Plader

Casper Clausen: Better Way

Skrevet af Simon Rønne

Med Better Way debuterer Efterklang-forsanger Casper Clausen som solist. Trods udfordringer undervejs lykkes han generelt med sine neo-psykedeliske kraut-eksperimenter på solid solodebut.

Efterklang har aldrig været et band, der har ladet sin lyd styre af mainstream-tendenser. I stedet har de siden deres spæde start omkring årtusindeskiftet inkorporeret lyde og idéer fra så forskellige genrer som kammerpop, opera og IDM i deres musik. Alligevel føles Better Way som noget helt andet – et eksperiment der er helt separat fra Casper Clausens arbejde med Efterklang og Liima. Den stærke, varme og meget alsidige vokal er stadig at finde på dette album, men lydtapetet, der omkranser den, er ganske nyt.

I tæt samarbejde med producer Peter Kember – aka Sonic Boom (Spacemen 3 og producer for MGMT, Panda Bear og Beach House) – har Clausen eksperimenteret sig frem til et lydunivers, der er lige dele indietronica, neo-psychedelia og krautrock. Skærer man ind til kernen af mange af de sange, der udgør Better Way, finder man noget, der med sine optimistiske og repetitive tekster samt Clausens flair for den gode melodi, sagtens kunne have passet ind i en konventionel pop-struktur. Men mainstream appel har øjensynligt aldrig været formålet med dette projekt. I stedet har Clausen brugt sin tid i Lissabon, hvor albummet er blevet til, på at tænde for diverse elektroniske musikmaskiner, eksperimentere lidt med nogle lyde og lade impulserne tage over. Dette bærer musikken tydeligt præg af – på godt og ondt.

At Clausen ikke just har haft det bredere publikum i tankerne under kreeringen af sit soloalbum, stod klart da den næsten 9 minutter lange albumåbner ”Used to Think” blev valgt som førstesingle. Nummeret starter ud med lidt over to og et halvt minuts pulserende synths, der får tilføjet flere og flere instrumentale lag for til sidst at munde ud i en mere upbeat og synth-drevet melodisk sang. Det lange forspil giver sangen et helt andet momentum og en langt stærkere slagkraft, når trommerne endelig får lov til at træde ind i mixet. Nummeret er også en ret god repræsentation af den blanding af eksperimenterende tendenser og pop-polering, man finder på Better Way.

Dermed ikke sagt, at alle de efterfølgende numre bruger den samme opbygning – dette er langt fra tilfældet. Pladens sidste nummer og anden single, ”Ocean Wave”, ligger på alle andre parametre end varighed meget langt fra den retning, Clausen sætter på den første single. Med dens nedtonede, meditative og mere ambient-klingende lydbillede efterlader den mig i en helt anden, dog stadig opløftet, stemning end ”Used to Think”. Men ligesom førnævnte single var en perfekt intro til albummet, fungerer ”Ocean Wave” som den perfekte afslutning på den rejse, man bliver hevet med på.

Alt det, der kommer imellem de to numre, føles som en mellemvej imellem de to ekstremer, med varierende vægt til den ene eller anden side. For eksempel tager ”Feel It Coming” ligesom åbningsnummeret til i styrke undervejs. Nummeret tager især fart cirka halvvejs, hvor trommerne bliver introduceret, før det så endeligt kulminerer til allersidst. Der er en form for nærmest filmisk værdi i et nummer som dette, der leder ens tanker hen på Radioheads seneste album, A Moon Shaped Pool (2016). Til tider synes Clausen nærmest at imitere forsanger Thom Yorkes kaotisk smukke falsetto – især hen imod slutningen af ”Feel It Coming”.

Generelt er der dog en overvejende overvægt af numre, hvor Clausen og Kember har taget en mere hypnotisk, loopet og lettere psykedelisk tilgang til produktionen og sangskrivningen. I de fleste tilfælde er der nok progressiv variation undervejs til at holde den dedikerede lytter interesseret, men det kan til tider være en opgave at holde sin opmærksomhed rettet mod musikken. Især når Clausen dvæler lidt for længe ved en af de idéer, der måske ikke er stærk nok til, at den kan holde til det. Et nummer, der især dvæler for meget ved en enkelt idé frem for at udbygge en fuld sang, er ”Little Words”. To linjer bliver gentaget igen og igen, mens de bliver ledsaget af simultant beroligende og svimlende synth. Men der sker bare ikke nok til at holde mig vågen undervejs.

Lægger man sig på sengen, lukker øjnene og dedikerer sin opmærksomhed fuldt ud til Better Way, er det dog langt hen ad vejen en fortryllende rejse, der både instrumentalt og lyrisk teleporterer lytteren til Lissabons gader og den smukke natur i den omkringliggende region. Man føler virkelig, at man kan sætte sig i Clausens sted og mærke de følelser af optimisme og kærlighed, der har drevet ham under skabelsen af dette forunderlige værk. Man fornemmer tydeligt de mange inspirationer fra LCD Soundsystem til Dan Deacon, og der er nogle utroligt stærke højdepunkter undervejs som den neo-psykedeliske ”Snow White”, som minder om Animal Colletive og Black Moth Super Rainbow.

Casper Clausen er – i hvert fald for en stund – fløjet fra Efterklang/Liima-reden, og han kan sagtens holde sig i luften.

★★★★½☆

Skriv et svar