Årets bedste plader

Årets danske plader 2020

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status på 2020 og kårer årets 10 bedste danske plader.

Sikke et musikår vi har haft herhjemme. I godt og vel 10 måneder har vi skullet tænke musikken ind i nye kasser, og vi er vel egentlig sluppet nogenlunde fra det. Vi har dyrket musikken sammen i nye rum og nye omgivelser, udøvet den nødvendige sociale distancering, udforsket byens rum til diverse sidde-ned-koncerter, streamet liveoptrædener som aldrig før, fællessang fra altanerne – ja ok, måske var det ikke det alt sammen lige godt – men vi har altså også brug for at komme ud af vores komfortzoner fra tid til anden.

For musikudøverne herhjemme har det unægteligt været sværere ikke at kunne være dyrke de samme muligheder for eksponering som tidligere – selvom de trods alt i samme omfang ikke har skullet konkurrere mod deres internationale kolleger på landets spillesteder. I stedet har de i højere grad brugt isolationen produktivt i øvelokaler såvel som (hjemme)studier for at finpudse deres egne udtryk og værker. Og kvaliteten af de fremmeste danske udgivelser i 2020 fortsætter som i de forgangne år med at være tårnhøj, hvilket Undertoners opgørelse over årets bedste danske plader ikke mindst er et lysende bevis på.

I alt blev det til 66 nominerede fuldlængdeudgivelser og EP’er, men kun 10 slap igennem nåleøjet og fandt vej til den endelige liste. Inden længe kan du også dykke ned i skribenternes individuelle lister, og på den anden side af nytår samler vi op på en lang række af de plader, som i løbet af 2020 ikke fandt vej forbi sitet.

Bidragsydere til årets danske plade 2020 er: Carl Windahl Bøllingtoft, Christian Valdbo Fobian, Clara Kiersgaard Olesen, Daniel Niebuhr, Jens Trapp, Kasper Holm Gregersen, Lasse Yde Hegnet, Marie Vedding Poulsen, Martin Minka Jensen, Perry Macleod Jensen, Sabina Hvass, Simon Freiesleben, Simon Ørberg og Sofie Guldager Rafn.

10, Yune – Agog
Efter nogle års tilløb og et par singler blev 2020 året for aarhusianske Yunes lovende debutalbum Agog, som i bund og grund slet ikke har fået den opmærksomhed, det fortjener. Det fem mand store indierockband udfolder i løbet af albummets 10 numre på fin vis et tørt ørkenlandskab, som serveres på et sølvfad fra både albumcover og det indledende nummers titel “Ørkensangen”, hvilket farver lytteoplevelsen, så det nærmest føles konceptuelt.
Agog er et album, der lige skal vokse på én, hvilket kan tilskrives, at Yune i bedste indiestil flirter lidt med dissonans og ellers har skruet godt op for genrens generelt enkle, men ofte insisterende udtryk. Det kræver dermed lidt ekstra af din opmærksomhed. Er man til indierock, burde man helt klart tjekke Yune ud, for de sætter bestemt barren højt på deres debut. Især hvis man giver sangene tid til at synke ind.
(Clara Kiersgaard Olesen)

9, The Love Coffin – Second Skin
Med deres overrumplende, forfriskende postpunk og en fed og lækker lyd, der rager langt ud over bare vores eget lille land, finder The Love Coffin på Second Skin sig til rette i et leje af noget velsmurt, næsten artpop-agtigt og rammer plet med sange om kærlighed, liv og død. Væk er det famlende, skramlende udtryk, der gav The Love Coffins første to EP’er og debutalbummet Cloudlands en mere punket og ligefrem energi, som man genkender fra bandets liveoptrædender. Second Skin smager i stedet lidt hen ad The Smashing Pumpkins’ midt-90’er-udladninger med en snert af The Cure og en kraftigt krydret flavour af vild dommedagsdekadence. Måske netop derfor er albummet så vidunderligt og imponerende i al sin vælde. Referencerne stikker akkurat kun lige næsen frem og gør Second Skin til et i høj grad unikt og overvældende værk.
(Jens Trapp)

