Plader vi overså

Plader vi overså 2020: Del 1

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Det råder vi bod på her. I denne artikel samler vi op fra starten af året til juli 2020.

Moses Boyd – Dark Matter. Udgivet i februar (UK)
Af Perry MacLeod Jensen

Den britiske stortalent Moses Boyd er en ret todelt skikkelse. Han er dels en de af mest interessante trommeslagere, der virker som en oplagt aftager til Tony Allens afrobeattrone, efter han forlod os i slutningen af april – et talent han viste frem på Hotel Cecil tilbage i februar.

Men han er lige så markant som elektronisk producer, der kan indfange lydene fra Londons bastunge undergrund, forene det med hans jazzede virtuositet og lade universerne forenes i funklende lydkollager. “Shapes of You” har potentialet til at være en sang, man ville danse til en varm sommernat, “Dancing in the Dark” lyder som en dunkel, forfriskende triphop-opdatering, og “Stranger Than Fiction” svæver vidunderligt de stramme programmeringer og løse underdelinger.

Oranssi Pazuzu – Mestarin kynsi (FIN). Udgivet i april.
Af Daniel Niebuhr

Der findes feel good-plader; lune som en sommerbrise, behagelige for ørerne, et kæmpe serotoninkick til krop og sjæl. Mestarin kynsi er ikke sådan er plade. Mestarin kynsi er en feel bad-plade, der i sine bedste momenter lyder som de allermest hallucinerende febervildelser.

Oranssi Pazuzu rammer i løbet af deres femte studiealbum en gennemsnitslængde på lidt over otte minutter per maratonkomposition, hvor hver eneste afkrog synes at blive fyldt med pulveriserende blastbeats, tonstunge guitarriffs, udtrippede synthfragmenter, vrælende vokaler og alskens dårligdom. Det perfekte anti-soundtrack til det imperfekte år.

Gabestok – På herrens brakmark EP (DK). Udgivet i maj.
Af Daniel Niebuhr

Ork, mand, der har været så mange gode og nævneværdige, danske metaludgivelser i år, at de nærmest kunne fylde en hel liste på egen hånd. I dét brogede selskab er På herrens brakmark hverken den tungeste (Katlas Warmongering Luciferians Chapter 1 & 2, CABALs Drag Me Down m.fl.) eller sågar den bedste (Afskys Ofte jeg drømmer mig død), men Gabestoks EP-opfølger til seneste fuldlængde, Tre, er til gengæld den mest underholdende.

Fra de ildevarslende bansheeskrig på “Gode gamle Kharon” til den gregorianske koroutro på “Mens du sov” dyrker københavnerduoen en eller anden ren, uforfalsket glæde ved bare at få lov til at fremføre musikken. Som lytter smitter det af i sådan en grad, at man kan tage sig selv i at opleve en nærmest barnlig glæde over blot et stærkt riff eller tight solo, og sværere bør det egentlig ikke være.

Så simpelt. Så fedt.

ML Buch: Skinned. Udgivet i juli. (DK)
Af Frederik Voss

Et debutalbum der føles on-point i forhold til en vis pandemi. ML Buch afsøger kærligheden i en digital og syntetisk tidsalder i sine subtile kompositioner. Som en Laurie Anderson med mere poppede tilbøjeligheder. Hun gør brug af få, men effektive virkemidler: midisynths og -trommer, dreampop-guitarer, trommer og vokaler. Sjældent på samme tid.

Der veksles mellem det strukturelt abstrakte og flydende som på åbneren ”Can You Hear My Heart Leave” til mere traditionelle popsange som på ”Touching Screens”. Fælles for sangene er dog at intimiteten er i behold trods det syntetiske udtryk. Dette skyldes i høj grad ML Buchs vokalmelodier og tekster. Det er melankolsk, ensomt og nærværende på samme tid: en følgesvend til tiden.

Soko: Feel Feelings. Udgivet i juli (F)
Af Jens Trapp

Soko er kunsternavnet på den LA-baserede franske singer songwriter (og skuespiller) Stéphanie Alexandra Mina Sokolinski, som med albummet Feel Feelings indrammer hele det moderne liv med dets besværligheder, især når det kommer til kærlighed. Det er ikke fordi vi står med sjælerystende lyrik, det er mere hele den stemning og aura der omspænder albummet, som gør det til en magisk oplevelse. Som at betragte kunst, der bare smelter sig ind i din sjæl, uden at du behøver at skulle hverken analysere eller skille ad, men bare være tilstede lige dér, mens det sker og være åben for oplevelsen. Feel Feelings er drømmepop med store bløde lyde og sfæriske kor afbrudt af Sokos mere rå og herligt skæve stemme.

Man husker hende måske tilbage fra 2007, hvor De Sorte Spejdere spillede hendes nummer ”I’ll Kill Her” i deres program. Siden erklærede hun sig selv for død, da hendes indre dæmoner og tvivl i forhold til hele musikindustrien blev for overvældende. Kun et halvt års tid senere havde hun heldigvis fundet en vej igennem det og udtalte at: »In my battle with the demons I just had to die coz they’re way too evil and I couldn’t fight … (she was) having a new heart and being ready to be a new man«. Siden har hun udgivet to albums og nu altså det tredje Feel Feelings på hendes eget selskab Babycat Records, men er også signet af fransk-engelske Because Music.

Protomartyr – Ultimate Success Today (USA). Udgivet i juli.
Af Daniel Niebuhr

»When the ending comes, is it gonna run / At us like a wild-eyed animal? / A foreign disease washed upon the beach,« spørger Protomartyr-frontmand Joe Casey indledningsvis på “Processed By the Boys” ud over den pandemiramte virkelighed uden skyggen af sarkasme. Det er stadig hans vildtvoksende sprogblomster, der skaber drivkraften for Detroit-bandet 10 år inde i deres karriere, men på Ultimate Success Today dyrker Protomartyr i lige så høj grad et lydbillede, der er blevet modnet og afrundet med tiden – og som komplimenterer de mere traditionelle rockkompositioner.

Åbneren “Day Without End” giver associationer til en mellemting mellem temaet fra Shaft og “Papa Was a Rolling Stone”, vi render ind i op til flere saxofonarrangementer fra Jerneel Moondoc, mens Nandi Rose Plunketts lette vokal på “June 21” kreerer en svævende modvægt til tyngden i Caseys ditto – og slutteligt udgør Ultimate Success Today bandets mest flerfacetterede udspil til dato.

Laurence Pike: Prophecy. Udgivet i juli (Australien)
Af Jens Trapp

Prophecy er den australske trommeslager og elektroniske musiker Laurence Pikes tredje soloalbum. Pike spiller i PVT, Liars and Szun Waves, men solo er det bare ham selv, hans trommer, percussion og drumpads, med forskellige samples og elektronik henover, som eksempelvis lyden af en æterisk vokal og brusende orgel.

Det er downtempo generøs musik, der konstant overrasker og tager dig nye steder hen. Pike komponerede numrene til Prophecy over fire uger, mens Australien var hårdt plaget af skovbrande og indspillede dem derefter på bare én dag i et studie i Sydney! Prophecy er kontemplativt indadvendt musik og på mange måder noget vi har brug for i vores halvisolerede liv, som de tager sig ud for tiden. Indre magiske drømmerejser som substitut for turbulente fly henover kloden.

Leave a Reply