Koncerter

Bona Fide, 26.11.20, Alice, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Ørberg

Med sans for underspillet drama indtog den gotiske duo Bona Fide scenen med deres unikke folkesange. Her førte de publikum ind i glemte sagn om kærlighed, længsel og ensomme riddere, hele tiden balancerende på grænsen til noget større.

Den omvandrende folkemusik, som den opstod i middelalderen, var bundet sammen af rim og remser og melodier, der gjorde dem nemmere at opføre og huske. En slags deltagende myte- og historieskrivning. Forestil dig nu, at du fjerner de musikalske tricks og bare efterlades med følelserne, som uden anker svæver rundt som spøgelser fra fortiden og synger om, hvad der gik galt og hvad der kunne være sket. Det er dette æteriske univers, den danske duo Bona Fide bevæger sig i, både på debutalbummet Yield fra i år, og når de spiller live, som de gjorde på det københavnske spillested Alice i torsdags. Med store skrøbelige guitarflader maler Emil Palme enorme landskaber, forladte og uopdagede, som Sofia Luna befolker med sin nærværende vokal og kryptiske tekster. Det er stemningsfuldt og mystisk, og en verden jeg håber på sigt også får lov til at udvikle sig.

Stemningen var allerede sat med opvarmningen, Väsner. Ikke at forveksle med den svenske folkemusiktrio af næsten samme navn, men derimod énmandsprojektet af forfatter Rasmus Daugbjerg, som indtog scenen klædt i kappe og middelaldertøj. Til lyden af mørke midi-synths tændte han langsomt stearinlysene på scenen, før han begyndte at synge med en stemme dybere end Morias miner. Inspirationen lod til at være hentet hos Burzum og de såkaldte dungeon synth-udgivelser, som nordmanden indspillede, imens han var i fængsel. Mørke og ambiente lydlandskaber, man kunne bruge som baggrundstæppe til et spil Dungeons & Dragons, men som Väsen tilføjede mere lyrisk kvalitet og relevans. Han takkede af efter tre sange efter at have gjort stort indtryk og sat scenen for det lignende mytiske, men samtidig markant anderledes univers, som Bona Fide skulle tegne for os.

Som to sagnomspundne druider trådte duoen ind på scenen klædt i hvidt, satte sig på hver sin stol, og allerede fra første nummer var tonen sat: Langsomme sange sunget med varme og ømhed underlagt atmosfæriske guitarpassager. Et tidligt højdepunkt var “Prince of Scars” som med sin udforskende westernguitar fremkaldte billeder af ensomme ørkenvandringer. Vibreringen fra hver en streng fik lov til at fylde rummet uden at overtage Sofia Lunas højtidlige vokal skiftende i intensitet, fra det tyste til det helt igennem kommanderende. Ligesom Väsen dyrker Bona Fide dyrker et middelalderligt eventyr, men det er mindre Ringenes Herre og mere Jeanne D’arc. Melankolsk og trist.

Generelt fornemmede man i langt højere grad end på albummet det filmiske potentiale i duoens musik. Man kunne se de støvede landeveje for sig, de uudforskede sletter og affolkede landsbyer, hele eventyr udspillet på en kornmark i tusmørket. At tappe ind i folkemusikkens mytologi kommer med en perlerække af associationer og fortærskede billeder, men Bona Fide får det til at føles nyt og spændende ved også at spille ind i det gotiske og det mystiske. En oplagt kobling af to reservoirer af myter fra hver sin ende af verden, som spiller sammen om at skabe noget, der både føles velkendt og fremmed. Nordisk americana, kunne man kalde det.

Det er en stringent musikalsk ramme, de har forfinet, men som samtidig heller ikke tillader meget dynamik. Afvekslingen mellem numrene bestod primært i, om Emil Palme spillede sit dramatiske fingerspil, westernguitaren, eller om han i stedet malede tågede horisonter over strengene. Begge dele yderst effektive, men sangene kredser samtidig om noget større, et højere drama eller en forløsning, som aldrig kommer. Det er ikke svært at forestille sig, hvor meget eksempelvis en cello vil give af tiltrængt tyngde til Bona Fides luftige musik i en live-setting.

Det blev særligt klart på aftenens andensidste sang, et u-udgivet nummer med en ridderlig titel stjålet fra Joan Didion, “Slouching Towards Betlehem”, hvor der endelig blev introduceret en dybere palet af toner og den elektriske guitar lød som en mindre symfoni. Som om sangene havde kaldt på strygere, og nu blev bønnen endelig hørt. Ikke nok med at det var en tiltrængt afveksling, så lovede det samtidig godt for, hvad Bona Fide finder på i fremtiden. De står på kanten af noget stort, på vej ind i den mørke skov, og de spørger, om vi vil med. Og hvem er ikke klar på det eventyr?

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen.

Leave a Reply