8, Peter Sommer – Stærk strøm hen over ujævn bund
Peter Sommers sjette plade er en udstrakt fantasi, der cementerer den retning, han gik i på Elskede at drømme, drømmer om at elske. Optimismen er blevet Peter Sommers nye grundtone, og på Stærk strøm hen over ujævn bund træder han dybere ud, end man troede passende. Netop nummeret ”Udstrakt Fantasi” er essensen af pladen, hvor han overskudsagtigt kaster hilsener til Lars H.U.G. og griber nuet betingelses- og historieløst, inden han ovenikøbet også omfavner kærligheden.
Nu skal det ikke forstås sådan, at melankolien ikke har forladt Mr 8-6-6-0. For det har den ikke. Pladen rummer også mørke numre som ”Begge Veje”, der er en Sommer’sk nyklassiker og for altid vil være en ildevarslende og medrivende fællessang til Sommers fremtidige koncerter.
Med denne plade gør Sommer ikke noget, han ikke har gjort før, han gør bare alt det, han tidligere har gjort godt – bedre. Han har, som han synger på ”Udstrakt Fantasi”, »asfalt nok til den lange vej.«
(Lasse Yde Hegnet)

7, ML Buch – Skinned
En del mystik har omgærdet Skinned, der blev annonceret allerede i 2019, men hvis forskellige udmeldte releasedatoer ikke førte noget med sig. Først i juli i år slap hun sin lille perle af et album fri. Et album, der på alle måder lever op til den hype, de forudgående singler, “Can You Hear My Heart Leave” og “I Feel Like Giving You Things”, førte med sig.
Skinned er en helt utvetydig fortælling om, hvordan teknologien transcenderer det organiske, følende menneske. »I’m touching screens / More than skin,« gentager hun eksempelvis igen og igen på ”Touching Screens” og rammer på den måde essensen af 2020. Tematikken afspejles i den elektro-akustiske instrumentering, der på “Can You Hear My Heart Leave” uventet går fra barok-synth og autotune til florlet guitarfingerspil.
Det er svært ikke at blive draget af Buchs vaporwave-inspirerede lyd og æstetik. Hendes unikke, stemningsfulde musik har absolut været ventetiden værd, og der skal lyde en kæmpe anbefaling herfra.
(Sofie Guldager Rafn)

6, Alle – Alletiders
Der er nogle plader, som slår benene væk under én ved første gennemlytning. Og så er der andre plader, der vokser på én over tid. Alletiders falder absolut i den sidstnævnte kategori.
På overfladen kan de simple – ja, nærmest barnlige – popsange virke næsten demonstrativt naive og klichefyldte på MGP-manér. Men samtidig har de en sært dragende karakter, der giver én lyst til at vende tilbage igen og igen. Og langsomt begynder Natal Zaks naivistiske vision med Alletiders at give mening.
Ved at gribe ud efter og indfange barndommen og ungdomsårenes stærke følelser på bånd har Zaks skabt et værk, der transporterer lytteren tilbage til dengang, hvor hormonerne fik frit spil, og hvor alle farver og stemninger bare var mere intense. Men det geniale ved Alletiders er, at det aldrig kammer over i plat nostalgi. Hvert eneste nummer balancerer på en knivsæg mellem den barnlige uskyld og det voksne perspektiv – og medvirker til at gøre Alletiders til årets mest unikke danske popplade.
(Simon Freiesleben)

5, Rigmor – Rebel
Det er svært at forstå, at Rebel blot er Rigmors debutudspil. Det århusianske bands melankolske indierock er nemlig så hårdtslående og nærværende, at det giver gåsehud. Tilsat de Michael Strunge-inspirerede tekster omkranser EP’ens fem sange indbegrebet af lyrisk excellens med bevaret samtidsrelevans. Selve numrene er velopbyggede og giver rigelig plads til både afdæmpede vers og rå guitarpassager. Det er dog et sted i kontrasten mellem Sarah Wichmanns lyse vokal og bassens tunge takter, at Rigmor for alvor breder vingerne ud. Det er ungdomsoprøret genfortolket og genoplivet. Ikke alene som et rebelsk opråb, men med en sårbarhed så autentisk at den blotlægger selv de skrøbeligste af sindets afkroge. Ungdomsfortvivlelsen har længe savnet en stemme – og hvor er det dog svært at forestille sig et bedre talerør for denne end gennem Rigmor.
(Christian Valdbo Fobian)

