Modsat den musik Jacob Faurholt udgiver under eget navn, der er mere struktureret og traditionsbundet i sin stil, så er Crystal Shipsss en uregerlig størrelse. Her kommer de eksperimenterende udgydelser nemlig op til overfladen, hvilket gennem tiden har resulteret i harske metalorienterede udgivelser, skrattende synthplader og inderlig neo-folk.
Som et nummer fra Darkthrones’ melodiøse periode i midten af halvfemserne brager ”Solar People” på bedste black-metal lo-fi vis ud gennem højtalerne. To minutters skramlende guitar og trommer, der lyder, som var de optaget i en kold og fugtig kælder, skaber retning for albummet. En retning, der ikke genremæssigt er ensartet, men selve tilgangen til den minimalistiske lo-fi kælderlyd går igen på hele pladen. Jacob Faurholts vokal lyder som David Lynch’s på nummeret ”Crazy Clown Time”, fra hans album af samme titel, der udkom tilbage i 2011.
”The Bear” er et cover af Jim James’ My Morning Jackets, og det lyder mere som Faurholts soloplader, når den ringene og søvndyssende sovekammerguitar dominerer. I baggrunden er der konstante slag fra en trommemaskine, der lyder til at være udsat for et grumset båndloop. Vokalen er naiv og lys som en mikstur mellem Ariel Pink og Jandek. Men man er ikke i tvivl om, at det er den kære Faurholt, der synger. Samme naive stemmeføring rammer lytteren på ”Black Forrest”, der ligesom ”The Bear” kun varer 1 minut og 50 sekunder. Denne gang er det dog den akustiske guitar, der spiller hen over skrigende pedaleffekter, alt imens han messer »you should go to the black forrest« i loop.
Efter ét nummer på lidt over to minutter, og to numre på lidt under, så tikker ”Scary Mountain” ind som udgivelsens korteste nummer med sine blot 42 sekunder. Nummeret er som et nummer af Ty Segall, hvor pladen skulle køre 33 omdrejninger på pladespilleren, men er sat på 45 omdrejninger. Stemmen lyder som en klovn til en børnefødselsdag, der har muntret sig lidt for meget med heliumsballoner. Efterfølgende tages tempoet helt ned på den singer-songwriter-agtige skitse af et nummer, ”Tooth”. ”Tooth” lyder som det stadie, hvor man overgiver sig til søvnen. Drømmende, luftigt og let. Hvor er det lækkert. Og så varer det hele fire og et halvt minut.
Nu tror man måske, at stilen er lagt, men man må tro om igen. ”Fire” er endnu en rejse ind i, hvad der lyder som David Lynch’s forskruede hjerne: Lyden af en skærende musikalsk fortolkning af virkeligheden iblandet en filmisk langsommelighed, der er meget intens. Mens det er guitaren, akustisk som elektrisk, der har båret de foregående numre, så er det nu synthesizer og trommemaskine. Det er dystert og industrielt med en snert af naivitet, igen repræsenteret ved Faurholts stemme.
Titelnummeret ”Scorched” er en hæsblæsende omgang bøllebank, der vækker mindelser om The Bleeder Group, med den legendariske Peter Peter fra Sods/Sort Sol. Dog er ”Scorched” alt for kort til at sætte sig helt fast, og det bliver igen for skitseagtigt. Jeg gad ellers godt have hørt noget mere hårdtslående sammenspil imellem de tonsende trommer og orglet, der kimer derudaf.
”Control Your Fear” er et upbeat folk-nummer, der glimter og emmer af uforløst energi. Dovent Dylansk kryber mundharpen over den stakato-agtige kælderguitar. Der følges op med en støjende og langsommelig sjæler, ”Sun”, hvor et gammelt oprejst piano er slæbt med ned i den føromtalte kælder. Skrattende og skarpslebent ulmer guitaren, mens den søvndyssende vokal henslæber lytteren i et filmisk herointrip, som får mig til at tænke på scenen fra Nicolas Winding Refns film Pusher 3, hvor Milo (Zlatko Buric) falder i heroinen igen på kinagrillens toilet. Eneste forskel er vokalens uskyldighed, der trækker lidt af intensiteten ud af lydbilledet.
At Scorched er en lettere rodet affære, kan jeg roligt sige uden at blinke. De mange forskellige forsøg på konstruktioner af lyd stikker i vidt forskellige retninger. Eneste fællesnævner er den skitseagtige og kolde lo-fi lyd samt Jacob Faurholts særegne vokal. At det lyder som skitser, og stikker i mange retninger, er som sådan heller ikke mærkeligt, da pladen nemlig er forskellige optagelser fra perioden 2011-2016, og der er blevet kigget dybt i harddisken efter udgydelser. Jeg er personlig svært glad for den upolerede og deciderede dårlige lyd, da det vækker en grundfølelse af inderlighed hos mig. Derfor er numre som ”The Bear”, ”Control Your Fear” og ”Sun” glimrende eksempler på Faurholts evner udi sitrende lo-fi folk. Men som helhed er denne udgivelse ikke essentiel, men for fans uomgængelig. Og når nu det er så nemt at udgive musik på nettet, hvorfor så ikke gøre det?