Artikler

Daniel Dumile (1971-2020) – Et retrospekt på en virtuos outsider

MF DOOM på Vanguard Festival i 2013
Skrevet af Niklas Kiær

Den 9. januar ville Daniel Dumile være fyldt 50 år. Men manden, som de fleste bedst kender som MF DOOM, forlod denne verden i oktober 2020. Tilbage efterlader han sig et univers af krøllede rim, antihelte og superskurke, som ingen hverken før eller efter har formået at efterligne.

“He rhymes as weird as I feel”
– Mos Def

Nytårsaftensdag var i forvejen en skygge af sig selv – som en slags bedrager, der var mødt op i nytårets sted. Ganske vist med fyrværkeri og fint tøj, men noget var tydeligvis ikke sig selv. Coronaen havde lagt en skygge over 2020, der for altid vil stå tilbage som et tragisk kapitel, men det var alligevel et chok, da der blev lagt et nyt billede op på Instragram-profilen for den legendariske, enigmatiske rapper MF DOOM med det borgerlige navn Daniel Dumile.

 

View this post on Instagram

 

A post shared by MF DOOM. ALL CAPS. (@mfdoom)

Hele Daniel Dumiles liv havde været omgivet af mystik og tragedie, så det var underligt passende at læse beskeden fra hans nylige enke, Jasmine, der kunne fortælle, at hendes mand gik bort på allehelgensaften 31. oktober 2020. Fans af hans musik vil forstå, hvorfor netop den dato spiller en helt særlig rolle i relation til MF DOOM, men for de nyankomne og nysgerrige spoler vi tiden tilbage og fortæller historien om Daniel Dumile helt fra begyndelsen.

Daniel Dumile fødes i London i 1971, hvor hans mor fra Trinidad og far fra Zimbabwe er på besøg – en bagatel for de fleste, men noget der vil komme til at have stor indflydelse på Dumiles senere år. Kort efter sin fødsel flytter han med familien til New York, hvor han havde sin opvækst. Få år senere får han en lillebror ved navn Dingilizwe, og de to brødre beslutter sig som teenagere i 1980’ernes New York, at de vil tage del i den rivende udvikling, byens hip-hopmiljø undergår.

1988-1997: De første år, Zev Love X og KMD

I 1988 påtager Dumile sig pseudonymet Zev Love X, mens Dingilizwe kalder sig DJ Subroc, og sammen med rapperen Rodan, (der dog erstattes af Onyx the Birthstone Kid kort efter), danner de samme år gruppen KMD. Forkortelsen siges både at stå for Kausing Much Damage og A positive Kause in a Much Damaged Society, hvor særligt sidstnævnte afslører gruppens fokus på afrocentriske emner i tråd med andre af tidens rapgrupper som De La Soul, Jungle Brothers og A Tribe Called Quest.

Efter at have fået mulighed for gæsteoptrædener på en række numre, udgiver KMD i 1991 deres debutalbum Mr. Hood, der høster ros fra kritikere og bliver en fin succes hos lytterne, hvilket får dem placeret på en 67.plads på salgslisten over hip-hop- og rapalbums dét år. Stilen læner sig op ad de ovennævnte grupper med humoristiske rim, der beskriver livet som sort newyorker – inklusiv både racisme og forskelsbehandling. KMD adskiller sig dog især i deres beats ved DJ Subrocs brug af skæve samples fra bl.a. børneprogrammet Sesame Street og andre obskure optagelser – noget, som dukker op igen senere i Dumiles karriere.

KMD – Black Bastards, 1991

Mr. Hoods succes skulle i 1993 følges op med en toer, der fik titlen Black Bastards, men albummet blev skrinlagt, da gruppen lå i voldsomme diskussioner med pladeselskabet Elektra Records. Gruppens tekster var nemlig blevet mere konfrontatoriske, bedst eksemplificeret ved det planlagte pladecover, der viser en stereotypisk tegning af en sort mand blive hængt. Med efterfølgerens status hængende i luften rammer en voldsom tragedie imidlertid KMD, da DJ Subroc forsøger at krydse en vej, men ender med at blive påkørt med døden til følge i en alder af blot 20 år.

