Plader

Liela Moss: Who The Power

The Duke Spirit frontfiguren, Liela Moss, søger svar på sin anden soloudgivelse, Who The Power. En stærk samling af synthpunkede poprocknumre, der tager dig med på en tur ‘down memory lane’ og samtidig stikker lidt til den moderne opfattelse af magt og ansvaret for selv samme.

Det er ikke altid til at sige, hvad der præcis sker i en, når man støder på et stykke musik, man godt kan lide. Det er lidt som at gå forbi en attraktiv person på gaden. Der er et eller andet, der fanger din opmærksomhed og får dig til at lytte bedre efter. Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg lyttede til Liela Moss’ Who The Power for første gang.

Intronummeret “Turn Your Back Around” er nemlig en af de absolut stærkeste åbnere, jeg har hørt i år. Det nummer alene gør Moss et lyt værd. Men “Turn Your Back Around” er langt fra Who The Powers eneste lyspunkt.

Lad mig starte med at sige, at Who The Power vil mange ting. Hele pladen igennem dribler Moss ind og ud af flere af rockens forskellige genrer og sender et nik i retningen af godt og vel 35 års rockevolution; fra electrorocks fremkomst i slutningen 1960’erne op til og med 90’erne med chickpunk og storladne rockballader. Det kan umiddelbart godt lyde som en rutsjebane med lidt for mange loops, men det fungerer egentlig ret godt. Konceptet bliver fulgt til dørs af store, omfavnende synthflader og et absolut plus på attitudekontoen.

Som albummets titel meget passende lægger op til, er Who The Power et album, der stiller sig kritisk overfor spørgsmålet om magt. Hvem, der har den og hvem, der ønsker den – både i vores eget lille liv og i det store, stygge samfund. På “Watching The Wolf” lægger Moss ikke fingre imellem, og når du lytter til nummeret, vil du vide, præcis hvad jeg refererer til her. Moss har selv forklaret, at sangen handler om en magtliderlig, narcissistisk, wannabe politiker. Så er stilen lagt.

Samtidig byder Who The Power på numre med indadvendt analyse som “Atoms At Me”, “White Feather” og “Nummah”, hvor Moss overvejer, hvordan hun skal gribe sig selv og sin egen rolle i en social konstruktion an. Det ene øjeblik er hun klar til at fralægge sig ethvert ansvar for sine handlinger, og i det næste tager hun sagen – magten om man vil – i egen hånd; klar til at køre i stilling ved frontlinjen.

Who The Power er et album, som præsenterer mange overvejelser, holdninger og ikke mindst genrer. Når man når til vejs ende, møder man nummeret “Stolen Careful”, som meget passende ønsker at konkludere på Moss’ tanker. Ærgerligt nok er det albummets svageste led, og den poetiske hensigt går lidt tabt i produktionen, der er lige på den gode side af fedtprocenten i en piskefløde. Især set i lyset af den eminente åbner. Men når det så er sagt, er jeg efter mange gennemlytninger, langt fra træt af Who The Power endnu.

★★★★★☆

Leave a Reply