Plader

The Microphones: Microphones in 2020

Skrevet af Søren Hansen

Microphones in 2020 er en varm lyksalighed af menneskelig varme, og analogo bas- og guitatstykker. En perfekt tur ud i de amerikanske skove, men med en bet i melodikken.

Der er noget ganske særligt over Phil Elverums måde at spille, og ikke mindst indspille, guitar på. De ligger i lag, som stabler af brænde eller knastørre bunker af blade i skovbunden. De er knitrende, brændende kviste på et lejrbål. De er blødt mos der betrædes barfodet. De er tåge der udfylder ethvert tomrum med sine insisterende og faseforstyrrede akkordanslag og dobbelttrackede irregulariteter. De er den musikalske manifestation af nordvestamerikanske uendeligt fortryllende og magisk mystiske skove, og vidt udstrakte naturlandskaber som de udforskedes i Twin Peaks. For mig er de så menneskelige og varme, at jeg nyder de første 7 minutters repetitive skift mellem to akkorder. Det burde være umanerligt kedeligt, men fordi de konstant ændrer sig subtilt og fejlfyldt bliver det vellykket. Det er som et af de billeder Phil gør brug af i teksten med vandfaldet, hvor vandet aldrig hverken ryger ud over kanten eller rammer bunden, men bare falder og falder og gennemstrømmer hele sangen. 

For albummet er blot én sang, små 45 minutter lang, hypnotisk og gentagende. Den fortsætter på mange måder stilen fra hans seneste to plader, med et meget nedbarberet udtryk uden de store melodiske falbelader og med en lyrisk stil, der veksler mellem naturaforismer og dagbogsagtig konstateren. Men faktisk er det måske forkert blot at anse det for at være et stykke musik, da der egentlig hører en form for musikvideo med til sangen hvor at over 800 analoge billeder manuelt bliver lagt ned i takt til musikken. Jeg vil sige at videoen er en del af oplevelsen som musikken ikke for alvor kan hverken forstås, eller dømmes, uden. Det er nemlig Phil Elverums private mindekartotek fyldt med billeder af natur, musik, ungdom, eventyr og frihed. Af og til stemmer de også overens med historien i teksten, som mere eller mindre er en selvbiografi der kridter myten om hans musiske karriere op. Med tonsvis af intertekstuelle referencer til hans tidligere sange, der bygger videre på hele den stemningsverden som The Microphones og Mount Eerie eksisterer i. Og dermed faktisk en deroute fra de seneste to pladers desillusionerede og metafortomme tekstunivers og et gensyn med mytologien og naturen som et sted med iboende mening. Selvom det er fra et ældre, mindre naivt synspunkt. Men dog så forbundet med det gamle, at det har føltes rigtigt at ændre navn tilbage til The Microphones.

Det musikalske udtryk er nemlig meget udpræget beslægtet med den lyd der var på fx hans magnum opus ‘The Glow Pt. 2’. Lav lydkvalitet, skramlet trommespil og forskellige ambiente lyde der på de fleste andre plader ville have været skåret væk, men her er musikkens sjæl. Tilsat et af Phils andre kendetegn, varm analog bas og guitar, distortet på den mest helende og stemningsfulde måde jeg overhovedet kender til. Det er den støjende lyd af indre fred. Sjældent har det instrumentale været så ufatteligt smukt som på dette album. Alle de små indslag de forskellige instrumenter kommer med fungerer og skaber det ene mesterlige stykke musik efter det andet, idet de ukueligt broderer nye nuancer på den gennemgående akkordrundgang. For mig er det musikalske på niveau med hans allerbedste, hvis ikke bedre. 

Men hvis jeg har et problem med “Microphones in 2020” er det med teksten og delvist melodien. Til tider bliver hans beskrivelser simpelthen for bogstavelige, hvilket fungerede på hans album “A Crow Looked At Me” der omhandlede hans kones død og i sin rapporterende stil perfekt illustrerede meningstabet og alvoren i situationen. Men når det begynder at handle om mere hverdagslige ting eller tilfældige ungdomsanekdoter kan det godt blive lidt trættende. Også når det tenderer mod det lommefilosofiske af og til. Det holder den meget spartanske melodi og produktion ikke til alle steder på denne plade.

Men det er mestendels skønhedsfejl på dette smukke værk der endnu en gang viser at Phil Elverum forstår at sætte musik sammen på en måde der får musikken til at virke som ren, rå, ubearbejdet stemning og følelse, der går ind i sindet på en dybere måde end det burde kunne. Musik som er så personligt at jeg føler det forkert at omtale ham ved efternavn, som jeg normalt ville gøre. Phil er en naturkraft og dette album er som at fare vild i den uendeligt dybe fyrreskov, der er hans liv. Og det på den allerbedste måde.

★★★★★☆

Skriv et svar