De næste mange år er Dumile hårdt medtaget, og han beskriver senere, at han var nærmest hjemløs i New Yorks gader, hvor han måtte sove på bænke, mens han kom sig over sorgen over broderens død og sin tilsyneladende overståede hip-hopkarriere. Selvom Dumile kun meget sjældent har udtalt sig om sin karriere til offentligheden, så har han delt den vrede, han følte, grundet behandlingen fra pladeindustrien. Der skulle gå adskillige år, hvor man intet hørte fra Dumile eller Zev Love X, men i 1997 dukkede der dog en rapper op på en af byens freestyle-caféer med en strømpe trukket ned over hovedet. Han rappede om at være en superskurk på en mission om at overtage verdensherredømmet – hans navn var MF DOOM.

1998-2002: MF DOOM træder ind på scenen

De mange år væk fra spotlyset havde Daniel Dumile brugt på at flytte væk fra det hårde liv i New York og i stedet finde sin nye base i Atlanta. Her havde han fundet den perfekte hævn over industrien. Han ville tage alle de klichéer, han fandt i den populære hip-hopperiode i slut-90’erne, og skrue dem næsten absurd højt op. Mens andre rappede om at være hårde gangsters og pigeglade, så ville han finde sit nye alter ego som en decideret superskurk med jernmaske (modificeret fra filmen Gladiator) foran ansigtet. Inspireret af superskurken Dr. Doom fra tegneserierne om De Fantastiske 4 var Dumile begyndt at sample beats fra gamle tegnefilm og andre obskure referencer, præcis som hans bror blev kendt for at gøre det i deres tid i KMD.

Debutalbummet, Operation: Doomsday, blev udgivet i 1999, men blev ikke modtaget til nogen stor fanfare. Mens albummet i dag er anset som en klassiker, der er blevet skelsættende for undergrundship-hop, så passede den underproducerede stil dårligt ind i 1999, hvor de helt store hip-hopudgivelser kom fra kunstnere som DMX, Dr. Dre, Nas, Jay-Z og Notorious B.I.G. – og man kan sagtens forstå ud fra tiden, hvordan udgivelsen kunne overses som en lidt underlig omgang backpacker-rap, som hverken blev spået den store betydning eller stort hitpotentiale.

Man kan dog på numre som “Rhymes Like Dimes” og “Red and Gold” se antydningen af, at Dumiles rapstil var under udvikling fra tiden i KMD og nu var på vej mod noget mere letflydende, abstrakt og komplekst. Det kan blandt andet ses i følgende tekststykke fra “Rhymes Like Dimes”:

Even if you gots to get jet-black, head to toe
To get the dough, battle for bottles of Mo’ or ‘dro
This fly flow take practice like Tae Bo with Billy Blanks
“Oh, you’re too kind!” “Really? Thanks!”

Indholdet i sætningerne er ret basal, hvor Dumile rapper om, at han tjener penge og er dygtig, fordi han bruger tid på at forbedre sine evner. Men måden, det bliver gjort på, er både med en let obskur reference til 90’er fænomenet Billy Blanks, der lavede en række træningsvideoer (deraf practice-referencen) med den selvopfundne kampsport Tae Bo, og med deciderede replikker til en fiktiv person, der roser ham for hans evner – et greb, som Dumile senere i karrieren gør brug af ofte til stor humoristisk effekt.

Tag desuden sætningen »This fly flow take practice like Tae Bo with Billy Banks.« Linjen inkluderer både en række bogstavrim (»fly-flow« og »Bo-Billy-Banks«) samt et opfindsomt internt rim, som kort fortalt betyder, at man ikke kun rimer slutningen af linjen med linjen før eller efter – men at der er også er flere ord i selve linjen, der rimer med hinanden. Dumile rapper altså ikke kun »Billy Banks« med »Really? Thanks« i enderimet med linjen efter, men også »fly flow« med »Tae Bo« internt i linjen.

Rent musikalsk er “Red and Gold” et godt eksempel på, hvordan Dumile begynder at bygge sine beats op ved synkoperede, næsten akavede trommebeats, der har et syntetisk præg, hvilket gør det meget tydeligt, at de spilles på trommemaskine. Derudover peger nummeret også mod et andet aspekt, der skal være gennemgående for Dumiles karriere: Ser man på gæstelisten vil man nemlig se, at han her gæstes af rapperen King Ghidra, der er ingen anden Dumile selv! Forvirret endnu? Vi er først lige begyndt.

