Plader

Greta: Ardent Spring, Pt. I & II

Skrevet af Marcus Nyegaard

Ardent Spring, Pt. I & II byder på easy listening synth-pop – med tryk på synth. Der er få højdepunkter, hvor Greta lader dreampoppen udfolde sig, og for det meste befinder sig i en tidslomme af kitschet synth-pop.

Greta har fulgt op på den stadig dugfriske Ardent Spring, Pt. I, der som navnet foreslår, havde en to’er i ærmet. Med de sammenhængende projekter er den tyskfødte popsangerinde pladedebuterende.

Ardent Spring forbliver Greta i det samme univers, der bedst kan beskrives som up beat poleret pop med synthesizers front and center. Selv beskriver Greta hendes musik som dreamy, og jeg kan godt følge hende i udsagnet. Det er dog som om, at hun ønsker at gå to veje og som resultat prøver at forene dem: Dream- og synth-pop. Det bliver dog lidt af et misk mask nogle gange. For mig er dream-pop ambient og ledsaget af lange guitarseancer, der ikke er for meget fart på. Dream-pop kan selvfølgelig være flere ting, og genren viser sig også flot på ”Baby”, med skarpe melodier pakket ind i en god synth-pop gave. Det er sådan en sjov krydsning af TV On The Radio og MØ. En fryd for ørene.

Synth-pop kan være en herlig genre, men den synth-pop Greta laver har været en tur i maskineriet, hvor kanterne er poleret i sådan en grad, at man godt turde lade et barn lege med det. Hvis man er til mere kantede navne som New Order eller Depeche Mode, vil der være overvejende sandsynlighed for at man ser dream-pop elementet som malplaceret i denne sammenhæng.

Uagtet at det er to skønne genrer, vil jeg vove at påstå at de fungerer bedst hver for sig. Hvad der kunne være interessant, ville være at lade Ardent Spring være todelt, hvor begge genrer kunne udfolde sig. Det ville nemlig være en skam at sige, at Greta ikke mestrer dem seperat, men det Ardent Spring udspil vi får præsenteret, er endt med at være en slags rendyrket pop, uden det modspil eller den kant, der kan udgøre en harmonisk forstyrrelse. Det bliver lidt ligegyldigt og kønsløst til tider, som på den ellers funky sang ”Daughter”, der vækker mindelser om Tame Impalas ”Breathe Deeper” fra The Slow Rush (2020), forskellen her er dog, at Kevin Parkers sang er et skoleeksempel på at bygge noget op, for at “ødelægge” det og skabe en slags harmonisk dissonans.

Den bedste sang på Ardent Spring skal nok findes i tidligere nævnte ”Baby”, hvor synthesizerne da også er mindst fremtrædende. ”Så tillader jeg mig at undre mig – kan man egentlig få for meget synthesizer?”, sådan skrev skribenten fra Undertoners anmeldelse af Ardent Spring, Pt. I. Min konklusion bliver et ja.

Jeg ville nok kunne se større mening og kvalitet, hvis den musikalske stil strækkede sig over en EP, men det ender ud i langdrag, når den omfatter 12 sange.

★★★½☆☆

Skriv et svar