Koncerter

Yune, 27.08.20, Empire Bio, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Søren Hansen

Yune spillede forsinket releasekoncert i Empire Bio, men det velspillende aarhusianske bands ørkenrock fik desværre aldrig rigtig sandet til at fyge, så det gjorde indtryk.

Det er sjældent, at der er koncert i Empire Bio. Det er også sjældent, at et band holder releasefest for en plade flere måneder efter dens udgivelse. Men endnu sjældnere er det, at det sagnomspundne danske pladeselskab Crunchy Frog fylder 25 år. Det gjorde de dog sidste år, og det er der kommet en dokumentarfilm ud af, skabt af Palle Demant, der også stod bag filmen om deres 20-års jubilæum. Og i anledning af den nye dokumentars verdenspremiere var sidste nye kvæk fra Crunchy Frog inviteret med til at give en times koncert torsdag aften. De hedder Yune, har bl.a. rødder i det aarhusianske jazzmiljø og spiller ørkeninspireret rock, ihvertfald på deres hidtil eneste plade, Agog, der udkom i maj.

Jeg var lidt spændt på at se, hvad de ville gøre med formatet, der unægteligt er svært for de fleste rockbands, da det at spille til et siddende publikum i mine øjne giver en lidt andagtig fornemmelse, som normalt er mere oplagt til ikke-dansabel jazz og klassisk. I alt fald er det sværere at nå ud over scenekanten til publikum, når publikum er længere væk og langt mere spredt end sædvanligt. Men det er til gengæld en relativt coronavenlig koncertform, hvilket jo er meget passende, her hvor at koncertlivet ikke for alvor er startet op igen og det for manges vedkommende nok var første koncert i månedsvis. Men nok om det.

Jeg må sige, at jeg egentlig er ret glad for konceptet og æstetikken som Yune arbejder med i eksempelvis musikvideoen til singlen “Odd One Out”, der skifter mellem grynede, solsprængte og sandslebent skarpe videoklip. Lidt af den samme stil blev ført over til det store lærred bag dem i Empire, hvor forskellige ørkenbilleder forvrængedes i en sådan grad at jeg til tider blev i tvivl om det var vand eller sand på skærmen, hvilket udgjorde et fint udgangspunkt for musikken. I min anmeldelse af Agog beskrev jeg den repetition og monotoni, der lader til at være en del af pladens koncept, og hvor den på studieindspilningen til dels fungerer som en meditativ rygrad, bliver det i liveudgaverne desværre en hæmsko, og ærligt talt en kende kedeligt.

For selvom bandet spiller rigtig godt, hvilket ikke overrasker mig, da jeg har set de fleste af dem i andre konstellationer før, så bliver det en anelse for kontrolleret til min smag. Dog nød jeg det lidt mere løsslupne basspil på “Copy of You”, det overlegne perkussion- og trommespil på “Low “og generelt de rimeligt outrerede lyde fra Juno-60-synthesizeren.

Derudover var jeg overrasket over hvor godt de lykkedes med at genskabe de yderst distinkte og genkendelige introer som er et gennemgående højdepunkt i deres numre. En anden glædelig overraskelse var, hvordan Tobias Sachse talte til publikum på en ret charmerende, indadvendt og uforberedt måde. For eksempel da han med henvisning til Crunchy Frogs jubilæum erklærede Yune for rosinen i pølseenden, hvorefter han specificerede, at det ikke betød, at Crunchy Frogs historie nu var slut, men snarere, at den var som en medister hvor Yune lukkede en pølse af for at starte en ny. Rimelig kringlet, men også sjovt reddet og i mine øjne, et frisk pust i en disciplin, der er så dødsyg, som talerne mellem numrene ofte kan være.

Det ændrer dog ikke rigtigt på, at jeg ikke synes, det var nogen henrivende koncert. Især også på grund af, at de virkemidler Yune havde tyet til for at gøre det mere energisk og liveegnet ikke fungerede så strålende. Eksempelvis havde en del numre fået et ekstra nøk opad i tempo og andre steg helt af sig selv, hvilket ikke for alvor gav den effekt, som jeg tror, de ønskede, men snarere gjorde det lidt jappet og rodet. Specielt gik det ud over “Running Down the Hourglass” og ørkensangen som er to af deres bedste numre i min optik, der ingenlunde nød godt af hastetempoet og nogle lidt akavede afvekslingsstykker.

Jeg ville ønske, at jeg kunne have mærket sandet fyge om mine ører, men ligesom med albummet føler jeg mere bare, at jeg er vidne til noget, der med mere fokus og detaljeorienterethed kunne blive rigtig rigtig godt. Men som i stedet lidt ender med at flyde sammen, på trods af numrenes individuelle kvalitet.

★★★☆☆☆

Fotograf: Mathias Kristensen

Skriv et svar