Plader

Baby In Vain: See Through

Julen faldt tidligt i år. I hvert fald hvis man lytter til den gave af et album, som den danske rocktrio Baby In Vain udgav her i november. Der er tale om et første klasses rockalbum, der trækker på deres tidligere rå og simple udtryk og en masse indie og new wave referencer.

Tre år er der gået siden Baby In Vain udsendte deres debutalbum More Nothing, der gav et indtryk af, at ikke alle havde lagt grungen på hylden i halvfemserne. Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesen er nu udkommet med albummet See Through, der ikke har glemt grungen, men afsøger inspiration andre steder fra. Det er et album, der bliver ved med at give lyt efter lyt. Den drevne vokal fra Hammerich kan vel bedst sammenlignes med en raffineret udgave af den amerikanske new wave femme fatale Kim Gordon fra legenderne i Sonic Youth. Det kan godt være, at jeg nævner dem ofte, men det er ganske enkelt fordi, at det jeg hører hos Baby In Vain er af lignende høj kvalitet.

Er der så tale om den rendyrkede støj, som disse new yorkere er leveringsdygtige i? Ingenlunde. Det er den melodiske, men stadig intense del af repertoiret, der bliver fyret op under.

En lækker landlig guitartone slås an, idet nummeret ”Before You” åbner pladen. Hammerichs stemme giver myrepatter og den lyder tilpas tilbagelænet, nærmest slasket, dog uden på noget tidspunkt at falde sammen eller knække. En simpel klaverfigur lurer under overfladen, indtil den elektriske guitar går i wawah-mode. Samme start får lytteren også med nummeret ”Million”, der dog ikke kommer helt op i det samme tempo, men til gengæld har en herlig buldrende bas som hovedingrediens.

”Koreografi” byder i opstarten på en twangy guitar, der lyder som optakten til et stille indie-pop nummer, men nej, det er ikke det lytteren får leveret. Lynhurtigt er der tale om et nummer, der fræsende og punket lyder som når Kim Gordon tager roret i Sonic Youth, dog uden at være lige så forvrænget og skinger. »Do You want it to be?« messer Hammerich, alt i mens et luftigt og astralt riff bryder den grundlæggende forvrængede guitarstruktur.

Kan man efter de førnævnte numre få fornemmelsen af, at deres styrke nu kun er det mere rå og upolerede, så tager man fejl. ”2019” og ”You Don’t Have to Pretend” er indie-rockede lækkerbiskner. ”2019” har et klingende guitarriff, der bærer stemningen til afmålt og dreven sødme, der sidder lige i skabet. Det har det andet nummer også, men en mere afdæmpet guitar, der krydres med sødmefuldt orgel, der kælent lurer under overfladen, mens vokalen endnu en gang giver undertegnede ståpels på armene.

To numre i det tempo må være nok. Nu skal der igen fart over feltet, hvilket leveres med ”Be My Baby Now”, der næsten stadionrocket starter med en trommeintro, hvorefter lydbilledet bliver lidt barnligt og insisterende. Der bliver lykkeligt plads til lidt mere fylde på guitarfronten jo længere nummeret når frem. Efterfølgende rammes lytteren af ”Wherever I Go”, der har en inderlig energi, der endnu en gang bæres frem af en lys, let distortet og twangy guitarfigur. Endnu en gang er vokalen fra Hammerichs side fænomenal. Guitarsoloen fra Thuesen løfter nummeret sommerligt, mens Pierleonis trommespil er stramt.

Hvad trommerne angår, får man en smule mere buldrende, men stadig afdæmpede af slagsen på nummeret ”The Real World”. Det er ikke her de topper, men det er slet ikke dårligt. ”See Through” er pladens mest slaskede nummer, der tager de ringende guitarer ned i gear, mens vokalen er mere desperat, trods lavere tempo. Det lave tempo runder også pladen af med ”Bodyface”. Her er guitareffekten meget astral og ekkoorienteret, men leder over i orglets lysende og livgivende toner. Hammerichs stemme fremstår en anelse mere varm, og det er som om, at pladen skal rundes af med et nummer af afdæmpet håb.

Baby In Vain er længe blevet lovprist, men har ikke som sådan bidt sig fast i min bevidsthed. Det var ligesom hørt før. Men med See Through har de begået et album, der nok rummer toner, som man har hørt før, men de gør det til deres eget og fremfører det med en sådan integritet, at det bliver originalt. Nuvel, jeg ved godt, at dette lyder som lidt af en floskel, så lad mig sige det på en anden måde. Denne trio har begået et velskåret, mangefacetteret rockalbum, der får lytteren til at skrue mere og mere op. Nærværende guitar, der ikke lirer derudaf, trommer der sidder lige i skabet uden at blive røvballet, og en vokal i verdensklasse. Det er da det, det hele drejer sig om – er det ikke?

★★★★★½

Skriv et svar