Plader

Felix Arthur: Fartøj

Skrevet af Søren Hansen

Til trods for fine takter og gode idéer, løfter Felix Arthur ikke de 80’er-romantiske ambitioner på en EP, der lyder for maskinelt, har for ufærdige sangidéer og for demolydende instrumentaler.

Felix Arthur er et ubeskrevne blad og et relativt nyt projekt. Han har to singler, “Rosenskyer” og “Handlingen”, som er blevet suppleret af fire nye sange og nu udgør Fartøj. En tætpakket sag på 18 minutter.

Men hvad er det for en størrelse? Universet består af ubrudte poetiske billeder, der kredser om kærlighedens slutning, lykkens væsen og en generel angstfyldt længsel. Det munder ud i fine linjer som f.eks. »Med dine læber/ (H)visker du mig ud«, men for det meste driver det af følt indsunget 80’er-lyrik: »Fangearme misser dig du kravler fra din samtid/ Skumle blikke tager dig og river dig itu«. Der siges mange fine ord og udtrykkes meget melankoli, men jeg savner lidt idé og vid i det. Det svinger mellem at være enten banalt eller uforståeligt.

Produktionen er lidt skiftende og nogle steder vidner den om faglig snilde, som i overgangene på “Rosenskyer”, der er markeret af produktionstekniske og melodiske valg, som fungerer rigtig godt. Dertil er nummeret bygget op omkring et repetitivt vokalostinat, som virker fint. Stemningen sigter henad en art 00’er-r&b med nogle Timberlakede synths og kantede maskintrommer. Den famlende vokalpræstation og uskarpe hooks gør dog, at det ikke ender så godt, som produktionen ellers berettiger til.

Åbningsnummeret “Trang” rummer også gode kvaliteter. Som det er karakteristisk for pladen, bliver de analoge synths brugt til at skabe et koldt og dystert billede. Jeg synes melodien har fat i noget, og sangen kunne med lidt mere arbejde have været klart det stærkeste nummer på pladen. I stedet slutter den lidt abrupt uden at virke fuldført.

“1000 minder” er disket midtempo og lettere dansabelt, men det bliver sgu, også her, en smule for elementært. Trommerne er kedelige og bassen, som driver nummeret fremad, kører lidt for lige ud ad landevejen i en quasi-Tame Impalask stil, hvor det bare lyder billigt og lo-fi på den dårlige måde. Slutnummeret “Ikke stoppe” er en lille note på halvandet minut, hvor et enkelt mantra gentages sangen igennem: »Jeg er ikke bange for at blive syg/ Jeg er ikke bange for at miste dette menneske/ Jeg er ikke bange for at blive syg/ Jeg stopper ikke før, at du er fri fra alskens smerte«. Det siger i hvert fald ikke mig noget, og da albummet rinder ud, sidder jeg igen med en følelse af noget, der ikke er bagt helt færdigt.

Og det er min generelle følelse med hele EP’en. Der er fine takter og gode idéer, men også lidt for mange pitchende vokaltakes, ufærdige sangidéer og demolydende instrumentaler, end hvad godt er.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply