Plader

Trader: Social Life

Skrevet af Simon Ørberg

Den aarhusianske kvartet Trader albumdebuterer med 9 melodiøse og varierede bud på den skramlede slackerrock, som byen er ved at gøre til sit varemærke. Det er langsomt, det er tungt, og så er det fucking trist.

Der må være noget i vandet i Aarhus. I de sidste par år har den midtjyske hovedstad opfostret adskillige alternative rockbands med korte kontante navne som Tears, Modest, Tilebreaker, Tugboat og – hovedpersonerne i denne anmeldelse – Trader. Flere af grupperne har tætte forbindelser til spillestedet Tape og dyrker en helt særlig rockniche, man kunne kalde slowcore: Langsomt, tungt, skramlet og meget inspireret af den amerikanske indie-scene fra start 90’erne. Tænk navne som Pavement eller Galaxie 500. Det kan lyde som en tidskapsel fra en simplere tid i rockmusikken (og i livet), men det er måske netop, hvad vi har brug for, når vi nu går efteråret i møde.

For har du nogensinde siddet i en bus med hovedet hvilende på ruden og blikket fæstnet mod ingenting på en evigt grå eftermiddag, hvor tiden halter efter, og følelserne gør ondt på den der måde, som de gjorde, da man var 16, så bør du nok spidse ører. Drengene i Trader sætter nemlig alt ind på at indfange netop den følelse på deres debutalbum Social Life, og over 9 korte numre (hvoraf to af dem er instrumentale) lykkes det. Til dels.

Åbningsnummeret “Friend” kan fint høres i forlængelse af sidste års selvbetitlede EP, som i høj grad trak på den nyere type lo-fi indie populariseret af amerikanske (Sandy) Alex G og Car Seat Headrest. “Friend” dyrker en lignende lyd med et gentagende guitarriff, der stiger i intensitet for til sidst at kollapse under sin egen tyngde. Det er en effektiv åbner, der straks efterfølges af den hektiske “Carrie”: en jangle-punket skæring, hvor strengene løber om kap med de galoperende trommer og kolliderer i en vrælende guitarsolo.

“Ghost Town” er det tredje nummer og første single fra pladen, og her er vi tilbage til den tilbagelænede slackerrock. Anders Ahles afdæmpede vokal passer perfekt til nummerets skrantende langsomhed og simple tekst om, hvor kedelig og tom byen er, når den man holder af ikke længere er der. Vokalen kommer endnu mere i front på den akustiske og Elliot Smith-klingende “Be Like Your Dog”, som på forfriskende skrøbelig vis præsenterer os for selvudslettelsen, den totale overgivelse til elskeren.

Denne ungdommelige længsel mod skibskatastrofer, mod hærværk og pludselig død (for at låne fra den gode Tim Kristensen) fremstår klarest på “Back In Five”, som er albummets anden single og efter min mening det ubestridte højdepunkt. Her erkender sangens fortæller begrænsningerne for sin formåen og accepterer, at han er uforbederlig. Der er ægte smerte at føle, når Ahle indfølt synger »I’m always the same kind of broke / Drunk in the same part of town«. Det gør ondt.

Men der er også styrke at finde i overgivelsen, og det er netop den, som Trader finder frem til ved at lade nummeret standse brat op i en overdreven interlude af guitarstøj og tonstunge trommer. Den instrumentale afrunding hedder “Behaviour Report” og er sit eget nummer på pladen, hvilket umiddelbart virker overflødigt, medmindre det er for at give “Back In Five” en chance som radiosingle. Intet ondt ord om den beslutning, men lytteren skylder sig selv at få det hele med.

De laver en lignende opdeling i den efterfølgende komposition, som kommer til at hedde “Float” og “Presence”, og som sammenlagt kun lige strækker sig over tre minutter. Men hvilke tre minutter! Her bliver der endelig givet los for den testeteronfyldte frustration, der har sydet under selvhadet, og som udvikler sig til en post-rocket afslutning, der ville gøre Deafheaven stolt. Det er her, drengene fra Aarhus er vredest, og det klæder dem.

Albummet består altså af otte (eller seks og to halve) solide sange, som formår at skabe et dynamisk og gennemført lydbillede med en ellers stringent skramlet lyd. Langsommeligheden kunne i længden nemt gå hen og blive – jeg frygter at bruge ordet – kedelig, men det er til Traders store fortjeneste, at det ikke er tilfældet på Social Life. Indtil vi kommer til “Social Life”, titelnummeret og den afsluttende sang på pladen.

Hvor Trader før har befundet sig med hovedet lige over teenagesølet, synker de til sidst helt ned i apatisk bedrøvelse. Nummeret strækker sig over fem lange minutter, og man kan næsten høre fødderne trække sig langs asfalten, og håret vokse ned foran øjnene. Det gentagende guitarriff når at blive, ja, kedeligt, og pludselig er nummeret forbi sammen med resten af albummet. Alligevel giver det mening at have “Social Life” som afslutning, fordi det på en måde opsummerer hele Traders etos, som må siges at være: Livet er hårdt, livet er langt, og livet er fucking trist. Så lad musikken spille lige sådan.

★★★★★☆

Skriv et svar