Plader vi overså

Plader vi overså 2020: Del 2

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Det råder vi bod på her. I denne artikel samler vi op fra efteråret til december 2020.

Anna von Hausswolff: All Thoughts Fly. Udgivet i september (SVE)
Af Simon Freiesleben

All Thoughts Fly er en instrumental magtdemonstration fra svenske Anna von Hausswolff, der udelukkende bruger ét instrument på pladen. Hele pladen er nemlig indspillet i Örgryte Nya Kyrka i Göteborg, der rummer en perfekt replikation af et nordtysk kirkeorgel fra 1700-tallet, som med sine 4.000 piber er det største orgel af sin slags i verden.

Ifølge Anna von Hausswolff selv er pladen et forsøg på at sætte ord på sine følelser efter at have besøgt skulpturparken »Sacro Bosco« – også kaldet monstrenes park – i Norditalien. Det lyder enormt konceptuelt i al sin baroksvælgen, men heldigvis er pladen simpelthen en auditiv fryd at dykke ned i. De stemningsmættede lydtapeter rummer lige dele alvorstung sorg og eventyrlig nysgerrighed, der gør All Thoughts Fly til et værk, der hæver sig over inspirationskilden og bringer det ind i samtiden. Selvom albummet er frigjort fra traditionel sangskrivning og tekster, så opstår der klare paralleller til den isolation og melankoli, som fyldte så meget i det forgangne år og som gør All Thoughts Fly til et både krævende og belønnende musikalsk bekendtskab.

Soundwalk Collective with Patti Smith: Peradam. Udgivet i september (USA)
Af Jens Trapp

Peradam er tredje og sidste led i det, Soundwalk Collective selv kalder et triptykon med titlen The Perfect Vision. Første del var The Peyote Dance, anden del Murmur Love (begge fra 2019) og som disse to første albums tager også Peradam udgangspunkt i en visionært søgende fransk digter. På de to første albums var det henholdsvis Antonin Artaud og Arthur Rimbaud, mens det på dette tredje album er den, i hvert fald for mig, mere ukendte René Daumal, der døde af tuberkulose som 36-årig i 1944, midt i en sætning i netop den roman, som er udgangspunktet for nærværende værk, nemlig romanen: ”Mont Analogue: en roman om non-euklidiske og symbolsk autentiske bjergbestigereventyr” i hvilken han beskriver en metafysisk bjergbestigning af det ultimative bjerg. Et bjerg hvis tinde ikke kendes, men som har rødder i denne verden. Et bjerg der forbinder himmel og jord.

Der er i sagens natur tale om et spirituelt ambient værk, et metafysisk søgende projekt og der lefles hverken for radiospilletid eller playlister. Til gengæld får man et stærkt sjæleligt opløftende værk, hvor Patti Smith (som på de to forrige albums) er en ligeværdig partner på linje med Soundwalk Collective. Også Charlotte Gainsbourg medvirker, foruden Anoushka Shankar, hvis onkel engang havde netop René Daumal som sekretær, Tenzin Choegyal og Dhan Singh Rana.

Deftones: Ohms. Udgivet i september (USA)
Af Simon Freiesleben

Deftones var I forvejen et af de eneste bands, der kom ud af start-00’ernes nu-metal morads med æren i behold – selvom det kan disktuteres, om det var retfærdigt, at de blev sat i den bås til at starte med. Med Ohms viser de amerikanske metalveteraner dog, at de langt fra har overskredet holdbarhedsdatoen og fortsat er relevante samt leveringsdygtige i sublime nyudgivelser.

Ohms er på mange måder klassisk Deftones. På samme tid hårdtslående metallisk og nærmest æterisk progget. Det mest imponerende er hvor ubesværet bandet glider fra eksempelvis ”Radiant Citys” frenetiske og syleskarpe guitarsalver over i romantiske drømmerier på et nummer som ”Headless”, der bedst kan beskrives som en art drømmemetal-slægtning til Cocteau Twins. Tag ikke fejl af Ohms. Det er givetvis ingen skelsættende udgivelse, men absolut en af 2020’s mest helstøbte albumudgivelser.