For at forklare Daniel Dumiles univers af forskellige pseudonymer og personaer, er det først og fremmest værd at nævne en fast samarbejdspartner for Dumile i starten af MF DOOM-æraen. Percy Carey, der døber sig MF Grimm som rapper, er ligesom Dumile nemlig en tegneserienørd med egne personlige tragedier i rygsækken. Som ung narkosælger i 1994 blev han således skudt og endte i koma efter at have været i konflikt med en anden bande, og har levet livet i kørestol lige siden.

Foruden både at medvirke og være producer på Operation: Doomsday, så var MF Grimm også hovedmanden bag de næste projekter, Dumile var involveret i. De to udgiver sammen MF EP i 2000, der foruden en række remixes og instrumentals byder på nummeret “No Snakes Alive”. Her deltager samtidig DOOMs nye alter-ego King Ghidra – der senere bliver justeret til King Geedorah – foruden det tidligere KMD-medlem Rodan samt netop Percy Carey under navnet Jet Jaguar. Geedorah-karakteren skal vise sig som den første af en lang række aliaser i et nyt univers inspireret af Dumiles mange forskellige samarbejdspartnere gennem karrieren, hvor han søger at skabe nye typer af fortællinger og lege med perspektivet i sine tekster. De kommende år vil samtidig vise sig at blive de absolut mest produktive i Dumiles karriere, hvor han for alvor får både sine kollegers samt anmeldernes opmærksomhed.

2003: En trehovedet drage og en ny knægt introduceres

I 2002 rekrutteres Dumile og hans King Geedorah-alias af MF Grimm til at være med i gruppen Monsta Island Czars. Her er ambitionen tilsyneladende at lave et Wu Tang Clan-lignende kollektiv, hvor samtlige karakterer trækker på inspiration fra Godzilla og de resterende kaiju-film fra Japan. King Geedorah er således en trehovedet drage, der i ledtog med de andre kaiju-væsener planlægger at overtage verdensherredømmet. Men da tiden er inde til at producere gruppens første album, ryger MF Grimm i fængsel for igen at have solgt narkotika, og debutudgivelsen Escape From Monsta Island bliver til helt uden Grimms deltagelse.

I årene efter udgivelsen kommer Dumile i uføre med de resterende medlemmer af gruppen, men han når inden da at udgive et album som King Geedorah, hvilket gæstes af flere Monsta Island Czars-medlemmer – inklusiv MF Grimm som Jet Jaguar. Albummet får navnet Take Me To Your Leader og de spæde tegn på Dumiles modus operandi fra Operation: Doomsday er nu mere veludviklede. Åbningsnummeret, “Fazers”, er et fremragende eksempel på det, der skal vise sig at blive en klassisk kombination for Dumile. Nummeret starter således med et støvet sample fra kaiju-filmen “Invasion of the Astro Monster” fra 1965 og går over i et råt produceret, hakkende beat, der er blevet Dumiles signaturlyd som producer. Også i leveringen har han fundet et mere unikt udtryk. Stemmen er blevet mere hæs – til tider endda lidt læspende – og flowet er blevet mere løssluppent og jazzet i sin stil. Teksterne har fået karakter af tankespind og fremstår mere løst sammehængende end tidligere, men byder i stedet på de tidligere omtalte interne rimskema.

Den langt mere komplekse og unikke stil bliver straks modtaget med roser af nogle af musikjournalistikkens finere lag, hvor blandt andet Pitchfork kvitterer med en score på 9.0. Det skal dog vise sig at Dumile først lige er begyndt, og samme år præsenterer han endnu en ny karakter: Viktor Vaughn.

