Plader

Arlo Parks: Collapsed in Sunbeams

Årgang 0’s super triste generationsstemme giver et stort storesøsterkram til sine jævnaldrende og siger, at det hele nok skal gå på et album, der er spækket med gode sange.

Den evigt relevante ungdommelighed bliver taget under kærlighed bearbejdning på den 20-årige soul singer-songwriter Arlo Parks’ debutalbum. Hun har allerede udsendt en lind strøm af EP’er og singler, der har været rigeligt intime og betagende til at sikre hende mærkatet som en generationsstemme. En rolle hun selv påtog sig med en debut-EP’en, Super Sad Generation, der udkom for to år siden.

Sådan fortsætter hun på debutalbummet, Collapsed in Sunbeams. Der er nærmest en Tine Bryldsk socialrealisme over en sang som ”Hurt”, hvor vi møder den dybt deprimerede Charlie. I Charlies liv sker der ikke så meget andet end druk og Twin Peaks. Der sker faktisk så lidt, at det ville være herligt at kunne mærke noget for en gangs skyld, synger Parks om hele den her kedsommelige tristesse.

Men alt er ikke så super sad. Symptomatisk for Collapsed in Sunbeams påtager hun sig den omsorgsfulde og opmuntrende stemme i omkvædet: »I know you can’t let go, of anything at the moment/ Just know it won’t hurt so much forever«. For selvom vi kommer helt ind i de deprimerende årgangsnullers soveværelser, er Collapsed in Sunbeams alligevel en håbefuld plade, der insisterer på, at tingene nok skal blive bedre.

I ”Black Dog” synger hun: »I would do anything to get you out your room«, selvom personen, hun synger til, har det ret Robert Smith-agtigt. Egentlig lader det ikke til, at målet er at fortælle omverdenen om, hvordan hun og hendes jævnaldrende går og har det. Det her er nærmest en konstruktiv sangskrivning, der direkte henvender sig til hendes jævnaldrende og spørger: Hvordan kan du få det bedre?

Derfor er pladen er indsvøbt i opmuntrende linjer som »It won’t hurt so much forever« og »You’re not alone«, der nærmest virker som et mantra fra Parks’ tekstskrivning. Enkelte steder bliver lyrikken desværre lige lovligt banal og klichéfyldt. Den sorte hund i ”Black Dog” er bare et andet ord for det mentale sortsind, og desværre sidder jeg med fornemmelsen af, at Parks kunne have fået meget mere ud af sådan et sprogligt billede.

20-årige Arlo Parks er i The Guardian blevet kaldt for sin supertriste generations stemme, og lignende beskrivelser går hyppigt igen i den britiske presse. Det er dog kun en halv sandhed, for med det relativt varme, velspillende musikalske underlag emmer Parks’ generationsportræt også af håb.

”Caroline” handler om, hvordan Caroline endelig er ved at forlade sin voldelige kæreste, der nu står tilbage og kan se, at hans verden er ved at falde sammen. Alligevel er den varme soulproduktion så lækkert og behageligt udført, at det her mere føles som en begyndelse end en slutning for Caroline og hendes nu kommende ekskæreste. Det er ligegodt sjældent, at et break up lyder så omfavnende og kælende omkring dur-akkorderne som på ”Caroline”.

På ”Black Dog” giver de rolige, akustiske guitarakkorder og hyggeromantiske keyboardfigurer også en så skærende kontrast til lyrikken, at det ikke lyder særligt frygtindgydende, når Parks synger: »Sometimes it seems like you won’t survive this/ And honestly it’s terrifying«.

Alligevel er produktionerne pladens helt store tilløbsstykke. Arlo Parks lyder som Tracy Chapman, der er vokset op med hiphop i radioen. ”Too Good” er som en glemt The Fugees-single, og førstenummeret ”Hurt” viser hurtigt, hvor meget pladen også fokuserer på pulserende baslinjer og stramme beats under Parks behagelige, småhæse stemme. Det lyder friskt, og hun låner af det bedste fra folktraditionens stærke historiefortælling, hiphoppens gadelyd og soul-musikkens sjælfulde fremførelser. Den kombination er mere end rigeligt til at skabe en overvældende mængde af stærke sange, der er klare til at stryge direkte ind i radioen. Derfor slipper Parks særdeles hæderligt fra sit debutalbum, selvom enkelte sange undervejs taber pusten, og jeg synes, hun tit indtager rollen som en for omfavnende storesøster i lyrikken.

Allerbedst lykkes ”Eugene”, hvor Parks for alvor vender blikket mod sig selv og sin egen misundelse. Parks er blevet forelsket i sin barndomsveninde, der er i et forhold med fyren Eugene. Og den misundelse ligger og presser i den snigende guitarfigur, Parks stemme og det underspillede beat. Det er som om, hun enten er ved at bryde ud i vrede eller gråd. Men hun holder det hele cool gennem hele sangen og gør sangen til et veltilrettelagt musikalsk drama.

★★★★½☆

Skriv et svar