Koncerter

Rigmor, 29.11.20, LiteraturHaus, København

Foto af Mathias Kristensen.

Rigmor tryllebandt, bevægede og overbeviste med en iskold chockbølge af en performance. Det kunne ikke have været meget mere overlegent.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Det er den første søndag i advent, temperaturen har ligget og vippet omkring frysepunktet hele dagen og vinterens allerførste ydmyge drys af sne er faldet over København. På Møllegade midt på Nørrebro har LiteraturHaus åbnet dørene til de varme stuer i det lille forsamlingshus, hvor rockgruppen Rigmor denne aften skal spille to koncerter. Jeg møder op sent på eftermiddagen til den tidlige, der skal finde sted klokken fem, men tidsfornemmelsen er sløret af tusmørket og tågen fra en røgmaskine, så det føles mere som en fredag aften, end den søndag eftermiddag, det egentlig er.

Koncerten er arrangeret som en del af konceptet “Rust sleeps around”, der i kølvandet på årets aflyste festivaler og events giver en række upcoming kunstnere mulighed for at spille intime koncerter på forskellige spillesteder på Nørrebro. Måske er det bare min egen begejstring, jeg projicerer, men det er lidt som om, at der er ekstra intens forventningsglæde mellem stolerækkerne. Enten er det dét – ekstasen over at forsamles igen – eller også er det bare fordi, de andre i publikum allerede ved noget, som jeg ikke selv ved, før koncerten går i gang: Nemlig at Rigmor er et fuldstændig overjordisk liveband.

Det er længe siden, jeg har set så dynamisk og overlegen en performance, som de fire musikere sendte ud over scenekanten. Musikken var medrivende og overraskende, nærmest fra begyndelsen til enden. Overraskende især fordi gruppens EP Rebel, som udkom i foråret, lægger op til en helt anden stemning. Jeg forventede en times introvert, melankolsk poprock og poesi, men i stedet var Rigmor en kæmpestor chockbølge af følelser og distortion.

Bandet indtog scenen med et ikkeudgivet nummer efterfulgt af det fængende P6 Beat-hit “Træ”, og allerede i løbet af disse første minutter bliver det tydeligt, at det ikke skal blive den introverte performance, jeg havde regnet med. Musikken, der først og fremmest kredser om forsanger Sarah Wichmanns vokal og indelige tekstunivers, er livlig og dynamisk i alt fra de pulserende trommer til de vuggende basgange og små, aggressive guitarudbrud.

Men hvilken vokal! Sarah Wichmanns stemme er så smuk og klokkeklar, at jeg får lyst til at græde midt under koncerten. Hun synger sine linjer med en insisterende ro, og teksterne, der har udspring i Michael Strunges mismodige poesi, er så ulykkelige og desperate, at det kunne have været svært virkelig at tro på, hvis det ikke var for den nerve, hun fremfører dem med. I kontrast til den dystre og aggressive guitarmur er det virkelig forløsende, og når bassist Victor Sousa stemmer i en oktav under, er det kun en styrke.

På “Pendul” når energien nye højder. Bandet lægger kontrolleret ud med hurtigt tempo og et stramt beat, men det udvikler sig i en langsom crescendo til en eksplosion af kaotisk hylende guitarer, vrede bækkener og vild desperation fra Sarah Wichmann, der sætter sig ned på scenen i et langsomt skrig. Kæmpe kuldegysning.

Hele tiden veksler de mellem helt kontrolleret ro og ustyrligt kaos, uden at det virker den mindste smule unaturligt. Jeg når lige at tænke, at jeg savner en langsom sang, før bassisten og trommeslageren går ud til siden og vi får en inderlig opførsel af Strunge-digtet “Det er ved at komme igen” stilfuldt akkompagneret af guitar. De triste ord er i fokus, og Sarah Wichmann er igen helt tilstedeværende på scenen, når hun gentager linjen »jeg kan se det i deres øjne«, mens hun kigger direkte ud i et forgabt publikum.

Vi får også en ensom duo med titlen “Gå nu hjem” og en sortsynet men sært opløftende “Det er lige meget, alt det jeg gør”. Man kunne godt have følt sig kvalt i melankoli, hvis det ikke var fordi, musikerne var så energiske og tilstedeværende på scenen, at man virkelig tror på det – både det grimme og det smukke.

Jeg skal virkelig ned i detaljer for at finde noget at sætte en finger på ved Rigmors optræden. Jeg sidder på kanten af sædet hele vejen igennem, tryllebundet, og hver gang der er noget, jeg savner, så får jeg det. Kun en enkelt gang begynder tankerne at vandre under et nummer, der vistnok bliver introduceret som “Citatsangen” og lyder som et slags cut-up digt af forskellige poetiske fraser, med linjen “Evigt ejes kun det tabte” som et slags refræn. Lyrisk bliver det lidt for flyvsk filosoferende, men heldigvis er det kompenseret med en medrivende, original komposition, og koncentrationen indfinder sig hurtigt igen.

Før et par ekstranumre forlader Rigmor scenen under noget, der introduceres som “en rocksang”, hvor tunge, vrede bas- og guitarriffs bølger frem og tilbage, dirigeret af trommeslager Lasse Lykke, der spiller tight, overbevisende og blæret. Jeg er fuldstændig forelsket i den her sang. Der river op i hele følelsesregistret, brutalt og kærligt på én gang. Endnu engang bygger de op til et kaosudbrud, og så forlader de scenen én af gangen og efterlader publikum i buldrende torden fra basforstærkeren. Klapsalven kommer som en forsinket reaktion på et langt, følelsesladet chok.

Jeg overgiver mig fuldstændig til Rigmor.

★★★★★★

Fotos af Mathias Kristensen.

Leave a Reply