Man skal være en effen tegneserielæser for at fange referencen, men med Viktor Vaughn-karakteren bevæger Dumile sig væk fra kaiju-universet og tilbage mod De Fantastiske 4. Den føromtalte Dr. Doom hedder nemlig Viktor von Doom. (Udtal det langsomt, udelad Doom, og du får Viktor Vaughn.) Dumile har i flere interviews forklaret, at ideen til karakteren bunder i at ville repræsentere et mere ungdommeligt perspektiv inden for det selvskabte univers. Det er ikke helt tydeligt, hvordan sammenhængen mellem Viktor Vaughn og MF DOOM er, men de eksisterer som to separate karakterer med en vis aldersforskel, hvor DOOM er verdens ubestridte superskurk, mens Viktor Vaughn er en antihelt på vej frem.

Viktor Vaughn-albummet døbes Vaudeville Villain og har et stærkt præg af noir; både på pladens cover samt de mere jazz- og bluesinspirerede samples af blandt andet regnvejr. Også dette album modtages med anmelderroser, og der er da også masser af aspekter at blive forelsket i. Man kan fornemme ungdommeligheden i det lidt lettere, mere klassiske flow, der kommer tydeligst til sin ret på den tragikomiske kærlighedsfortælling “Let Me Watch”. Her fortælles en romance fra to forskellige perspektiver: Viktor Vaughn, der prøver at imponere og score, mens den unge kvinde lige så stille lader sig være sårbar igen efter at have været igennem et hårdt brud i sit seneste forhold.

Med to så velanmeldte albums på ét år, så skulle man tro, at 2003 ville stå tilbage som et absolut højdepunkt i Daniel Dumiles karriere, men sandheden er, at de færreste lyttere i dag vil fremhæve hverken King Geedorah- eller Viktor Vaughn-projektet som deres absolutte favorit eller Dumiles bedste. Og selvom samtidens omverdenen så småt er begyndt at få øjnene op for Dumiles udgivelser, så skal der en tilbagevenden til MF DOOM-aliaset og et opkald fra en af undergrundens absolutte helte til, før han virkelig får brudt igennem.

2004: Mesterværk på vestkysten og madtema bag masken

Før udgivelserne af Take Me to Your Leader og Vaudeville Villain blev Dumile i 2002 ringet op af labelejeren og DJ’en Peanut Butter Wolf fra pladeselskabet Stones Throw. Han ringer for at invitere Dumile til vestkysten i Californien, hvor han har forudset, at der kunne opstå sød musik mellem Dumile og Stones Throw-produceren Madlib. På daværende tidspunkt er Madlib også ved at arbejde på albummet Champion Sound sammen med en anden Stones Throw-producer i form af J Dilla under det fælles navn Jaylib. Men ellers har Madlib primært været kendt for at gøre brug af alt fra brasiliansk til indisk musik i sine samples – og så har han ligesom Dumile skabt et alter ego i sin egen rapkarakter Quasimoto, der lyder som det ledeste medlem af Nøddepatruljen, du nogensinde kommer til at møde.

Madvillain – Madvillainy, 2004

Dumile planlægger på det tidspunkt som nævnt at vende tilbage som MF DOOM, men tager alligevel imod invitationen, og det viser sig hurtigt, at Peanut Butter Wolf har set helt rigtigt. Dumile og Madlib deler passionen for obskure samples, fantasifulde universer og masser af weed, og sammen bliver de til Madvillain – en sammensmeltning af deres navne på samme måde som med Jaylib-projektet – denne gang mellem Madlib og The Supervillain, som MF DOOM-karakteren ofte omtaler sig selv. Sammen udgiver de Madvillainy, som bliver et absolut mester- og hovedværk på 00’ernes alternative hip-hopscene, der også domineres nordfra af pladeselskabet Rhymesayers med navne som Atmosphere og Aesop Rock samt af El-P’s label Definitive Jux med hovedsæde i New York.

Dumile beskriver billedligt på nummeret “Meat Grinder” processen for albummet: »Hackthoo’ing songs lit, in the booth, with the best host / Doing bong hits, on the roof, in the west coast.« Der er fortalt mange anekdoter om tiden, men den mest gennemgående er netop denne, hvor Dumile og Madlib hører plader sammen, hvorefter Dumile sætter sig op på bygningens tag og skriver, mens Madlib brygger videre på sine beats i det legendariske studie The Bomb Shelter. Resultatet af samarbejdet er en af det mest komplekse og ambitiøse hip-hopudgivelser nogensinde, og så forskellige rappere som Tyler, the Creator, Talib Kweli og Danny Brown har fortalt, hvordan særligt Dumiles tekster fik dem til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der i grunden kunne lade sig gøre inden for genren.

