Plader

Yung: Ongoing Dispute

Efter en dyb bandeksistenskrise er Yung tilbage med fornyet kraft på 2’eren Ongoing Dispute. Deres forskelligheder bliver samlet til én styke, og den hæsblæsende indierock må vige pladsen for tungere riffs og post-punket eklekticisme.

Da jeg så YungJourney.fest for små to år siden, var det en blandet oplevelse. Jeg måtte bøje mig i støvet for Mikkel Holm Silkjærs dybfølte stemme og et velspillende band, der lød farligere live end på plade. De var unge og energiske, men også lidt ensformige i udtrykket. Så på godt og ondt er der løbet meget vand i stranden siden. Det gode er, at de fire musikere har fundet plads til at udgive et album, der formår at gengive noget af det rå og larmende, jeg oplevede den aften.

Ongoing Dispute er bandets andet album i fuld længde. Det har både været længe undervejs og efter bandets eget udsagn, har det også været svært at nå frem til. Pladen tog sit udspring i frustrationer over fremtidsudsigter og en grundlæggende uenighed om, hvilken vej bandet skulle gå (hvis nogen). Det har selvfølgelig sat sine spor på de ni numre. Men hvor det nemt kunne være endt i noget fragmenteret rod, hvor alle vil bestemme, har de fire bandmedlemmer i stedet formået at kombinere hver deres styrke til ét fælles udtryk. Tør man sige, at det klæder dem at være kreativt uenige? At jorden brænder under deres fødder? Det tør man godt.

Hvor de på debutpladen A Youthful Dream (2016) kørte med 200 km/t med kun få afstikkere, er der på Ongoing Dispute blevet plads til mere fordybelse og eksperimentering. Det høres blandt andet på et nummer, som meget passende hedder ”Progress”. Tempoet er skruet gevaldigt ned. Trommeslager Frederik Nybo Veile undgår fristelsen til at smadre igennem, men holder rytmen tung og kontrolleret, og sammen med Tobias Guldborg Tarps bas agerer han et solidt bagtæppe for resten af bandet.

Gennem Silkjærs dansende, nærmest fortællende stemme, flyder en historie om succes, eller måske rettere forestillingen om denne: »They shouldn’t settle for anything less than long term success/ But it’s hard every time I’m taking a step if feels like I’m dragging my feet«. Man fornemmer ambivalensen; Hvis vi skal gøre det her band-noget, skal vi gøre det ”ordentligt” og med et langsigtet mål i sigte, men… er det, det rigtige?

Det er just efter disse ord, at guitarist Emil Zethsen, der har ligget lunt men snerrende bag Silkjær, for alvor lader solostrenge vrænge nærmest som svar på Silkjærs overvejelser. Stilen fortsætter på ”Dismantled”, der dog er betydeligt tungere i sit overordnede udtryk. Her får både Nybo Veile og Guldborg Tarp revanche på trommer og bas, når de træder meget mere i forgrunden og begge tæsker igennem på instrumentalstykkerne mellem versene. Zethsens guitar følger med, men kører alligevel sit eget løb, og præcis som Silkjær sætter i et inderligt »I took my role too seriously«, forvandles den indtil nu massive wall of sound til drømmende shoegazer-melodi. Det fungerer virkelig godt.

Pladen beskrives bedst som et form for eklektisk kærlighedsbarn mellem Suede og Nirvana. Hør lige Silkjær fråde, hvæse, skrige »SaYYYYY/ what’s on your mind« på ”Unresolver”, pladens næstsidste nummer. Det er ”Scentless Apprentice” om igen – jovist med mindre weltschmerz, men Cobains skæbne taget i betragtning kan mindre også gøre det.

Og hvad med ”Lust and Learning”, der sniger sig ind tidligt på pladen? Det er small town-sentimentalitet, som møder midt-halvfemser britpop-guitarriffs, der kradser så dejligt velkendt. »Searching for meaning in a provincial town«. Brett Anderson ville være stolt, og så er det sgu bare lækkert med noget ”uuh uhh”-backing vokal fra Guldborg Tarp, der foruden at agere brændstof for min Suede-sammenligning også bare lyder fantastisk. Han slår til igen på ”Above Water”, og det er egentlig utroligt, hvor meget dimension og dybde et lille touch af backing-vokal kan give, men det formår både at understrege Yungs mere drømmende inderock-side, samtidigt med det giver et tungere nummer som for eksempel ”Above Water” et strejf af lethed.

Med Ongoing Dispute føles det som om, Yung har taget et vigtigt skridt i en mere moden retning. Ved at lade deres forskelligheder skinne igennem i stedet for at forsøge at samle det, der måske i virkeligheden har bedst af at stå alene, fremstår de fire musikere paradoksalt nok som en mere sammentømret gruppe end nogensinde. Forhåbentlig går der ikke alt for længe, før man kan få lov at høre det live.

★★★★★☆

Leave a Reply