Mary Lattimore – Silver Ladders. Udgivet i oktober (UK)
Af Perry MacLeod Jensen

Samarbejdet mellem den alternative musikscenes mest kreative harpenist Mary Lattimore og Slowdive-bagmanden Neil Halstead er udgangspunktet for en yderst dyster og forblæst ambientplade. Rammerne i Halsteads studie på en gammel flyvestation i Cornwall virker nærmest perfekte til Lattimores længselsfulde toner. De bliver svøbt ind i reverb og delay, mens Halstead nænsomt doserer sine karakteristiske guitarflader. Lattimore og Halstead supplerer hinandens talenter sjældent godt, og resultatet lyder som en instrumental opfølgning til det minimalistiske og eftertænksomme Slowdive-album, Pygmalion (1995).

Sam Burton: I Can Go With You. Udgivet i oktober (USA)
Af Martin Minka Jensen

Sam Burton leverer på I Can Go With You poppede singer/songwriter-sange af gåsehudsgaranterende kvalitet. De musikalske arrangementer er velbalancerede og er som fløde for sjælen. Der er dog også kant, og det hele sovser ikke sammen i en stor monstersød rødgrød, men rummer varme og intensitet. Denne varme og intensitet skyldes først og fremmest Sam Burtons vokalpræstation, der minder en del om den crooner feel, der fandtes hos Roy Orbison. Det gør ingen fortræd, men det rammer noget i hjertekulen hos undertegnede, hvilket resulterer i, at når jeg lytter til pladen, så bræger jeg højlydt og dybt med på det givne nummer.

Jeg har læst flere steder, at nogle omtaler pladen som værende ”downer folk”, men det er ikke helt dækkende. Nuvel, der er ikke tale om sprudlende munterhed, men ej heller melankolsk afgrund. Teksterne kredser om triste kærligheds- og identitetstanker, men samspillet mellem instrumenteringen og vokal hæver det op fra tristheden. Kan du lide Tim Buckley blandet med Roy Orbison og Mazzy Star, så lyt til denne plade.

Dezron Douglas & Brandee Younger – Force Majeur. Udgivet i december (USA)
Af Perry MacLeod Jensen

Man bliver allerede lidt træt ved tanken om de corona-værker, der nok snart skal vælte ud fra musikernes hjemmestudier og lyde åh så eftertænksomme og ensomme. Force Majeur kunne sagtens være et af disse coronaværker. Med en mikrofon i parrets lejlighed i Harlem, livestreamede bassist Dezron Douglas og harpeist Brandee Younger i foråret minikoncerter fra deres stue, og de bedste indspilninger er samlet på denne plade. Det lyder omtrent lige så kvælende 2020 som Zoom-møder, albuehilsener og mundbindsjokes.

Men Force Majeur er så meget mere end et tamt forsøg på opretholde et normalt liv – nu bare væsentligt mere distanceret. Med sin minimalistiske arrangering er pladen som en lille skønhedssprække og tiltrængt tænkepause. Douglas giver sangene en minimalistisk rytmik, når hans hånd slår mod hans kontrabas. Han spiller tunge riffs, der har en ret street grundklang og repræsenterer den afroamerikanske musikhistorie, mens den klassisk trænede Youngers fingre bevæger sig så let over harpestrengene, at sangene får deres vægtløse tilstand, der nok skal glæde Bremer /McCoy-fans.

Det mest bemærkelsesværdige er næsten fraværet af det øvrige akkompagnement. Den sparsomme duo komplimenterer konstant hinanden, når de enten følger hinandens melodier eller danner underlag for partnerens frie, musikalske tankespind. Ret 2020-agtigt at fraværet af andet end harpe og kontrabas i den grad sætter harpe- og basklangen fri i den her coronameditation.

Skriv et svar