Singlr

Fredagssinglr: Mush – Hazmat Suits

Foto: PR
Skrevet af Bitten Kjærgaard

Leeds-drengene skruer op for energien og de fuzzindsmurte riff på singleforløber for det kommende Mush-album.

Det engelske alternative rockband Mush er ude med deres andet album Lines Redacted 12. februar og udgav singlen “Hazmat Suits” onsdag i denne uge.

Gruppen, der kommer fra Leeds, bruger det politiske landskab i Storbritannien som inspiration til deres musik. Og deres første fuldlængde album 3D Routine fra februar 2020 kredser da også om det politiske klima i England. Dengang med en optimistisk stemning omkring Labour-partiets fremgang og udsigten til en socialistisk regering, ledet af Jeremy Corbyn. Men den stemning skulle som bekendt ændre sig.

De skulle egentlig på landevejen, men på grund af pandemien og den manglende mulighed for at turnere, gik bandet i stedet i gang med at skrive nyt materiale og har udgivet ikke mindre end to EP’er i løbet af året. Nu er de klar med deres andet album mindre end et år efter udgivelsen af deres debutalbum. Denne gang et album, der er fyldt med kynisme over den politiske situation i Boris Johnsons Storbritannien. Forsanger Dan Hyndman forklarer om “Hazmat Suits”:

»Jeg så en gruppe fyre i hazmat suits (beskyttelsesdragter, red.) gå ind i en bygning i Leeds’ centrum omkring marts. Det var et rigtig stærkt billede, der fik mig til at samle melodien op igen. Det fremkaldte en ægte moderne dystopisk stemning«.

Nummeret er guitardrevent og højenergisk med masser af støjede riffs og legende fingerspil, der giver nummeret et fuzz-indsmurt hook,  og som hen mod slutningen får en kunstnerisk, knivskarp finesse. Nummeret byder både op til både dans og til diskret nikken med hovedet. Næsten for støjet til at høre hjemme i stuen, og det er lige tilpas.

I pressemeddelelsen beskriver Hyndman nummeret som riffy, og fortæller, at det netop også er en af de få melodier på den nye plade, hvor guitarist Steven Tyson havde en hånd med i tilblivelsen, inden han døde. For desværre måtte bandet til stor sorg i december sige farvel til deres guitarist.

 

Leave a Reply