Koncerter

Uhørt Festival: Leizure + Marí + Natlyst, 04.09.20, København

Leizure på Uhørt Festival. Foto: Mathias Kristensen.

På årets Uhørt Festival kan man endnu en gang få en forsmag på fremtidens store, danske musiktalenter. Fredag var det især Leizure, Marí og Natlyst, der imponerede på hver sin måde.

Et sted på Enghavevej, nærmere bestemt i gården bag CPH Skatepark, findes der én gang om året et arrangement, der hedder Uhørt Festival. Her optræder nogle af de allernyeste og mest lovende kunstnere fra den danske musikscenes vækstlag. I år er det ovenikøbet en af de eneste af sommerens festivaler, der overhovedet bliver afholdt – og det sker også under lidt andre forhold end sædvanligt. Alle koncerter foregår med siddende publikum, og pladsen er blevet pyntet med håndsprit-dispensere og pile, der pænt viser vej gennem ensrettede stier. Til gengæld er programmet, præcis som det plejer: Spækket med interessante unge musiktalenter.

Leizure

Det var lidt besynderlige omstændigheder, der udgjorde scenen for Leizures koncert. På en eller anden måde, er der bare noget helt uforeneligt over punkrock og håndsprit, og det føltes helt forkert at tage plads på en af de pænt opstillede rækker af klapstole foran scenen i skaterhallen. Men det skulle heldigvis vise sig at blive helt ligegyldigt. Postpunkerne indtog scenen med den største overlegenhed og spillede den kølige hal brandvarm på få minutter. De fire langhårede musikanter pumpede rytmerne udover scenekanten, mens frontfigur Zakarias Sanderson sprang omkring mellem dem og sang, eller nærmere udstødte de aggressivt inderlige tekster. Det var totalt betagende og mindede lidt om brudstykker af King Krules desperate poesi, der drev rundt på et hav af sønderrivende smadder.

Der er ingen tvivl om, at Leizures trumfkort er altsaxofonen. Det var som om den slog små sprækker i den massive betonlydmur, så lidt lys kunne komme ind. Især på et – i det hele taget vildt lækkert – nummer som ”Romance and a Hustle”, hvor den tilbagelænet flettede sig ind og ud mellem de andre instrumenter, men også som hysterisk alarm på sange med høj puls. I det hele taget mestrer bandet den dér vekselvirkning mellem på den ene side ustyrlig kasten-sig-rundt og på den anden side de mere rolige passager, der giver plads til noget skrøbeligt.

Den halve times spilletid var forbi på et kort øjeblik, og en svigtende basforstærker gjorde en abrupt slutning på fornøjelsen. Men en fornøjelse var det altså!

★★★★★☆

Marí

Når en hel forsamling forstummer i intens tavshed og alle retter opmærksomhed mod det samme, kan der blive stille på en måde, så det næsten dirrer af spænding i luften. Sådan føltes det, da Marí gæstede Volumen-scenen omkring skumringstid, og forførte publikum med sin bjergtagende folkemusik.

Det hed sig, at de tre musikere var rejst fra Aalborg for at spille for os, og der blev godt nok også snakket nordjysk, men musikken gemte nu på langt fjernere horisonter. Linda Marí Josefsen, der lægger navn til bandet, synger så det bringer associationer både til americana-ikonet Emmylou Harris og til Big Thiefs Adrianne Lenker. Hendes vokal er så enormt dynamisk og mangefacetteret, at jeg kun kan tilkendegive min totale beundring. Med vokalen som omdrejningspunkt blev vi ført gennem de inderlige tekstuniverser, elegant og minimalistisk akkompagneret skiftevis af keyboard, el-kontrabas, cello og steelguitar. Momenter med små distortion-udbrud eller skæve harmonier der fik lov at klinge ud, overraskede og gav den bløde folk en flosset kant, der klædte udtrykket helt vildt.

Afslutningsnummeret, en slags traditionel nordamerikansk hymne udført med percussion og vokal som de bærende elementer, satte selvsikkert punktummet for en mildt sagt magisk koncert. Den gensidige taknemmelighed mellem band og publikum blev understreget af euforiske ”Tak fordi I kom!” råbt i begge retninger, og dét tænkte jeg egentlig var en rammende illustration af Uhørts festivalånd.

★★★★★☆

Natlyst

»Jeg har lyst til at lokke dig med ned i dybet« synger forsanger Amanda Drew på et tidspunkt på Natlysts debutalbum fra sidste år, Modig. Lige netop sådan føles det også at være til koncert med det lidenskabelige popband: som om de forsøger at trække dig med ned i et uendeligt dyb, hvor inderlighed og kaos og lyst og længsel råder. Hvor du aldrig kan få nok og altid kan få mere.

Jeg tæller i alt 7 personer på scenen, da Natlyst har gjort deres entre. Alle er de iført blafrende hvide hørdragter, på nær frontperson Amanda Drew, der slanger sig ind på midten på sine bare tæer, iført rød velour og med ild i øjnene. Teatralsk danser hun rundt, vildere i takt med musikken, der begynder nede i tempo, med tunge trommer og bløde keys, og siden vokser helt op under loftet og eksploderer i larm.

Det er imponerende, med så mange mennesker på scenen, hvor naturligt Natlyst fremstår som en musikalsk enhed. De er som en stor muskel, der trækker sig sammen og udvider sig. Hvert nummer synes at vokse mod et klimaks, eksplodere i et slags vanvid, for så at trække sig ind i sig selv igen. Engang imellem kommer det hele til at føles lidt for tænkt, lidt for overdrevet. Måske er det bare præmissen for Natlyst – at alt bliver sat i tiende potens: følelse, idé, udtryk. Jeg kunne bare godt savne lidt ro og eftertænksomhed – og i virkeligheden bare en tillid til musikken. Den kunne sagtens bære sig selv, og den insisterende performance forekom derfor en anelse overflødig og forceret.

Uagtet var det svært at undgå at blive revet med af de forførende og eksplosive poparrangementer, især fordi gruppen var så hamrende dynamiske i deres sammenspil og fordi deres univers netop er så dragende og poetisk.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar