Plader

Kelly Lee Owens: Inner Song

Skrevet af Emil Høj

Kelly Lee Owens har med albummet Inner Song skabt en oplevelse, hvor hun udforsker, hvad hendes egen genre egentlig er i stand til at bære. Med et legende sind og enkelte techno-kedsomheder trækker hun lytteren igennem et drømmende og healende lydbillede, som står som en flot efterfølger til hendes første album.

Pladen starter ud med et cover-nummer, jeg ikke vidste, jeg manglede i min tilværelse. Med introen ”Arpeggi” leverer Kelly Lee Owens et tungt, dunkelt – og dog opløftende – cover af Radioheads ”Weird Fishes/Arpeggi,” der sænker og løfter spændingen forgodtbefindende, indtil nummeret tilføjes en robotisk synth, der ville passe perfekt ind på en natklub på månen.

Og lad os bliver dér lidt endnu: For på Inner Song formår Owens at skabe et lydunivers, der blander technoens traditionelle monotone lyd med adskillige pop-virkermidler, der fungerer som katapult til et meget drømmende lydbillede. Med pladen hæver hun forventningerne til, hvordan technopop og electronica egentlig kan lyde.

Den genre-blandende tilgang kommer allerede rigtigt til syne på albummets andet nummer ”On”. Nummeret starter ud med en meget simpel og poppet produktion, hvor en yderst smuk vokal trækker hvert eneste ord, som var det for at cementere hver eneste stavelse. Jeg når lige at falde hen, inden tæppet rives fuldkommen væk under mig, da nummeret bevæger sig over i hårdtslående techno stærkt akkompagneret af den smukke vokal i baggrunden.

På trods af Owens’ imponerende, genre-blandende tilgang til at lave musik, så er hun i sit udgangspunkt et produkt af techno-scenen – på godt og ondt. Det spiller ind flere steder på pladen, hvor det på numre som ”Melt!” og ”Jeanette” ender ud i meget monotone produktioner. Det skal dog nævnes, at numrene bestemt er et lyt værd, men jeg sidder tilbage og mangler andet end et nummer, der går perfekt til baggrundsmusik til en køretur. Sangene leder efter deres eget højdepunkt uden nogensinde at finde det.

Og når vi nu taler om højdepunkter, så er albummets ubestridte højdepunkt ”Corner of My Sky”. Her får Owens besøg af John Cale fra The Velvet Underground, og sammen har de skabt et nummer, der viser en legende tilgang til det at lave musik. Sangen vækker straks mindelser om Arthur Russel, som Kelly Lee også tidligere har nævnt som en af sine store inspirationskilder.

En tilsyneladende meget simpel produktion, hvor synths, strygere, forvrængede, hårdtslående trommer og kicks til sammen skaber en lytteoplevelse, der byder på nye overraskelser, hver gang jeg hører nummeret, og dermed understreger, at nummeret er langt mere end dens umiddelbart simple ydre.

I det store billede har Kelly Lee Owens lavet et album, der formår at favne de helt dybe, techno-produktioner, den drømmende, elektroniske pop og, ja, ”Corner of My Sky,” som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde. Udover en genistreg. Der er, på trods af de mange genre-indtryk, en klar samhørighed i albummet, og hele vejen igennem skabes der en nærmest healende oplevelse – også selvom nogle af tehcno-numrene godt kunne trænge til lidt mere pondus.

På albummets sidste sang ”Wake-Up” har Owens lagt i kakkelovnen til en smuk slutning, hvor hun i sin vokal får fremvist sit stemme- og følelsesregister til tonerne af et velproduceret elektronisk arrangement i samspil med strygere. Pladen sluttes, meget sigende for den healende oplevelse, af med ordene »Wake up,« hvor der endda er efterladt ti sekunders stilhed til at åbne øjenlågene efter et interessant møde med et drømmende, poppet elektronisk lydbillede. Og det er lige præcis, det man får med denne plade.

★★★★½☆

Leave a Reply