Plader

Francesca Burattelli: Condition

Skrevet af Jens Trapp

Italiensk-danske Francesca Burattelli leverer en musikalsk udrenselse fra sin hjertesorg i form af dette kuldslåede avantgardistiske lydkunstværk.

Avantgardekunstneren Francesca Burattelli er et virkelig sært bekendtskab på hendes debutalbum Condition. På den syrede og fede måde er hun unik og egenartet. Hun beskriver selv albummet Condition som en tilstand af hjertesorg.

På coveret ser man Buratelli i et selviscenesat billede. Hun ser drænet og trist ud i kontrast til den næsten glittede iscenesættelse, kun brudt af malertapen på væggen bag hende og hendes let afklædte tilstedevær, som viser hendes sårbarhed over for personen, der har forladt hende.

Hun har været besat af personen, og den hjertesorg vil hun gerne befries for. Det indebærer en uddrivelse af alt det, den anden person har tilført Burattelli. Alt det, der er den anden, skal ud af kroppen, for at hun igen kan blive et helt menneske. Condition bliver på den måde en exorcistisk uddrivelse for Burattelli.

Hun har huseret i den københavnske kunstundergrund med sine performances, lyd og kunst igennem flere år. Nu udgiver hun sit første soloalbum Condition på det lille uafhængige københavnske pladeselskab Visage, som blandt flere interessante navne også huser succesen First Flush. Deres seneste album, Spira, blev nummer fire på Undertoners liste over bedste danske udgivelser i 2018.

Det er ikke første gang Buratelli udgiver musik og lydkunst. Bl.a. er hun den ene halvdel af duoen Gate Hand, som udgives på det endnu mindre og mere eklektiske selskab Sensorisk Verden. På Condition er det imidlertid Francesca Burattelli alene med sin stemme, synths og klaver, programmeringer, reallyde og syntetiske beats under eget navn.

Hun selv siger om værket: »Det reflekterer/konceptualiserer en sentimental besættelse – Ideen om at en anden person trænger ind i ens organisme og bliver en del af ens krop, logik, sprog og oplevelse af verden. At være besat af kærlighedens intimitet, ens system er blevet hacket, som en virus der forårsager en tilstand (condition, red.)«. Albummets 12 numre er en kortlægning af denne besættelse og bevæger sig hen gennem albummet mod en mulig forløsning. 

Lykkes det så? Se det er straks sværere at sige. Måske lykkes det for Burattelli, men får denne uddrivelse almen gyldighed? Bliver jeg lukket med ind eller efterladt uden for? Uden for noget, der umiddelbart synes vigtigt, og som jeg gerne vil tage del i, men ikke har den fornødne nøgle til.

Heldigvis er der en nøgle. Hvis man rækker tilbage i Francesca Burattellis oeuvre, dukker der et lille skrift op med titlen ”Una Voce Poco Fa – The Language of Singing”, hvor Burattelli skelner mellem den talende stemme og den syngende stemme. Igennem sangen bliver stemmen forlenet med en mytisk kraft. Sangen kan på den måde forsøge at skille sig af med en ren forstandsmæssig semantisk forståelse. I stedet åbner den op for en anden slags forståelse, der kan sammenlignes med noget sakralt religiøst, og som er en langt mere følelsesmæssig forståelse. I Burattellis exorcistiske arbejde på Condition giver det mening.

Det skaber en åbning ind i et kuldslået, skævt og sært værk. Et mørkt kælderrum af lyd, med fugten drivende ned af de rå betonvægge. Når det fungerer bedst, bringer det mindelser om Laurie Andersons lydværker, når stemningen løfter sig, og anslaget bliver lettere. Lyt f.eks. til nummeret “Short on Love”, der minder om noget fra Andersons Big Science (1982). På næstsidste nummer bliver de aggressive reallyde et stærkt billede på den proces, Buratelli gennemlever, som er forstærket af det paradoksale i titlen på nummeret, ”Valentine’s Day”. Den proces får så i afslutningsnummeret, “Condition”, en form for forløsning.

Åbneren “Sejlet” skal også fremhæves, med sin 25 sekunder lange stemmeintro, der er tilsat reallyde fra, hvad der lyder som en havneterminal. Efter denne intro bryder nummeret ud i albummets mest melodiøse passage, hvor man fornemmer en traditionel akkordgang under Buratellis sang. Et vers bliver afbrudt af toner, der kunne komme fra et skibs hylende alarmsirener.

Så hvis man lytter til værket på samme måde, som man lytter til andre typer musik, ja, så bliver man sat af. Så giver Condition ikke rigtig mening. Det er den følelsesmæssige forståelse, og faktisk kun den, som giver dette værk mening for mig. Til gengæld er det interessant, hvordan dette ‘nye’ syn, som “Una Voce Poco Fa” tilbyder også kan bruges på andre, traditionelle værker. Lad os eksempelvis sammenligne med Bob Dylan og hans tekstunge sange. Det er en på alle måder diametral modsætning til Buratelli, men lyden af Dylans syngende stemme peger mod en følelsesmæssig forståelse i tilgift til den forståelse, som ligger i ordene. Selvom det er svært, måske umuligt, at abstrahere fra lyrikken i hans sange.

Hvis man lytter til Condition på traditionel vis, forbliver albummet genuint mærkeligt og til dels utilnærmeligt. Hvis man derimod går efter klangen i sangen, den syngende stemme, og lader sig bevæge af den, så er der en åbning ind i værket, om end det stadig er knudret, belagt med forhindringer og svært tilgængelig. Indimellem er der et ord eller en sætning, man forstår, og som fletter sig ind i den fortsatte strøm af lyd. Men at lytte efter klangen og følelsen i sangstemmen, åbner op for albummets præmis og giver en fornemmelse af hele ideen bag; at dette er en kortlægning af, hvordan det føles at være besat af en anden, som på én gang både er der (selve besættelsen) og ikke er der (jævnfør hjertesorgen). Det vil med andre ord sige, at det kuldslåede og skæve opleves som Buratellis besættelse.

Når det hele vejen ud og giver mening? Det gør det delvist, men det forbliver overvejende lukket om sig selv. Derfor forbliver Burattelli undergrund og alene det, at denne undergrund findes og bliver udgivet, er et fint vidnesbyrd om bredden i dansk musik her i starten af 2021.

★★★☆☆☆

Skriv et svar