Plader

Whistler: Blow Torch Social

Skrevet af Simon Rønne

Med klare tråde til den alternative rock, der brød igennem hos den bredere befolkning på begge sider af Atlanten i 90’erne, debuterer københavnske Whistler med et stærkt album, som både byder på digterisk leveret politisk kampgejst og iørefaldende, melodiøse omkvæd.

Der kan siges meget negativt om året 2020, der ikke just har været blandt de mest opløftende i nyere tid, men hvis man skal grave en smule positivitet frem fra alt skidtet, så har det været rart at se, hvordan en række forskellige gamle kulturelle normer er blevet udfordret gennem offentlig debat – både internationalt og her i Danmark.

Først var det racismen, der efter mordet på George Floyd antændte demonstrationer i USA – demonstrationer der også spredte sig til Danmark og flere andre steder i verden – og senere kickstartede Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla en ny dansk Me Too-bølge, som endte med at skylle ind over det politiske landskab og tage flere prominente mænd med sig. Også klimaet har i stigende grad været på dagsordenen, og vi så, hvordan naturen i flere storbyer drog et lettelsens suk, da Coronakrisen spærrede de fleste af os inde i en længere periode.

2020 har været et år, der har gjort det nemmere og mere acceptabelt at tale om vigtige politiske emner – og man kan måske sige, at det er blevet langt sværere at tie. Om dette har haft nogen form for indflydelse på Whistlers debutalbum, Blow Torch Social, skal jeg ikke kunne sige, men pladen passer – trods de lidt ældre musikalske tendenser – perfekt ind i dens samtid. Rockbandet fra København tackler nemlig store – og ofte brandfarlige – politiske emner som klimaforandringer og social ulighed, og de fremstiller kapitalismen som en del af problemet med linjer som disse fra ”Weaponize”:

»Weaponize the workers / The workers gonna knock down the door / Weaponize the rulers / The rulers gonna ask for more.«

De ovenstående linjer virker måske simple nok, og på åbningsnummeret, ”Rev Spring”, bliver der da også sunget »It’s so simple” flere gange, men lad dig ikke narre: Whistlers tekster er generelt ikke så nemme at afkode. Det politiske budskab er oftest smurt ind i et tykt lag af poesi, og vil man nå til bunds i tekstens betydning, kræver det, at man som lytter virkelig gør sit ypperste, benytter replay-knappen flittigt og nærstuderer teksterne, som bandet har gjort tilgængelige på deres Bandcamp. Mixningen på albummet hjælper heldigvis også på forståelsen, da vokalerne står i en ren og tydelig kontrast til den mere upolerede instrumentalside, hvilket fremhæver vigtigheden af ordene, der kommer ud af forsanger og guitarist Louis Scherfigs mund.

Med det sagt, kan man altså også sagtens lytte til Blow Torch Social på en mere passiv facon og stadig få noget ud af oplevelsen. På trods af den tekstuelle kompleksitet er der nemlig en tendens til en form for poppet catchiness at finde i de fleste numre, og dette skyldes hovedsageligt Scherfigs internationalt klingende og behageligt ekstroverte vokalpræstationer samt de tilpas støjende men melodiøse guitar riffs, som leder ens tanker tilbage til den transatlantiske duel mellem den amerikanske grunge og den britiske britpop, der fandt sted i 90’erne.

Whistlers lyd læner sig dog også i høj grad op ad en anden vigtig rockbevægelse: post-punken – den mere eksperimenterende og kunstorienterede lillebror til den traditionelle punkmusik. Dette hænger også rigtigt fint sammen med, at både Scherfig og guitarist Jesper Christoffersen – AKA Pynte – er udøvende billedkunstnere, og det er da også netop de to, der står bag bandets artwork, der med dets abstrakthed i øvrigt spiller perfekt sammen med musikken.

Udover Scherfig og Pynte består bandet af trommeslageren Anton Rothstein og Ditte Gyldendal Amby, der både bidrager med basspil og vokaler. Udover backingvokaler rundt omkring på albummet får Ambys vokaler lov til at stå for sig selv for en stund på åbningsnummeret, ”Rev Spring”, samt på hele det ottende, og næstsidste, nummer på pladen, ”Close-Up”. Hun er ikke nogen dårlig vokalist, men jeg må dog erkende, at Ambys vokaler fungerer bedre for mig som supplement til Scherfigs stemme, end de gør, når hun skal bære et nummer på egen hånd.

Dette er dog tæt på at være det eneste problem, jeg har med Blow Torch Social, og det er utroligt imponerende at se et band, der efter blot et år sammen formår at have så klar en vision for deres lydmæssige og æstetiske udtryk. Det kan godt tage noget tid, før man føler sig indforstået med Whistlers tekstunivers, og jeg føler sådan set stadig, efter utallige lyt, at jeg har mere at finde og udforske i dette album. Kan man leve med den forvirring, man i første omgang vil opleve, ser jeg dog denne kompleksitet som et plus, mere end det er et minus. Det giver nemlig god grund til at vende tilbage til albummet igen og igen, og når hver sang instrumentelt er bygget op på så tiltalende manér, føles dette aldrig som en sur pligt.

Det bliver virkelig spændende at følge med i Whistlers fremtidige færd og se, om de kan lægge endnu mere på ved kommende udgivelser. Hvis de vælger at eksperimentere mere med deres formel og i højere grad bryde fri fra deres inspirationskilder, er det, for mig at se, kun fantasien, der sætter grænser.

★★★★½☆

Skriv et svar