For bedre at kunne vise, hvad det er, alle disse rappere er så imponerede over, så er det nødvendigt at blive lidt nørdet og gå mere i dybden med de førnævnte interne rimskemaer. For hvor din gennemsnitlige rapper lige akkurat vil forsøge at rime på slutordene i sine sætninger, så er teksterne på Madvillainy absolut stopfyldte af både bogstavrim, lydrim og selvfølgelig enderim – men også fraværet af dem, når det ellers lige passer Dumile. Præmieeksemplet er nummeret “Figaro”. Prøv at følge med i videoen nedenfor, der pædagogisk har lavet farvekoder til de forskellige typer af rim, der er i spil fra sætning til sætning.

Se især følgende tekststykke, der er fuldstændigt proppet til med ordspil, komplekse rim og opfindsomme referencer:

The flow make her fatty shake, patty cake, patty cake
For fake, if he was Anita Baker’s man
He’d take her for her masters, hit it once an’ shake her hand
On some ol’ thank ya ma’am an’ ghost her
She could mind the toaster if she sign the poster

Igen er selve pointen med linjerne ret klassisk: DOOM er så dygtig til at rappe, at han nemt scorer damer. Men måden, det forklares på, kræver en længere afhandling. »The flow make her fatty shake, patty cake, patty cake,« byder på et meget billedligt eksempel, hvor DOOM lader lytteren vide, at hans flow er så funky, at det får en ukendt kvinde med en bred bagdel til at danse så vildt, at hendes numse “klapper kage” – en ret vild blanding af stripklubagtige beskrivelser og børnerim. Læg desuden mærke til de interne rim, hvor »make/shake/cake« endda rimer videre med starten på næsten sætnings “For fake“.

Han fortsætter i tredjeperson om sig selv: “If he was Anita Baker’s Man / He’d take her for her masters, hit it once an’ shake her hand”. Her fortsætter han både børnerimet patty cake, der normalt ville gå »patty cake, patty cake, baker’s man,« men bruger det til i stedet at referere en gammel sag, hvor sangerinden Anita Bakers mand krævede royalties fra hendes sange under deres dramatiske skilsmisse. MF DOOM bruger dette meget specifikke scenarier til at beskrive, hvordan han aldrig ville have ladet det gå så langt. Som den superskurk han er, ville han i stedet kun have sex med hende én enkelt gang alene med det formål at få hendes masterindspilninger og så ellers nøjes med at give hende hånden bagefter. Han udvider det humoristiske billede med: »On some ol’ thank you ma’am an’ ghost her/She could mind the toaster if she signed the poster.« Kontrasterne får frit spil, da DOOM først høfligt takker Anita for rettighederne, for så derefter at ghoste hende. Han tilføjer dog henkastet, at hun måske kunne få lov at stå i køkkenet for at passe toasteren – hvis hun altså skriver under på kontrakten.

Som nævnt udtalte Dumile sig kun sjældent til pressen, men hip-hopmagasinet Spin fik ham til i et interview i 2019 at sætte nogle ord på sine metoder, når det kom til at rappe og skrive tekster. For selvom han ofte er citeret for at se rap som et job, og at han kun skulle rappe for penge, så er passionen for at skrive tydelig i hver en linje. Dumile fortæller:

When you’re looking at quality of wordplay, you’re looking at, how many words repeat in a bar, or two bars? How many syllables can you use that still make sense in a song? In certain ways, you get a triple word score. You know how in Scrabble, you have triple word score joints, the way you get points based on words, and how they correlate on the board? It’s similar to getting points like that, if you really take it to the next level.

What I be looking at is the quality of the rhyming word: phonetically, how the tone is, in the pronunciation of the word. […] And the reference is another way of bringing that same thing home. How many references can you cross and still stay on topic? And still rhyme? The more complex the subject matter and wordplay is, that’s where you get your points.

I’m a rhymer, so I go for points. […] Say you’re speaking from a point of view where you’re talking to yourself, in maybe a sad mood. […] Maybe you purposely were a little bit sloppy with it, to bring the point across. Can you bring the point across and still get the rhyme points? It’s like gymnastics on paper.

