligt aldrig til at opleve noget lignende igen, og koncerten vil for evigt stå lysende klart i min hukommelse.«

Selvfølgelig var alt ikke fryd og gammen. Liturgy minus Greg Fox var mest af alt en minus-oplevelse, der efterlod post-blackmetal bandet »ret amputeret«. Og satsningen med supergruppen Apparatjik (med medlemmer fra Mew, Coldplay og A-ha) var mest af alt en skuffelse, der fremstod »fremmedgørende og distanceret«.

Endelig er det som altid sjovt at se tilbage på opvarmningsprogrammet på dette års festival, hvor især Nelson Can imponerede stort på Pavilion Junior og virkelig brændte igennem. Det samme gjorde Ulige Numre, der stod på randen af deres gennembrud. Det var også på Roskilde Festival, at one-hit wonderet Dig & Mig peakede med deres skamløst catchy melodier.

Roskilde Festival 2013

Vi fortsætter i sporet med opvarmningskoncerter, hvor særligt én på Roskilde Festival 2013 skilte sig ud fra resten. For mens festivalen normalt er god til at spotte de unge danske talenter og booke dem til campingscenerne, før de for alvor slår igennem, så må Møs opstigen fra den beskedne Pavilion Junior til kendt verdensnavn med afspilninger der tælles i milliarderne på Spotify siges at være meteorisk.

»Hype eller ej, så er Mø som født på en scene, så selv de mest korslagte arme må overgive sig,« skrev anmelder Nina Ulrich Østergaard dengang og siden har hele verdenen overgivet sig til den fynske popdronning.

Vi er absolut ikke genreforskrækkede her på redaktionen, og det kan vi heller ikke siges at have været i 2013, hvor man for første – og hidtil eneste gang – kunne læse anmeldelser af så vidt forskellige kunstnere som Metallica og Rihanna fra Roskilde Festival. Førstnævnte fik endda en overordentlig positiv anmeldelse med på vejen efter en to timer lang hitparade.

Til gengæld blev Rihanna-koncerten ikke nogen kronende showcase for, at de stort iscenesatte popkoncerter altså godt kan udfylde noget af det tomrum, som rockscenen i 2010’erne og frem har efterladt på Orange Scene. Tværtimod var koncerten indbegrebet af tomme popkalorier ifølge Undertoners anmelder Jonathan Helsdorf:

»I det hele taget er det et sjældent syn på Roskilde, at en koncert virker så iscenesat, at man får indtrykket af, at selv de små talepauser mellem numrene er skrevet på forhånd. Men det er nu svært – sådan oprigtigt – at tro på, at i går virkelig var den bedste nat i hele Rihannas liv, eller at koncerten for hendes vedkommende var helt uforglemmelig i forhold til de hundredevis af andre koncerter, hun spiller om året.«

Det er ikke til at sige, om det bare var et mere kritisk hold af anmeldere, der var afsted i 2013 eller om der vitterligt bare var flere mislykkede koncerter det år, men der er under alle omstændigheder påfaldende flere skuffende anmeldelser fra dette år end året før.

Festivalens satsning på en stort opslået og eksklusiv særkoncert med det svenske indiekollektiv Ingrid floppede på Orange og fremstod mest af alt som en forvirret showcase uden hoved eller hale. Hypede Kendrick Lamar havde mere travlt med at feste end at rappe. Trætheden af The National ramte redaktionen, der henviste gruppen til tagget #voksenrock.

Og så var der Iceage, der blev placeret på en alt for stor scene og bedt om at spille længere, end de havde materiale til – og som derfor valgte at indlede koncerten med en uendelig drone-intro, der drev de fleste publikummer i det i forvejen tomme telt væk før koncerten gik i gang.

Heldigvis var der også mange gode oplevelser iblandt de uheldige. De tyske pionerer fra Kraftwerk lukkede festivalen med en mageløs optræden, hvor de uddelte 50.000 3D-briller – og derved på genial vis gjorde publikum til robotagtige statister, der synkront stod og boppede med hovederne til melodierne:

»Det er altid nostalgisk, når Orange Scene hvert år skal synge sin svanesang. Derfor skal det helst være mindeværdigt, formidabelt og en oplevelse, man kan nære sig ved indtil næste år. Kraftwerks koncert vil dog ikke bare stå som den ultimative lukningskoncert, men som en oplevelse for livet.«

Et andet højdepunkt var koncerten med Killer Mike, der lå i forlængelse af koncerten med El-P – og de to gæstede flittigt hinandens optrædener. På den måde fungerede koncerterne næsten som en forsmag på det fremtidige og ekstremt givtige samarbejde mellem de to som Run The Jewels.

Eller hvad med Queens of the Stone Age, der spillede en noget nær perfekt rockkoncert i eftermiddagssolen på Orange Scene? Eller James Blake der beviste, at tyst hipster-electronica sagtens kan gå hånd i hånd med bagende solskin? Eller de særegne oplevelser, som er så særlige for Roskilde Festival, såsom opførslen af Steve Reichs Music for 18 Musicians?

Så helt galt stod det åbenlyst ikke til i 2013 trods de negative anmeldelser, for vi kunne blive ved og ved med at fylde på.

Skriv et svar