Plader

Jacobløberhjemmefra: Lidt lys på tungen

Velskrevet melankoli hersker i Jacob Keinickes nye, eksperimenterende indiepop-univers, der dog overdøves af en skævvredet balance mellem produktion og vokal, som pladens tårnhøje ambitioner må se sig begravet i.

Der er ingen tvivl om, at Lidt lys på tungen er Jacob Keinickes mest ambitiøse projekt til dato. Han er trådt ud af solen og tilbage ind i egen skygge, hvor han gennem otte sange udforsker tunge og personlige tematikker. Med projektet Jacobløberhjemmefra løber Keinicke stadig længere væk fra fortiden i bandet Fler Farver. På sit nye album er det nærmest decideret umuligt at genkende den friske og opløftende hiphop, som dominerede på albummer som Fler Farvers Happy Army. Og selvom flere af numrene på Jacobløberhjemmefras album The Nevergreens fra 2017 så småt begyndte at vise tegn på et skift i lyd, stemning og tematikker, var det de færreste – hvis overhovedet nogen – der havde forudset, at dette album ville blive en bred omgang melankolsk, synthpræget indiepop. Et skift, der giver nyfunden plads til at dvæle ved sårbarheden og Keinickes skrøbelige vokal.

Med øget rum, som vokalen kan udbrede sig i, kommer desværre også et naturligt tomrum og øget fokus på, når vokalen ikke formår det. Og her støder albummet på sin første store problemstilling. For hvad gør man så med dette tomrum? Mange steder forsøges den svage vokal gemt væk eller i bredest mulig forstand helt undgået ved f.eks. at ty til spoken words, vokalfilter eller spille på stemmens ømhed i en sådan grad, at det svier i ørene. Det strider nærmest mod resten af produktionen, de ellers stærke hooks og svækker sangenes budskab. Og så bliver der pludselig langt op til en indfrielse af pladens tårnhøje ambitioner.

Der er dog heller ingen tvivl om, at Keinickes vokalperformance har været afgørende for produktionen, der til tider virker overgjort med lydeffekter i alle retninger og sprængfarlige, elektroniske beats. Det er som om, man har forsøgt at trække fokus fra vokalen ved at skrue helt op for resten, så det til tider kan synes overproduceret og kaotisk.

Multiinstrumentalist og producer John Garrison, der har været med til at producere albummet, kan dog ikke fortænkes i sine produktionsvalg. På et mere stripped down nummer som ”Alt / Intet” forstår man nemlig pludselig godt, hvorfor den mere overdrevne tilgang er valgt til størstedelen af albummet. Vokalen, pladens larmende elefant, er netop på dette nummer badet i spotlightet – og det bryder den sig ikke om. Tomrummet bliver for stort, og det tydeliggøres for alvor, hvordan vokalen simpelthen ikke rækker til at stå på egne ben.

Men hvis vi – bare for en kort stund – ser bort fra elefanten i rummet, vil vi på numre som ”10” og ”Himalaya” finde os selv indhyllet i lækker lyrik og pompøse pophooks, der ikke er langt fra faktisk at indfange os i albummets mystiske skyggespil. Det næste lille bump på vejen bliver uheldigvis flere af sangenes konstante svingninger i lydbillede og intensitet, der frustrerende tager pulsen fra en, når man prøver at følge Keinicke det sidste stykke af vejen ind i mørkelandet. Jeg må forpustet efterlades halvforvirret med indtrykket af, at mylderet af idéer fortvivlet spænder ben for hinanden.

Ren lyrisk lever albummet op til et højt ambitionsniveau og leverer nogle af Jacob Keinickes hidtil stærkeste tekster som på ”Hver Nat”: »Jeg har natten i hånden / lidt mørke når ud / så jeg puster sorte skyer / Ingen anden i hånden / lidt lys på tungen / så du kan se, når jeg lyver.«

Jeg kan ikke undgå at fundere over, hvor meget stærkere albummet ville have stået, hvis det ikke havde været begrænset ved konstant at skulle tilpasse og underordne sig den begrænsede vokalperformance. Flere af numrene har nemlig potentialet til at kunne være blevet solide popnumre, hvis blot en stærkere og mere fremtrædende vokal havde været anvendt – om så det kræver en anden eller bedre sanger.

Det vellykkede kompromis er dog måske alligevel at finde i lyset for enden af pladen – nemlig på den excentrisk elektroniske slutbanger, ”Kig forbi”. En afslutning, der er som skabt til festfyrværkeri under festivalens stjernehimmel. Det absolut tætteste Jacob Keinicke kommer på sin fortid, og det mest stadion-synthpoppede vi bliver budt på. Det har en gennemgående Benjamin Havsk klang over sig og skiller sig med sit høje tempo og genreskift markant ud fra resten af pladen. Derfor ærgrer det da også, at denne fængende kovending først finder sted i albummets døende minutter.

Ambitioner er der nok af på Lidt lys på tungen. Vellykkede ambitioner – knap så mange. Flere af dem snubler gennem albummet over hinanden, og vi efterlades kun med en lille håndfuld succesfulde bestræbelser. Kompromiset mellem produktion og vokalperformance ender med at blive for tungt vejene, til at drømmene om et gennembrud med mørkt fængende og eksperimenterende indiepop for alvor får luft under vingerne.

★★☆☆☆☆

Skriv et svar