Plader

Amaarae: THE ANGEL YOU DON’T KNOW

Ghanesisk-amerikanske Amaarae formår med sin luftige stemme for alvor at internationalisere afropop. Et unikt og kompromisløst lydunivers, der cirkulerer om sex, forhold og en tand for quirky selvforherligelse.

Amaarae er en af de største afrikanske profiler til at træde ud på den internationale musikscene i år. I sit hjemland, Ghana, er den 26-årige sangerinde dog stadig et forholdsvis ukendt fænomen. Hypen for Amaarae slår sine rødder en smule længere øst, nærmere bestemt i Nigeria, hvor Amaarae på ingen måde er et nyt navn. På trods af den begrænsede succes i hjemlandet, vækkede frontløberne for debutalbummet, THE ANGEL YOU DON’T KNOW, alligevel en del opsigt i Ghana og resten af verden over – med god grund.

Med sin særprægede og luftige vokal har Amaarae de senere år vundet popularitet inden for afropoppet R&B, og det har klædt hende på til at give sig i kast med en mere international appel. Hvis vi ser bort fra den til tider næsten falsetagtige vokal, er det nemlig svært at se spor af den ghanesisk-amerikanske sangerindes tidligere projekter på debutalbummet. Tempoet er skuet op og tematikkerne komprimerede. Den bløde og ufarlige R&B, man kunne gennemleve på Amaaraes Passionfruit Summers ep tilbage i 2017, synes long gone. Tilbage står en langt mere selvsikker musiker med en sprudlende lydmæssig tilgang og lyst til at udforske rammerne for afropop.

THE ANGEL YOU DON’T KNOW er ét stort bouncy og smagsrigt lydunivers. Numrene udstråler individuelle udtryk, men formår stadig at holdes sonisk sammenhængende. Det er dog forkert at sige, sangene glider sammen. Albummet arbejder ikke som sådan inden for de klassiske genrekonventioner, der kendetegner afropop, men inddrager elementer fra trap-R&B, hiphop, punk-rock samt klassisk, kommerciel pop. Efter første gennemlytning stod jeg da også tilbage med rynket pande. Musikken hviler så meget i sig selv, at det er svært at forholde sig til. Først da jeg lærte at acceptere Amaaraes sangstil og attitude, begyndte hver gennemlytning ellers at afsløre nye, lækre detaljer. Og netop accepten af dén præmis er hele forskellen på, om projektet ryger direkte i glemmebogen eller brænder sig fast på ens trommehinder.

For at det ikke skal være løgn anslås pladen med hårde, rockguitar riffs på ”D*A*N*G*E*R*O*U*S”, der fungerer som intronummer. Det er dog først på den trapbeat-plagede ”FANCY”, at albummet finder sig instrumentalt og tematisk tilrette. Og selvom man kan ærgre sig over, at åbningslydbilledet ikke bliver fulgt til dørs, glemmer man det hurtigt, når de opfølgende numre er så selv- og skudsikkert leveret. At de groovy og rytmiske afro- og synthelementer med små variationer går igen på flere af sangene er heller ingen hindring for albummets organiske udfoldelse. Hvert nummer virker lige innovativt, og stemningen minder en om ens pludselig trang til cocktails og lange, løsslupne nætter.

Lige så meget som Amaarae anno 2020 hviler i sig selv, sprudler hun også af samtiden. De mere dvælende vokalpassager på ”TRUST FUND BABY” lyder nærmest direkte taget ud af Kali Uchis sexspækkede TO FEEL ALIVE EP fra tidligere i år. Ligesom Uchis lægger Amaarae heller ingen skjul på de seksuelle undertoner: »Trust fund baby with this pussy nigga / Really, you should treasure it / Trust, I’m not trappin’ out the bando / Daddy did the dirty work already«. Det, der adskiller Amaarae fra resten, ligger i finessen. En hårdtslående bass og quirky loops. Det spiller bare. Sangens kun to minutter er helstøbte og glødende.

Modsat gør sig gældende for det endnu kortere track/interlude, ”DAZED AND ABUZED IN BEVERLY HILLS”, der er så ufærdigt, det føles som en overskydende idé til et omkvæd. Ærgerlig opfølger til en af pladens bedste sange, CÉLINE. En umådelig elegant sang. Amaaraes vokal er let og forførende, de to features gennemførte og så er der tilsat de lækreste, charmerende guitarriffs, jeg længe har hørt. Det hele går op i en højere enhed og viser Amaarae, når hun er bedst.

Det er decideret befriende, hvor perfekt, pladens mange features formår at supplere Amaarae. Både på deres gæstevers og som modpart til Amaarae i de beskrevne kærlighedsforhold. Den lette lyse stemme harmonerer fuldkommen med Maesu og danner god kontrast til CKay på ”FANTASY”. Det hele virker så legende let.

Alligevel når man et punkt, hvor trap-R&B omhandlende kinky sex, forhold og selvforherligelse bliver trættende. Så kan det godt være, det sonisk rammer plet, men med tekster, der kører i ring, ender min hjerne i længden i tomgang. Så hjælper det ikke at begrave sangen i synthbeats og distinkte trommer, der er så frontplacerede, de føles nærmest anmassende. Det gør sig gældende for ”FEEL A WAY” såvel som ”HELLZ ANGEL”, hvor bassen på sidstnævnte derudover runger så uproportioneret, at det forstyrrer lytteoplevelsen.

THE ANGEL YOU DON’T KNOWs største svaghed ligger dog stadig i sangskrivningen, der hæmmer albummet fra at tage det sidste step mod toppen. Heldigvis er langt det største fokus lagt på det charmerende, unikke lydunivers samt genrebrudene, der er med til at give pladen kant. Og med sin luftige stemme formår Amaarae for alvor at internationalisere afropop.

★★★★½☆

Leave a Reply