Plader

Sjælen: Her Kommer Sjælen

Sjæl I Flammer er blevet til Sjælen, men på deres debutalbum spiller fynboerne stadig en charmerende omgang popmusik, der dog er bedst, når den tør udfordre sit eget pop-format. Det lykkes ikke altid, men alligevel er det svært ikke at holde af de unge gutters blåøjede og naive ærlighed.

Hvis du synes at Sjælen lyder bekendt, så er det ikke så mærkeligt. Vi har nemlig hørt fra dem før, men siden de sidst gav lyd fra sig for to år siden, har de nu tidligere Sjæl I Flammer skåret deres bandnavn ned til bare at være Sjælen. Om det er for at lægge afstand til 80’er-pop-inspirationerne og manden bag 80’er-hittet af samme navn, Thomas Winding, eller om det bare er fordi den korte udgave klinger lidt nemmere og bedre, ved jeg ikke. Men Sjælen spiller trods det nye navn stadig en charmerende omgang skæv popmusik.

På deres første fysiske udgivelse lander de fynske popdrenge endnu en gang et sted mellem lo-fi og vellyd. For selvom musikken lyder pæn og lækker, så kan Sjælen ikke lade være at fucke lidt med deres ellers glimrende popsange. Og det er også, når det hele bliver lidt skævt, at Sjælen er bedst. Tag bare albummets første og muligvis bedste sang, “Flettede Blikke”, der er en kaotisk, medrivende og groovy sag, hvor Sjælen formår at være både poppede og give pop-formatet modspil på én og samme tid.

Forsanger Anders Winkler er langt fra er en god sanger i klassisk forstand. Leder du efter klassisk skønsang, så går du forgæves på Her Kommer Sjælen, men så er der så meget andet at komme efter. Det betyder også, at Sjælen, trods deres tydelige rov i den danske musiktradition, sjældent lyder for meget som noget andet end bare dem selv. Jovist lyder “Vandmand” lige lovligt meget af Nikolaj Nørlund, og den lettere bossa-nova-klingende “November” minder mig lidt for meget om et lidt formularisk og kedeligt stykke dansk popmusik anno årtusindeskiftet – måske skrevet af Martin Brygmann? Omvendt disker Sjælen dog også op med sange som “En Gammel Ven”, der udfordrer pop-formatet med et smågenialt bærende saxofon-motiv på en enormt sød og fin sang til en gammel ven, der måske er faret lidt vild i det hele.

På den måde svinger Sjælen mellem det pæne poppede og det mere overrumplende, eller grovere sagt mellem det lidt kedelige og det energisk medrivende. Dette skyldes måske også at nogle af sangene bliver trukket til en lidt længere spilletid, end de egentlig kan bære. Men så er der pludselig en sang som “I Det Duggede Blå”, der overrasker med en smuk, atmosfærisk og næsten post-rocket outtro, og på den måde forvandler en lidt kedelig popsang til noget mere end bare det, lige dér hvor man ellers var ved at være træt af den.

Det er måske Her Kommer Sjælen i en nøddeskal: Dualismen mellem det jævne og poppede og de skæve ideer, der tør bryde med poppen. For i sin essens er det en vindende formular, der lykkes for Sjælen langt hen ad vejen, men hvor balancen desværre tipper lidt for meget over i det jævne. Sjælen er simpelthen bedst, når de balancerer lige på kanten mellem det seriøse og det næsten fjollede. Når man som lytter kortvarigt ikke kan finde ud af, om det man lytter er barnligt bøvet eller blåøjet uskyld. Derfor er det også svært ikke at holde lidt af drengene i Sjælen. For selv når de er mest skæve, leverer de deres musik med en slags barnlig og bramfri visdom, der er lige ud ad landevejen og herligt fri for prætentiøse tendenser. I en tid, hvor alt hurtigt bliver mørkt og overdrevent seriøst, er det en forfriskende og naiv tilgang til både verden og musikken.

★★★½☆☆

Leave a Reply