Plader

The Avalanches: We Will Always Love You

Skrevet af Marcus Nyegaard

Skuffelserne og opturene fra samme på We Will Always Love You, er af samme størrelse som gæsteoptrædenerne på albummet, mange. Drop skænderierne over aux-stikket til studentervognturen, og sæt det her album på (og fortæl ingen, at det er lavet af The Avalanches).

The Avalanches er tilbage. Dj-duoen fra Australien har udsendt deres tredje album We Will Always Love You, og dette markerer en pause på blot fire år. Noget kortere end de 15 år verden skulle vente på Wildflower efter det skelsættende Since I Left You. Det er svært ikke at være begejstret som stor Avalanches fan, men der er ikke langt fra skuffelsen, når man sidder med en stor forventningsglæde.

Det som The Avalanches excellerede i med Since I Left You, er næsten helt fraværende nu. En mixing hvor numrene overlapper på nærmest symfonisk vis, var hvad der gjorde dem til sample-guder. I dag er de mere helstøbte musikere.

We Will Always Love You bærer præg af et hav af sekvenser og interludes, der gentager sig selv rundt omkring albummet. Don’t f*** with the formula, tænkte dj-duoen nok. Utilsigtet fungerer det bare ikke, fordi der slet ikke sker nok genremæssigt. Sangene går ikke i forskellige retninger rent musikalsk. I forhold til debutalbummet der blandt andet byder en på dans med en latin-sektion i titelsangen Since I Left You, bliver det nyudgivne projekt en pøl af ensporet easy listening elektronisk soul, uden at afvige det store fra dance genren. Det kan bedst forklares som når man er til fest og aux-stikket bliver revet rundt. Hvis man skal følge den metafor, kunne man også argumentere for, at sangene sjældent når at blive spillet til ende, før takterne til en ny sang brager ud af højtalerne. Sådan lyder We Will Always Love You.

Selve albummet er på mange måder næsten identisk med Gorillaz combacket Humanz fra 2017. Det er ligeledes et stort album med features der lover stort, men falder over sine egne ambitioner. Med et misk mask af fremtrædende gæster i nogenlunde samme kaliber som på Humanz, formår The Avalanches dog ikke at skuffe lige så slemt.

Det har været en tilvænningsproces, at forstå The Avalanches som mere end instrumentalt plunderphonics musik. Da der kom nye boller på suppen på Wildflower, var det med en anelse angst, men begejstringen viste sig dog stor, da den mytiske DOOM som et lyn på en klar himmel, lagde sit vers tilbage i 2016. Bevares, de har styr på deres hip hop game. Lidt anderledes er feature-situationen nu.

Lad os starte med, at adressere elefanten i rummet. Kurt Viles spoken word sang. Hvad sker der? Med en forventning om en country sang i Avalanches universet, er det helt fint med spoken word ved nærmere eftertanke. Det er en feature der slet ikke giver mening.

Der er mange malplacerede gæsteoptrædener på We Will Always Love You. På ”wherever you go” er Neneh Cherry en decideret skygge af sig selv, med et af de mest cheesy vers jeg længe har hørt. Seancen foregår over et ellers ret fedt Jamie xx lydbillede, som man kender dem allerbedst.

Med trip hop ikonet Tricky på ”Until daylight comes”, lyder den til at starte lovende. Og tiden går. Der sker ikke rigtig noget imens begejstringen langsomt aftager. Det er en trip hop sang, der aldrig når at tage form og blive en sang.

Tricky er tilbage i den noget mere helstøbte sang ”take care in your dreaming”, med en herlig intro før Denzel Curry stormer frem med sin rap. Gennem verset ridser han sin rapkarriere op, år for år. Ja, faktisk handler hele verset om hans up and coming. Men okay, han skriver fandens destruktivt og har et godt flow.

Den poppede ”Running Red Lights” føles lidt som en finale i hele puslespillet. Og hvilken finale med Weezers Rivers Cuomo. Sangen kan på mange måder forklare The Avalanches anno 2020. Det lyder overhovedet ikke som den genistreg der var Since I Left You, men det har sin plads på hylden, og ikke mindst vidner den om måden de laver musik på i dag.

Det er som om at den nye Avalanches tilværelse med live musik skyldes, at dj-duoen simpelt hen har mistet lysten til at bladre gennem alverdens plader med de mest obskure covers. Som følge har de hevet en masse kreative kræfter ind, for at kompensere for deres egen mangel på dette. Resultatet er et projekt der stikker i alle retninger, uden at gøre det ordentligt med en rød tråd. Avalanches tråden.

Hvis det ikke står klart efterhånden, er Since I Left You et af undertegnedes yndlingsplader. Det gør lidt ondt, at kritisere We Will Always Love You, for ikke at lyde som den genistreg der var debutalbummet. Det ville også være en skam, hvis det var den eneste måde at forholde sig til ny musik på.

Det tog en del gange fra ende til anden, for at affinde mig med, at det ikke lyder som det projekt jeg havde forestillet mig og håbet på. På et tidspunkt passerede jeg et punkt hvor jeg ikke længere var skuffet, men accepterede det som det er. Det samler sig pludselig, når man giver slip på sine fordomme. Det bliver helstøbt på dets egets premisser. Når det punkt indtræffer, kan jeg se det gode i albummet. We Will Always Love You er dog et album der stadig er præget enormt meget af stilen man kender The Avalanches for. Det fungerer bare ikke, hvis man begrænser genrerne som på albummet her. Resultatet bliver et dateret album der er fedt lige nu men måske ikke om 19 år, som det er siden Since I Left You, der stadig lyder dugfrisk, kom ud.

★★★★½☆

Skriv et svar