Singlr

Fredagssinglr: Black Honey – Disinfect

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

“Disinfect” er en tungtslående corona-fanfare. Et kig i krystalkuglen fra før pandemien. Nummeret viser, at britiske Black Honey går tungere til verden end før. Men ikke mindre tarantino’sk.

En femme fatale møder Dødens Gab. Det er mere eller mindre sådan nummeret “Disinfect”  føles, når det åbner.

Ildevarslende med sin hurtige basgang, der hurtigt lister sig afsted. Så kommer trommer og hurtige slag på et par underspillede power-akkorder, der giver nummeret vinger, inden det smadrer lytteren i hovedet med en overdistortet hammer af en guitar i omkvædet. Alt imens forsanger Izzy B. Phillips tungt messer »Disinfect the disaffected«.

Modsat af hvad titlen skulle antyde, og selvom ordet virus nævnes undervejs, er det ikke et corona-nummer. Det er skrevet før pandemien tog halsgreb på verden, som vi kender. “Disinfect” er derimod endnu et nummer om mennesker, der vil noget for meget, eller for lidt, og som har en eller anden form for kærlighed på spil.

Men lyrikken er heller ikke det vigtigste ved Black Honey, der er mere interessant for deres meget visuelle univers. Bandet lyder som soundtracket til alle de film, som Quentin Tarantino har overvejet at lave, men aldrig kommer til. “Disinfect” er ikke udenfor denne genre og kunne nemt være noget, der havde været en del af smukt udført og udpenslende voldsscene.

“Disinfect” er skåret efter en klassisk skabelon og overrasker som sådan ikke i sin udførelse eller stil. Omkvædet er dog så tungt at en eventuel form for melodik drukner.

Alt tyder på at bandet kommer til at sætte en streg under det på det kommende album.

——————————-

“Disinfect” er udgivet 18. februar og er femte single for albummet Written & Directed, der udkommer 19. marts.

Leave a Reply