Koncerter

Frigjort Festival: Nejrup + Mørkt Stof, 04.09.20, Loppen, Christiania

Foto af Niclas Lovejoy Hawkesworth
Skrevet af Jens Trapp

Frigjort Festival skulle have fundet sted i disse dage, med et dejligt syret program i et grænseland mellem improvisationsmusik, rock, jazz, elektronisk musik og ja, alt muligt sært og fedt, med det tilfælles, at rammer er noget man gør sig fri af.

Frigjort Festival er et samarbejde mellem Loppen og Det Gyldne Livs Festival, der holder til i Kolding, i det de selv kalder ‘den gule plet på Den Rådne Banan’. Altså derovre hvor kvadratmeterpriserne på boliger bare falder og falder (modsat her i hovedstaden). Af særdeles velkendte årsager er festivalen aflyst i år. Som et plaster på såret får vi seks acts fordelt over tre aftener på Loppen for et begrænset antal siddende publikummer. Det første af disse arrangementer er med Nejrup og Mørkt Stof.

Nejrup

Fanme om ikke vi fra start af blev katapulteret langt op i himmelrummet til en gedigen omgang spacejazz fra en eller anden fjern galakse i det ydre rum eller dybt inde i Mikkel Nejrup Forchhammers krøllede hjerne. Han er manden bag Nejrup, well, han er Nejrup, men han kunne ikke have gjort det uden Mikkel Ayi Okine på trommer og Emil Just på bas og synth. Eminent dygtige musikere, der fik spacejazzen til at løfte sig fra det sfærisk elektroniske, da de tilføjede kød og blod og nerver ikke mindst, nerve for fanden da. Det swingede suverænt flot.

Og skal jeg nærme mig sandheden lidt mere, så kunne Nejrup ene mand også få musikken til at løfte sig op og ud, når han rumsterede rundt i elektronikken og på sine tangenter, flyttede en ledning her og modulerede lidt der. Forskanset bag sin Fender Rhodes og sin Prophet 08 med en stor hjemmebygget synthesizer (synes jeg, at jeg har læst et sted) der ligner en gigantisk flækket spaghettisquash, men også kunne være noget ala HAL9000 fra Kubricks 2001: A Space Odyssey. De små 45 minutter var stort set ligeligt fordelt i en vekslen mellem hans frydefuldt skrigende synths på en bund af Rhodes og elektronisk knitrende clicks og beats, og det samme, bare med rytmegruppen på, der tilføjede krop og et overskudsagtigt flow til musikken.

Formatet med publikum siddende i et pandemisk bestemt rytmisk forløb ned gennem Loppens legendariske, lavloftede, men desværre også lukningstruede lokale, gjorde noget godt for musikken. Der blev lyttet og jublet og musikken var så prof, at den sagtens kunne fylde rummet med vellyd og minsandten også mindelser om de store fusionsjazzkoryfæer som Herbie Hancock, Weather Report, Mahavishnu Orchestra og Return to Forever. Det var et ordløst, men i høj grad billedskabende univers, med planeter, meteorer, asteroider og andre himmelobjekter susende om ørerne på os. Nejrup spillede materiale fra EP’en Manda, men også nyt materiale, som kommer ud senere på året. Lovede han ikke det?! Det er jeg ret sikker på, at jeg hørte ham sige.

★★★★★☆

Mørkt Stof

Mørkt Stof levede til fulde op til deres nye bandnavn. Det var mørkt og tungt på alle måder og som sådan virkelig gennemført. Desværre syntes jeg først, at de i det allersidste nummer formåede at løfte det hele op på et højere plan, der kunne have været sindssygt interessant at overvære hele vejen igennem. Så måske bare en lidt skæv dag. Fanme heller ikke optimale betingelser for et næsten dystopisk rockband, der dyrker dynamikken og de improvisatoriske eksplosioner, at have et siddende, spredt publikum, de skal have fanget ind. Modsat Nejrup var det langt mere kropslige, knogleknusende lydexcesser vi var ude i. Det var bestemt ikke dårligt! Slet ikke. Men Mørkt Stof havde måske fungeret bedre før Nejrup, fredag aften. Suset fra galaksens tinder afløst af urlyd fra den sorteste muld, havde måske fungeret bedre den anden vej rundt?! Men lad nu det hvile.

Siden 2015 har Mørkt Stof udsendt et par EP’er og et album under navnet Bæst, men det navn blev snart overtaget af andre. Ikke bare det hårdtslående dødsmetalband, der nu kalder sig Baest, men også en pizzakæde, så Bæst blev til Mørkt Stof. Mon ikke navnet er inspireret af en sang med samme titel af Mellemblond, med hvem Mørkt Stof har en del fællestræk. Ikke mindst de poetiske danske tekster og måden at fremføre dem på. Under navnet Mørkt Stof har bandet udgivet to singler i 2020: ”Knuder” og ”Rødder”. Sange om »åndsfællesskabet mellem individ og kloden. Om at føle sig forbundet til jorden, men føle sig løsrevet fra planeten« som de selv udtrykker det. Live kan Mørkt Stofs tunge og mørke lyd virke svært tilgængeligt. Der er noget lurende og sitrende over musikken, som var den netop trængt direkte op af den fede fede, sorte muldjord, eller vokset direkte ud af mosens tågede og forheksede landskab med dets tyngde af trolddom og undergrund, bundløse vandhuller. Vildtvoksende frem af et urdyb, bestående af sten og ild og ler der koagulerer og ulmer tungt åndende.

Lydligt blev mørket skabt af forskellige ingredienser. Trommesættet f.eks. som udover hihat, lilletromme og et par bækkener, bestod af et par store tunge tammer og blev domineret af en mægtig stortromme. Gulvtammen blev flittigt brugt hen gennem sættet. Bassen var halvakustisk, med en tør og god lyd af træ. De to guitarister spillede de fleste numre på barytonguitarer, synth/keys er diskret til stede et sted i udkanten af lydbilledet. Mørkt Stof spillede numre fra hele bagkataloget og i det sidste nummer, klikkede det hele altså sammen til en mægtig kraftpræstation, som jeg glæder mig til at opleve under mere ’normale’ omstændigheder en gang i en muligvis fjern fremtid og som, isoleret set, ville udløse noget mere end de tre U’er det kan blive til for hele seancen.

★★★☆☆☆

Fotos af Niclas Lovejoy Hawkesworth

Skriv et svar