“Figaro” er også et fremragende eksempel på, at Dumile har skarpslebet et næsten umuligt flow, hvor han skifter mellem at snøvle dovent, småsynge og holde pauser midt i linjerne. Prøv selv at rappe med på teksten, og det vil hurtigt blive tydeligt, hvor teknisk svært det egentlig er. Men Madvillainy er ikke kun imponerende ud fra et teknisk perspektiv. Det er et smukt eksempel på et klassisk album med stort A, hvor introer, samples og interludes er med til at transportere lytteren ind i Madvillain-universet. På den måde bliver pladen også en af de mest tilgængelige af Dumiles udgivelser, og det er formentlig også en af nøglerne til, hvorfor netop denne udgivelse står tilbage som den, der virkelig cementerer hans plads i hip-hophistorien.

En del af fortællingen bag dette gennembrud er også, at Take Me to Your Leader og Vaudeville Villain på dette tidspunkt havde skabt en større bevidsthed omkring Dumile, og hypen forud for Madvillainys udgivelse blev samtidig forstærket, da Madlib mistede en tidlig udgave af både Champion Sound og Madvillainy, hvorefter disse indspilninger hurtigt lækkede ud på et sultent internet, der netop var begyndt at nå internetforaenes storhedstid. På trods af at selve demoudgaven af Madvillainy blev hyldet som den hellige gral, var både Stones Throw og kunstnerne bag i småpanik over, hvordan de skulle håndtere lækket. Dumile endte derfor med at gå tilbage og genindspille samtlige numre, så leveringen på den endelige udgivelse adskilte sig fra den allerede kendte version.

2004 når ikke engang at være omme, før Dumile som MF DOOM udgiver sit andet album med den legende titel MM..Food? Selvom udgivelsen ikke når helt den samme kultstatus som eksempelvis Madvillainy, er det stadig en af de udgivelser, der virkelig viser, hvor alsidig og opfindsom Dumile er. Hele albummet er, som titlen afslører, bygget op omkring mad som tema, hvilket kan ses i humoristiske sangtitler som “Hoe Cakes”, “Deep Fried Frenz” og “Beef Rap”. Sidstnævnte har en af de mest åbenlyse metaforer, der trækker tråde tilbage til, hvordan Dumile bruger sin fiktive karakter til både at udstille rapklichéer og samtidig være den absolut bedste til at gøre brug af dem. Følg bare følgende tekststykke, der fremstår ekstremt morsomt set i forhold til samtidens rappere som Nelly og 50 Cent og deres ekstremt store velvilje for at vise deres bare overkrop:

What up?
To all rappers: shut up with your shutting up
And keep your shirt on, at least a button-up
Yuck, is they rhymers or strippin’ males?
Out of work jerks since they shut down Chippendales

Nummeret er derudover et godt eksempel på, hvordan Dumile på albummet går endnu længere i sin brug af obskure samples til at danne en helt særlig stemning. Introen til “Beef Rap” inkluderer samples fra Spider-Man, Frank Zappa, 70’er-sci-fi, horror B-film og hip-hopdokumentaren ‘Wildstyle’ – blot for at nævne nogle få. MM..Food? rummer utallige små perler af både opfindsom, syret produktion og humoristiske tekster og er i sin egen ret en klassiker, der som den anden side af mønten komplimenterer Madvillainy perfekt som symbol på Dumiles umage evner.

2005-2009: Leg med musen og det sidste soloalbum

Efter de to vanvittigt produktive år, udgiver Dumile i 2005 et virkelig godt – ofte overset – album med Danger Mouse som producer. De kalder sig DangerDoom og laver sammen The Mouse & The Mask, der samtidig fungerede som et samarbejde med den syrede tegneseriekanal for voksne Adult Swim. Albummet referer en række af kanalens tv-serier, men byder også på nogle spændende samarbejder. Et godt eksempel er “The Mask”, hvor Dumile for første gang rapper med Ghostface Killah fra Wu Tang Clan – endnu en tegneserieaficionado, der ofte kalder sig selv Tony Stark efter Iron Man-karakteren. De to kommer senere til at lave nogle fantastiske numre sammen, og det var længe rygtet at de tilmed arbejdede på at udgive et fælles album under navnet DoomStarks, men projektet ender med at blive et af efterhånden mange, der ikke ser dagens lys for den ellers så produktive Dumile.

