Singlr

Hvad lyttede vi til – Februar

Skrevet af Redaktionen

Vi sætter punktum for februar måned, der endte med at bringe flere redaktionelle lovprisninger med sig her på Undertoner.

Således scorede nye plader fra blandt andre Guldimund og Slowthai nærved topkarakter, mens vi også dissekerede Joni Mitchells Hejira samt nåede omkring seneste singler fra navne som Praytell og serpentwithfeet.
Men hvad med alt det andet, vi ikke lige nåede at få vendt? Det prøver vi at lave en opsamling på her, hvor det blandt andet skal handle om flyveture til New York, arktiske vintre og havets helende kræfter.

The Ruins of Beverast – Polar Hiss Hysteria

»Many have come to be slain upon the alter of ice,« gik jeg misfornøjet og mumlede for mig selv, da fimbulvinteren gjorde sit indtog tidligere i februar. Femte fuldlængdeudgivelse for Alexander von Meilenwalds The Ruins of Beverast-alias, The Thule Grimoires, agerer nemlig den perfekte vinterplade, når dens dronende riffs og brutale blastbeats akkurat som kuldechokket piercer sig gennem både baselayer, Gore-Tex® og vinterfrakker. På “Polar Hiss Hysteria” balancerer vi mellem en black- og doommetallisk yderpol, hvor von Meilenwalds arktiske narrativer undervejs får selskab af et messende kor – ikke helt ulig den shamanistiske pladeforgænger, Exuvia – før det hele fader ud til tonerne af skivens bedste sekvens.
(Daniel Niebuhr)

Mahalia (feat. Rico Nasty) – Jealous

Britiske Mahalia er fortsat et relativt ubeskrevet blad på de danske musikfrekvenser, men det kan hun hurtigt komme efter, og i februar udgav hun så i samarbejde med den alsidige hiphopper Rico Nasty nummeret ”Jealous”. Det er svært ikke at rokke lidt med, for ”Jealous” er et vanvittigt catchy hiphop-nummer, og Mahalia og Rico Nasty komplimenterer hinanden fuldkomment. Både nummeret og den tilhørende musikvideo, (der også er ganske glimrende), har tydelige spor af 00’ernes R&B, hvilket er en lyd, som lader til at have en stor indflydelse på Mahalias musik – og det bliver spændende at se, hvor hendes potentiale fører hende hen.
(Kasper Gregersen)

Cassandra Jenkins – New Bikini

Arh for dælen da, den der tilbagelænede melankolske stemning rører altså ved noget helt inde i sjælen. Det er ambient folk med singer/songwriter-stemning. Det er Cassandra Jenkins’ nye sang ”New Bikini” om at komme sig over livets modgang ved at tage et dyp i havet, hvor havets helende kraft gentages som et mantra gennem sangen. Det er det, de alle sammen siger til hende. Også da vennen David Berman tager sit eget liv kort før Purple Mountains-turnéen, som Jenkins skulle have været med på. »After David passed away /…/Baby go jump in the ocean/ It’s cold enough to get your blood moving/ The water/ It cures everything,« synger hun, mens horn og ambiente lyde smyger sig om hendes luftige stemme. Hele albummet An Overview on Phenomenal Nature kan varmt anbefales! Impressionistiske portrætter af venner og fremmede; vedkommende musik med tyngde og noget på hjerte.
(Jens Trapp)

The Weather Station – Separated

Tamara Lindemans The Weather Station har med albummet Ignorance leveret en bunke stærke sange; rige på sorg og glæde. På “Separated” møder vi en klassisk, romantisk problemstilling om svigt, stædighed og ansvarsfralæggelse. Nærmest i den rækkefølge bliver problemerne ridset op med en så banal tekst som »You’vе committed to this wall we sleep against.« På den relativt korte længde, er “Separated” afsindigt tætpakket. Den når endda at udvikle sig til art rock, bedst som man kender det fra Talk Talk, før den finder tilbage til det catchy omkvæd – denne gang med afslutningen »Separated by the relief you want to feel / Separated by the belief this cut can heal.«
(Marcus Nyegaard)

Wolf Alice – The Last Man on Earth

Wolf Alice udgav i slutningen af februar nummeret ”The Last Man on Earth”, der starter med et melankolsk klaver, som Radiohead og Peter Sommer ville have elsket. Forsanger Ellie Roswells hviskende vokal og langtrukne melodistykker bærer nummeret, der er uhørt stille for et Wolf Alice-nummer. Men det hele er én stor opbygning, hvor det først løfter sig over to minutter inde. Det ender med at række ud efter det episke, og Roswells vokal når også at få lidt af den skingre kant, der kendetegner hende og Wolf Alice-lyden.
(Lasse Yde Hegnet)

Juan Wauters (feat. Mac DeMarco) – Real

Det lyder ret følsomt og inderligt, når den amerikansk/uruguayanske singer-songwriter Juan Wauters slår nogle strenge an på den akustiske guitar og går i gang med “Real”. I starten af sangen står Wauters rimelig udmattet efter noget, der lader til at have været ret intenst. Det er en følelse, vi får lov til at dvæle ved i godt og vel to minutter. Så følger sangen sit eget spontane indfald, flyver til New York, og straks bliver humøret meget bedre. Her mødes han med Mac DeMarco, der med sine autotunede sidekick-linjer indtager rollen som vennen i New York. Det lyder af sommersjov og afslappede lange aftener, men også af et lidt for stort opsat narrativ at presse ind på fire og et halvt minut. Tag dog ikke fejl: “Real” er et herligt og vellykket nummer.
(Perry MacLeod Jensen)

Skriv et svar