Plader

Palace Winter: …Keep Dreaming, Buddy

Skrevet af Marcus Nyegaard

Ved første lyt bliver det klart, at Palace Winter har udskiftet guitar med synth, men dykker man dybere ned i musikken har guitarelementet blot har indtaget en rolle i skyggen. En rolle, der fungerer på både godt og ondt.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Palace Winter var i min spæde gymnasietid. Hurtigt guitarspil med glimrende udtryk og slumrende drum loops på EP’en ’Medication’ fra 2015, var noget der syntes sjældent på den danske musikscene. Det var uprætentiøst, nøgent og uden behov for særlig mange dikkedarer til at bære numrene. I dag lyder de noget anderledes med deres tredje album …Keep Dreaming, Buddy som, vanen tro, er ude på pladeselskabet Tambourhinoceros. Synthesizeren har skubbet guitaren halvvejs ud af billedet, så det elektriske strenginstrument er reduceret til en støj, der indimellem får et udbrud.

Palace Winter er da også et band, der har aldret og udviklet sig med tiden. Som noget nyt har den dansk/australske duo været rummelige med nogle prominente gæsteoptrædender i form af Soffie Viemose fra Lowly og, noget mere overraskende, Jason Lytle fra indie-rockbandet Grandaddy.

Efter eget udsagn lyder albummet som: »Jim James og St. Vincent, der producerer Elliot Smith henover Kendrick Lamars beats.« Til det må jeg simpelthen erklære mig rundforvirret. I stedet for at lade læseren hænge med det billede, må jeg knytte nogle ord til lyden på albummet – for der sker meget. Den elementære sans for harmonier er stadig et centralt element i Palace Winters musik. Evnen til at sammensætte en god melodi med vokal, er noget jeg kender dem for. Det er de nok i virkeligheden blevet bedre til.

Nuvel, en ting er musikken. Hvad med lyrik og temaer? Den tvetydige titel på albummet, …Keep Dreaming, Buddy, vidner om naive håb i en absurd tilværelse, eller blot en mere bogstavelig fortolkning. Dualismen skal vise sig at være en inspirationskilde for sanger Carl Coleman, der så metaforiske ligheder mellem en vulkan på Tenerife og sit forhold til kærlighed og livet generelt. Sangen ”Top of the Hill”, med Lowlys Viemose, omhandler denne lignelse. Protagonisten har fundet vej til toppen, hvor destruktion kan indtræffe hvilket som helst øjeblik. Det samme kan ske i hvilken som helst situation – intet er sikkert og livet kan hurtigt vende sig mod en.

Tilbage til lydbilledet. Der sker meget, og jeg ser ingen grund til det. Palace Winter gør sig bedst, når der ikke er nogle dikkedarer. Det er der ikke på ”The Deeper End”. Et forholdsvis simpelt nummer om en dårlig psykedelisk oplevelse, der løftes til en sjælden højde på …Keep Dreaming, Buddy. Med melodi og struktur, der næsten er til at forveksle med et Amen Dunes nummer, er sangen stærk nok til at bære sig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er vild med sidstnævnte projekt. Hvis jeg skal knytte et par ord til Damon McMahon, så er hans musik et vidnesbyrd om, at de simpleste instrumenteringer og idéer kan være gudsbenådede.

Selvom Palace Winter kan bryste sig af at være mestre af teknik, lyder de stadig bedst med færrest elementer. …Keep Dreaming, Buddy er dog også kendetegnet af et band, som har udviklet sig i nye retninger. Hvor musikken var mere ensformig, da jeg lærte bandet at kende gennem de første plader, er der kommet mere diversitet over den i dag. På godt og ondt. Hvorfor er det i øvrigt efterhånden en kendsgerning, at guitarister glemmer deres hellige våben til fordel for synths? (Jeg kigger på jer, Julian Casablancas og Stephen Malkmus).

★★★★☆☆

Skriv et svar