De næste fire år sker der således heller ikke meget for Dumile. Foruden en række fantastiske features med blandt andre J Dilla – der tragisk går bort i 2006 – og Gorillaz (mere om denne senere), så byder årene på en masse rygter, men altså ingen udgivelser før 2009, hvor Dumile vender tilbage med sit tredje og sidste album som MF DOOM. Albummet får titlen BORN LIKE THIS, og foruden egne produktioner er der også beats fra både Madlib, Jake One samt en posthum deltagelse fra J Dilla.

Begejstringen var stor over nyheden om MF DOOMs tilbagevenden, men udgivelsen blev i høj grad mødt med skuffelse ved dens ankomst. Det ekstremt høje niveau fra de tidligere udgivelser blev ikke mødt, blandt andet fordi den mere kollageagtige tilblivelse kan mærkes på albummet, der ikke på samme måde som de tidligere føles som ét samlet værk. Skuffelsen skulle også findes ved inklusionen af nummeret “Angelz”, der ellers i første omgang var udgivet som førstesingle til førnævnte DoomStarks-projekt mellem MF DOOM og Ghostface Killah, samt det faktum at de inkluderede J Dilla-beats på “Lightworks” og “Gazillion Ear” allerede var blevet brugt på tidligere udgivelser. Samtidig virkede det underligt underproduceret, og DOOMs snøvlen var til tider så tydelig, at det ikke længere føltes som et overlegent greb, men mere som en rapper, der ikke længere helt var i topform.

Selvom det ikke levede op til forgængerne, så har BORN LIKE THIS efterfølgende fundet en særlig plads i hjerterne hos de fleste af Dumiles fans, og det er fortsat en stærk udgivelse med adskillige højdepunkter og sære, unikke Dumile-agtige påfund. Et af disse er på nummeret “Cellz”, der starter med en digtrecitering fra selveste Charles Bukowski henover et tegneserieagtigt DOOM-beat fyldt med eksplosioner til overraskende stærk effekt. Man får også det ikke særligt 2021-woke superhelte-diss track “Batty Boyz”, hvor superskurken har sat sig for at nedgøre både Batman og Superman ud fra deres seksuelle præferencer. Det er dog førnævnte “Angelz” med Ghostface Killah, der virkelig viser, hvor stort potentialet ville have været ved en fælles udgivelse mellem de to kreative hjerner.

2010-2020: Isolation, stedfortrædere og familietragedier

Det virker måske besynderligt at bruge så omfattende plads på ganske få år af Daniel Dumiles lange karriere for så at opsummere de sidste 10 år med relativt få ord. Men sandheden er, at Dumile af flere årsager aldrig igen fandt frem til den gyldne åre, han ramte i midten af 00’erne. Således udgiver han kun ét reelt album i 10’erne; nemlig Key to the Kuffs i et samarbejde med Jneiro Jarel i 2012 som JJ DOOM. Albummet har sin berettigelse i rækken af Dumile-projekter, og Jarel giver et anderledes fundament for DOOM-karakteren. Historien omkring albummets tilblivelse er desværre vigtigere for fortællingen om Dumile end selve udgivelsen:

Da ingen af Dumiles forældre er amerikanske statsborgere ved hans fødsel, betyder det nemlig, at han – selvom han er opvokset i New York – faktisk heller ikke er amerikansk statsborger, hvilket han først finder ud af, da han prøver at komme hjem fra karrierens blot anden Europaturné i 2010. Han nægtes simpelthen adgang tilbage ind i USA, da han ellers prøver at rejse hjem til sin kone og børn. Rodet med papirerne betyder, at Dumile må bosætte sig i London, hvor han netop indspiller Key to the Kuffs. De nedslående omstændigheder taget i betragtning, så indeholder Key to the Kuffs flere humoristiske referencer til Dumiles situation – blandt andet på førstesinglen “Guv’nor”. Det absolutte højdepunkt på selv samme plade er dog den mere introspektive “Winter Blues”, der er skrevet om den længsel og hudsult, han føler ved at må leve væk fra sin kone.

