Plader

First Flush: Fjorden

Skrevet af Simon Ørberg

På deres femte album er den autotunede forfatterskolerock hos First Flush mindre eksperimenterende og mere omfavnende. Over ni sange giver de deres bud på poetisk popmusik, hvor et fortærsket billedsprog finder styrken i en fælles ensomhed.

Vildgæring er en biologisk proces, hvor luftens bakterier selv sætter gæringen i gang. Det er ofte uønsket, noget som opstår spontant og kan være svært at styre. For det danske band First Flush er det sådan, ensomheden føles. Den kan pludselig slå rødder, overtage og ødelægge, men under de rigtige forhold kan den også kontrolleres. Man kan udnytte dens styrker. På gruppens femte album Fjorden udforsker de denne ensomheds dimensioner, forsimpler lyden og ender med deres mest poppede sange til dato.

Popmusikken har dog længe løbet som et underliggende spor hos det odenseanske femkløver. Bandet kom ud af det nu hedengangne kunstnerkollektiv Af Med Hovedet, hvor de med kollegaerne i Synd og Skam udpegede en ny retning for dansk avantgarde-rock i midt-10’erne. En retning, der var ligedele smadderpunk, autotunet hiphop og poetiske forfatterskoletekster. Over fire fuldlængde udgivelser blev stilen forfinet, og det kulminerede i gruppens hidtil stærkeste album, Spira fra 2018, hvor netop popmusikkens oprigtighed, sensibilitet og solide melodier rumsterede bag alle eksperimenterne.

På den nye udgivelse er der byttet om på den fordeling. Den nøgne popmusik står forrest, eksperimenterne bagerst. Men autotune er der stadig rigeligt af. Stilskiftet, hvis man kan kalde det, blev allerede præsenteret med førstesinglen “Vildgæret ensomhed”, som har Søren Holm fra Liss med på backingvokal. Over et langsomt elektronisk beat, en følsom akustisk guitar og atmosfæriske elguitarer gentages en kort, men smuk tekst om, at det stærke i dagen kun er til låns, resten af tiden er vi alene. Der er dog intet opgivende at spore i de ømme vokaler. Det er som om, First Flush finder tryghed i erkendelsen.

Flere af sangene kredser netop om ensomhedens væsen. På åbningsnummeret “Det blir aften” er vi alene med hinanden; “Ånder du nu” handler om at savne, så det gør ondt; i “Spejlet” er man fremmedgjort over for sig selv; og på det smukke afslutningsnummer “Blanke mørke stille” er det hele verden, der er fremmedgjort. På Spira var der strygere, blæsere og genreekskursioner i øst og i vest, men på Fjorden er instrumenteringen skåret ind til benet: Guitar, bas, trommer. Inspirationen fra hiphop høres stadig på et nummer som “Ånder du nu”, men ellers er lyden på albummet forholdsvist stringent, produktionen blød, og både tekster og melodier mere umiddelbare, end de har været tidligere.

Man skal dog ikke langt ind på pladen, før man har kortlagt teksternes forholdsvist begrænsede univers. Sommer, nætter, kroppe og hud er alt sammen billeder, der bruges gentagende gange. Der er da heller ikke noget galt med metaforerne. De er potente og vækker de følelser, de skal vække, men på et kort album tømmes de også hurtigt for mening. Hvor meget poesi er der lige at hente i din ekskærestes hud?

Derfor er bandet også bedst, når de glemmer sentimentalitetsmarkørerne, hvilket de eksempelvis gør på “Noget andet”. Over et simpelt akustisk guitarriff, der sender tankerne mod The XX, synges teksten fra et sted, hvor man prøver at glemme en anden, men tanken spøger, som tanker jo gør: Hvad nu hvis? »Ku vi ha været noget andet end det her«, spørges der håbefuldt. Det er nyttesløse spørgsmål, ligegyldige og farlige spørgsmål, som kan forpurre din sjæl en søvnløs nat, men mest af alt er det menneskelige spørgsmål. For det er så menneskeligt at tvivle, og når First Flush ikke pakker den tvivl ind i fortærsket metaforik, fremstår den inderlig og ægte, præcis som musikken.

Det samme gør sig gældende på titelnummeret, “Fjorden”, som må være det mest klassisk rockede i bandets katalog. Versene kredser om de samme førnævnte velkendte billeder, men så kommer omkvædet, der beskriver et par, som ikke ved, hvad de vil med hinanden: »Du sagde jeg skulle bestemme, men/ ku det ikke uden at fornemme, hvor-/dan verden, som du ønsker dig den/ er en anden end den var i går«. Ingen ved, hvor de vil hen, bare at de ikke vil tilbage. Vægelsindet er her så præcist formuleret, så stort og skæbnesvangert. Med den finurlige orddeling og uimodståelige melodi lyder omkvædet nærmest Peter Sommersk. I en anden verden kunne det have været en vise i Højskolesangbogen.

Fjorden graver First Flush den popmusik frem, som de altid har haft liggende lige under overfladen. Den spirer nøgent og ømt og allerstærkest, når de ikke overforbruger billedsproget, som til tider kan føles som poesiens svar på strygerne i baggrunden af et melodrama. Det virker, ja, men bruges det for meget, mærker man dem mindre. Og First Flush laver musik, der skal mærkes.

★★★★☆☆

Leave a Reply