Plader

Calexico: Seasonal Shift

Det er et underligt år. Og det bliver en underlig jul. Det har dog ikke stoppet amerikanske Calexico fra at indspille en ganske fremragende lille “juleplade”, man rent faktisk godt kan lytte til på repeat (hvis det skulle være).

Kan vi blive enige om, at 2020 er og har været et totalt skodår? Og hvad har man brug for ovenpå et totalt skodår? At det slutter! Nå ja, og så en glædelig jul. I vores del af verden slutter året for de fleste med et månedlangt orgie af pebernødder, snebajere og jagten på den perfekte gave. Og vi både elsker og hader det; vi elsker maden og hyggen og det sagesløse grantræ, vi hiver ind i varmen, og vi hader overforbruget og lortevejret og den forpulede julemusik, som diverse radiostationer insisterer på at spille fra midt i november og gerne før, hvis de kan slippe afsted med det. Og det kan de – især i år, hvor der har været meget lidt at glæde sig over. Men selvom vi i 2020 nok trænger til lidt ekstra julehygge, så er der altså stadig grænser for, hvor mange gange man kan holde ud høre de samme sukkersøde melodier dag ud og dag ind. Og her er Calexicos juleskive, som meget passende præsenteres som en form for kulturelt blandingsmisbrug til højtiden, en kærkommen afveksling til de sædvanlige genindspilninger og lettere desperate forsøg på at skabe et julehit, man kan lukrere på til evig tid. Seasonal Shift rammer følelsesregisteret lige midt imellem ”Åh gud, ikke mere julemandspis nu” og ”Jeg ELSKER Mariah Carey” og byder alle os, der egentlig godt kan sætte pris på en sang dedikeret til højtiden, velkommen med åbne arme.

Kender man lidt til Tucon-bandet i forvejen vil man vide, at de trods deres amerikanske aner har de musikalske rødder dybt forankret i den latinske musiktradition. Alt, de rører ved, synes indhyllet i sorgfulde trompeter, spansk guitar og længselsfulde tekster dækket af rødt støv. Seasonal Shift er ingen undtagelse, og det er muligvis derfor det for en blegfed dansker som jeg virker så vidunderligt langt fra alt den sædvanlige snefanatisme. Det er herligt! Pladen blander både nye numre, gamle coverkendinge og også en enkelt mexicansk børnesang fra 70’erne. Men den smukke åbner ”Hear The Bells” er 100 % Calexicos egen, og det ville på ingen måde gøre noget, hvis den kunne blive en fast del af radiostationernes juleplaylister fra nu af. ”Hear the bells ringin’ out/ let ’em ring on New Years Day” crooner Joey Burns, en af de to faste medlemmer af Calexico, der også tæller John Convertino på trommer. Egentlig er det jo så et nytårsnummer, som ligger først på pladen, men gør det noget? Tværtimod. Den melankolske melodi tilsat Burns’ bløde stemme indkapsler perfekt decemberstemningen; tid til at skrue ned for tempoet; tid til fredelig refleksion.

Men julen er nu engang en form for omdrejningspunkt her på pladen, og der er både rock ‘n’ roll-udgaven (et ganske glimrende cover af Tom Pettys ”Christmas All Over Again” med DeVotchKas Nick Urata som medsolist), den moderne klassiker (en, desværre, rimelig ligegyldig udgave af Lennons ”Happy Xmas (War is Over)”) og så den skæve ”Seasonal Shift”, der retter blikket mod de amerikanske stuer, komplet med »Mom and dad now with gin and tonic in their hand/more relaxed« og andre dysfunktionelle familiemedlemmer ”in a year that will never end”. Galt går det også på den nedtonede ”Peace of Mind” hvor » Something’s up over in the kitchen/ I can smell the smoke from here«, men så er det godt, at man har nogle frosne tamales liggende, som »Your momma dropped off last year«. Det skal jo nok gå alt sammen, forstås.

Dog er det de små afstikkere mellem disse såkaldte ”julenumre” der virkelig bider sig fast. ”Heart of Downtown” med den nigerienske sanger/sangskriver Bombino på vokal lyder som hevet ud af en westernfilm – man hører hestenes hove i baggrundens kastagnetter, og den drillende guitarmelodi graver sig dybt ind i øregangen og gør det umuligt at sidde stille. På ”Tanta Tristeza” går Calexico full-on fado, og lader den portugisiske fadostjerne Gisela João krænge sit hjerte ud på allersmukkeste vis. Den instrumentale ”Glory’s Hope” lyder som noget, der let kunne ledsage en David Lynch-film. Og ”Sonoran Snoball”? Den er sgu bare crazy. Et festfyrværkeri af en højtidssang på grænsen til det voldsomt irriterende og så alligevel ikke helt til at stå for. For så kommer trompeten ind fra højre, og guitaren skrues op fra venstre og det hele samles i en rimelig tosset rap. Det lyder som om, nogen har haft det virkelig sjovt, da de indspillede det her nummer.

Mariachi møder tør humor møder følelsesladet fado møder børnesangen ”Mi Burrito Sabanero” om et lille æsel på vej til Betlehem. Julen er (måske) omdrejningspunktet, men det her lille æsel stjæler showet med sin uimodståelige rytme tilsat guatemalanske Gaby Morenos klare stemme. Seasonal Shift er rent ud sagt en pissecharmerende plade, uanset hvor i verden, man befinder sig.

★★★★★☆

Skriv et svar