De resterende år af Dumiles karriere domineres af rygter om flere projekter, som desværre ikke bærer noget med sig. Foruden projektet med Ghostface Killah, så har kunstnere som Flying Lotus, Thom Yorke, Joey Badass, m.fl. nævnt, at de havde udgivelser på vej med Dumile. Men det helt store hul i diskografien skal findes i opfølgeren til mesterværket Madvillainy. Både Madlib og Dumile udtalte sig i årenes løb om næste kapitel, der af flere omgange så ud til at være tæt på udgivelse – men som nu formentlig aldrig ser dagens lys. Ellers bød Dumiles sidste år på sporadiske features og et par projekter med halvhjertet deltagelse som blandt andet NehruvianDoom med den unge rapper Bishop Nehru, WestsideDoom med den profilerede rapper Westside Gunn og Czarface Meets Metal Face med rapkollektivet Czarface ledet af Wu Tang-rapperen Inspectah Deck. Ingen af de tre udgivelser er dog lavet på opfordring af Dumile, og selvom der er gode numre i mellem, så befinder de sig langt fra en central plads i en Dumiles kanon.

Foruden de manglende udgivelser, så mødte Dumile også massiv kritik i 2010’erne, da han begyndte at sende stedfortrædere til nogle af sine koncerter. Den ellers så elskede rapper blev udstødt af mange af sine dedikerede fans, der følte sig skuffede over at være blevet snydt af deres store idol. Mange har forsøgt at finde hoved og hale i beslutningen gennem tiden, hvor nogle fans har forsøgt sig med at forsvare beslutningen som genial, da MF DOOM jo er en superskurk – og hvilken bedre måde at vise det på end ved at snyde selv de mest dedikerede fans? Faktisk udgav Dumile noget så sjældent som et brev i sit borgerlige navn til hip-hopmagasinet Elemental, hvor han klarlagde sine bevæggrunde. På typisk Dumile-manér spørger han retorisk: Hvad er mest autentisk: En karakter og en udgivelse forfattet af ham, men “spillet” af en anden i masken – eller en rapper, der “spiller sig selv”, men hvor andre laver både musikken og teksterne?

 

View this post on Instagram

 

A post shared by Nature Sounds (@naturesounds)

Perioden væk fra familien sluttede lykkeligvis for Dumile i 2012, hvor hans kone og børn flyttede til London, men det betød desværre ikke enden på familietragedierne. Ud af det blå kom der i december 2017 således en besked på den officielle MF DOOM-Instagram, hvor Dumile annoncerede at hans ældste søn, Malachi, var afgået ved døden kun 14 år gammel. Beskeden er i dag blevet fjernet fra siden, men de rørende ord består: »King Malachi Ezekiel Dumile 2/22/03 – 12/18/17 the greatest son one could ask for. Safe journey and may all our ancestors greet you with open arms. One of our greatest inspirations. Thank you for allowing us to be your parents.«

Og Dumile-familien led altså endnu et tab 31. oktober 2020.
Zev Love X, MF DOOM, King Geedorah og Viktor Vaughn – helte såvel som skurke – vil for altid leve videre i de mange krøllede universer, skæve tekster og fantastiske albums. Men manden bag, Daniel Dumile, er gået bort kun 49 år gammel under besynderlige omstændigheder, hvor omverdenen først lærte om dødsfaldet ved årets udgang. Hverken dødsårsagen eller årsagen til den forskudte besked er endnu offentligt kendt, og sådan vil det formentlig være for altid.

Siden han tog masken på i slutningen af 1990’erne, har Dumile bedt lytterne om at “have øjnene på bolden” og ørene i musikken. Dumile var forfatter af karakterer og verdener. Han skrev replikker og skabte universer. Som alt andet med Dumile, så var der en form for tragisk poesi på spil ved datoen for hans død. Således vil jeg drikke en skarp til ære for Daniel Dumile akkompagneret af hans Gorillaz-feature på “November Has Come” og ordene:

Liquor shot if you happy and you know it
As you clap your hands to the thick snot of a poet flowin’

Daniel Dumile, 9. januar 1971 – 31. oktober 2020

Leave a Reply