Plader

Guldimund: Dem, vi plejede at være

Skrevet af Simon Ørberg

På sit andet album som Guldimund fuldender Asger Nordtorp sit romantiske projekt om at vride de største følelser ud af dagbogsoptegnelser fra et parforhold på kanten af opløsning. Resultatet er et forbandet godt skilsmissealbum, der vover sig ud i noget så farligt som at håbe på forsoning.

Bag masken på albumcoveret og det Grundtvig-klingende kunstnernavn gemmer sig en garvet musiker fra den danske indiescene. Asger Nordtorp Pedersen har tidligere spillet i både Tårn og Blaue Blume, men gik solo som Guldimund i 2017 med et langt og spraglet debutalbum, der blev fulgt op af “Til min mælkebøtte” – en syv-minutters kærlighedshymne, som Nordtorp kaldte sin sidste forelskelsessang. Slutningen på hvedebrødsdagene.

Alt denne musik er nu fjernet fra internettets arkiver, og nu har vi så Dem, vi plejede at være: ni sange om et parforhold i krise. Væk er forelskelsen og drømmene, tilbage står dagligdagen med dens evige opvask, stikpiller og skænderier. Hvor skilsmissealbums oftest er skrevet på bagkant af det forliste forhold, skriver Guldimund direkte fra frontlinjen, hvor hverdagens skyttegravskrig raser mellem en far og en mor, der ikke længere ved, om kampen er værd at kæmpe. Det er udleverende og intimt, nogle gange dagbogsagtigt, men nærheden til krisen og uvisheden om udfaldet gør smerten så meget større.

For ondt, det gør det. Albummet er fyldt med hjerteskærende øjebliksbilleder, scener fra et ægteskab om man vil, fortalt i nøgterne detaljer. Tag blot åbningsnummeret “Ikk’ endnu”, hvor et skænderi er ved at blive voldeligt, men Nordtorp insisterer på, at det ikke er den, han er, alt imens hans kæreste klamrer sig til væggen i frygt. En skærende guitar langt tilbage i mixet vræler som et ekko af den vrede, der boblede op i ham i øjeblikkets hede.

Skænderiernes brutalitet belyses også i titelsangen, hvor glas bliver smadret, karklude revet over og t-shirts flået itu. De deskriptive scener akkompagneres af rumklang og varme toner, men desperationen i stemmen tager til og koger over, den messende tekst borer sig fast som en remse, han manisk må gentage for at minde sig selv om, at »jeg kan ta’ tusind slag for dig endnu«. Men opgivelsen gemmer sig mellem ordene (som det efterfølgende interlude på albummet også hedder), og på “Søde” bliver tabet endelig formuleret klart og tydeligt. »Det forandrer sig nok aldrig/ det strander her«, lyder det opgivende.

Men så sker der noget. På “Små fingre” møder vi parrets barn, manifestationen af den kærlighed, der engang fandtes mellem far og mor, og pludselig er verden blid, ja, faktisk simpel: »Du rækker op og rør ved mit hår og ved mit øre med dine små fingre/ og jeg må holde mig tilbage/ fra at vække dig«. Så enkelt kan kærligheden også være. På den efterfølgende sang “Stue 15” får kærligheden en anden størrelse i form af et requiem for en døende svigermor, som parret besøger på hospitalet, og som dukker op igen på afslutningsnummeret som en stjerne på himlen, der viser vejen ud af krisen.

Sangene på anden halvdel af albummet gør udgivelsen til mere end dagbogsoptegnelser fra Nordtops indebrændte hverdag med al dens bitterhed og vrede. Det er en essentiel udvidelse af historien og følelsesregisteret, og grunden til at det ikke “bare” er en skilsmisseplade, men en gennemført fortælling om tilgivelse og håb. Det er nemlig også her, vi får albummets smukkeste og mest blottede nummer, “Brænder Stadig”, som midt i de slæbende trommer og kvælende apati alligevel vover sig ud i én sidste håndsrækning ved at indrømme, at »noget i mig brænder stadig«. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er nok.

Ingen kan love dig i morgen, som Rasmus Seebach så fint har formuleret det, men hos Guldimund er det også kun natten, de skal igennem, og på afslutningsnummeret “Kragerne” står solen endelig op og lyser over det krigshærgede par: »Jeg står med barnet på armen/ du smiler i smug«. I hænderne på en anden ville det være cheesy, en misforstået happy ending, men ambivalensen får her lov til at klinge i luften med den akustiske guitar.

Cheesy er faktisk det sidste ord, der bør bruges til at beskrive Dem, vi plejede at være. Her er ingen kalibrerede pophooks, der stjæler din opmærksomhed, men i stedet sange der i sit eget tempo kravler ind under huden og nægter at give slip, når de først har fået fat. Nordtorps baggrund i kirkekor benægter sig ikke. I de enkle, nogle gange barnlige rim gemmer sig en katedral af følelser; i de usentimentale beskrivelser af hverdagens trummerum et levet liv. Man skal lede længe efter et andet dansk album, der med samme originalitet og præcision udleverer, hvad der sker, når kærligheden slipper op – og alligevel tør håbe, at den i sidste ende vil sejre.

★★★★★½

Skriv et svar