4, Joyce – Formskifter
»Jeg har lyst til at sige lort / Jeg ved ikke hvorfor / Lort lort lort.« Sådan åbner Joyce på “Usynlig”, og sådan tror jeg, de har sammensat hele debutpladen, Formskifter, – med uhæmmet lyst til at gøre, hvad fanden der passer dem. Nogle gange lyder de som The Minds of 99, andre gange som Red Warszawa, men hele tiden som sig selv. Det kunne være en rodebutik, men sangene er tæt forbundet af bundsolide og ikke mindst interessante tekster om den grimme mand, den buldrende, voldelige og forældede mand. Manden, der er født som en vinder, men dør for sig selv, som Sebastian Wegener synger på et tidspunkt. Teksterne er til tider teenagedeprimerende, men det er musikken ikke, den vil slås, won’t go down without a fight. Så når pladen slutter med den opgivende tekst på “Tiden har ødelagt alt i mig”, er det med euforiske blæsere, fællessang og armene om hinanden under en bagende sol på en festivalplads i en nær fremtid. Som hvis Joyce lover os, at tiden rigtignok har ødelagt meget, men alt?
Aldrig i livet.
(Simon Ørberg)

3, Ganger – Tro
2020 blev for alvor gennembrudsåret for de fineste fornyere af dansk pop. Ganger fløj ind i året i slipstrømmen af den mesterlige debut Mørk fra sidste år, der båret af hittet ”Olympisk” fokuserede på tekstforfatter Thomas Bach Skaarups opvækst, hvor pengene var så knappe, at hans stedfar stjal et tv, så de kunne se OL fra Atlanta.
Tro viser Ganger sig for alvor som en form for litterært boy/girlband, hvor forsangerrollen går i rotation mellem Skaarup, Ninna Lundberg og Mille Mejer Djernæs Christensen. Teksterne er som taget ud af en digtsamling og deler mere slægtskab med forfatterne fra Litteraturhaus end popstjernerne på P3.
Ganger formår at lave moderne, overraskende Rn’B, hvor popuniverset ubesværet tilpasser sig musikken og aldrig står i vejen for de litterære ambitioner. Linjer som »Tung og 2D / Munter blyviol / Bunkerfesten / Den slutter nu«, ligger mundret i Ninna Lundbergs sjælfulde stemme, og resultatet er en rørende smuk plade, der minder om en radiovenlig efterfølger til Lars H.U.G.s City Slang.
(Perry MacLeod Jensen)

2, Hjalte Ross – Waves of Haste
Da Hjalte Ross’ debut, Embody, udkom, var jeg ganske enkelt betaget af den dybde, den modenhed og den inderlighed, hvorved Ross forvalter den musikalske arv fra en række store legender såsom Nick Drake, John Martyn og Bert Jansch. Selvom det lyder som en kliché så må man sige, at der på Waves of Haste er tale om den svære toer. For når man starter på toppen, hvordan får man så bevæget sig videre derfra uden at skulle høre for, at man ikke har ramt det samme som de første musikalske udgydelser? Men Hjalte Ross har ingen problemer med at opretholde et tårnhøjt niveau, samtidig med at han bringer noget nyt til bordet. Med Waves of Haste åbnes der op for noget, der på den ene side er lige så inderligt som på debuten, men gennem større orkestrering og lyd også er mere åbent og storladent. Det er stadig Ross’ stemme og hans akustiske guitar, der bærer musikken ind i hjertet og hjernen, men horn og strygere åbner det hele op til en mere poetisk højde. Teksterne er samtidig stadigt smukke, melankolske og nærværende. På Waves of Haste bliver de vist en tilgang til musik, som rummer en helt anden tyngde i forhold til meget af det standardiserede pop- og rockmusik, der masseproduceres i dag.
(Martin Minka Jensen)

1, Baby In Vain – See Through
På Baby In Vains anden fuldlængdeudgivelse, See Through, er der kommet en langt tydeligere afsender end på debuten, More Nothing. Dette er ikke kun udtrykt gennem et eminent vokalmix, skønt det er dér, man finder de mest fremragende og nærværende højdepunkter. Bandet har nemlig fået drømmepoppede, shoegazede og grungede elementer til at lyde distinkt som Baby In Vain. Ekvilibriummet ligger ikke kun i sangskrivningen med eksistentialistiske fortællinger som på “You Don’t Have to Pretend” og det nære som på eksempelvis “See Through” – titelnummeret som jeg med glæde bliver ved at vende tilbage til. Det ligger også i det humørsyge og ladede lydbillede med knugende stemninger i forvrængede guitarer, velplacerede strygere og forkælelse fra klaver og orgel. Og i det afstemte trommespil, hvor accenterne både træder frem som flygtige ornamenter og rammer som trykbølger fra et kanonslag.
Er du ikke blevet ramt af dette års perle inden for dansk rockmusik endnu, så har du noget ekstremt godt i vente.
(Sabina Hvass)

Leave a Reply