Singlr

Hvad lyttede vi til – Januar

Skrevet af Redaktionen

Et nyt år har taget sine første spæde skridt, og med sig har det bragt en masse oversete singler og små perler, som vi ikke har haft mulighed for at vende i vores anmeldelser.

Vi tager derfor et kig på nogle af de numre, der har været mest i rotation på vores respektive playlister.
Januar måned har således været præget af et stærkt retrofokus, hvor vi når at runde både lyden af Californien i 1960’erne, Motown ligeledes i 1960’erne samt 80’ernes spraglende newwavescene.

Hand Habits – 4th of July

Ofte overskyggede studiemusiker og guitarist Meg Duffy er tilbage i rampelyset som singer/songwriter med den intime single ”4th of July”, der trækker spor fra Big Thief såvel som Angel Olsen. På skrøbelig vis omfavner indiefolksangen både den kaotiske følelse af fortabelse i fortiden og forsøget på at grave sig fri af den. Det er blide vokaler over akustisk guitar, som bærer nummeret hen til omtrent halvvejsmærket, hvor vokalen strækkes ud i en fornemmelse af frit fald kun grebet af de hårdtslående trommer, der løfter resten af sangen mod et adrenalinfremkaldende tempo. En enormt fængslende singleforløber, som lover stærkt for EP’en Dirt, der udkommer 19. februar.
(Christian Valdbo Fobian)

Valerie June feat. Carla Thomas – Call Me a Fool

Valerie June har på sine fire album bevist, at hun behersker det meste af den amerikanske musiktradition. Hun har ubesværet været rundt om country, blues, folk, soul, og der har sågar været en afstikker til desertrock. Alligevel er der ikke noget sted i bagkataloget, hvor hun musikalt har fundet sig så godt til rette som på sin nyeste single, ”Call Me A Fool”. Der er ikke tale om nogen musikalsk revolution, men bare en forbandet god sang. Hendes dybe, hæse skrig i omkvædet giver akut gåsehud, og den kunne lige så vel have være udgivet på Stax eller Motown og ligget på toppen af hitlisterne i 1960’erne.
(Perry MacLeod Jensen)

Speedboat – Dog Toy

Brighton-brødrene Johnny og Will Griffiths har øjensynligt brugt rigeligt af deres ungdom på at nærstudere bands som Sparks, Devo og Oingo Boingo – i hvert fald hvis man skal dømme ud fra duoen seneste single, “Dog Toy”. Som Speedboat dyrker brødrene nemlig en pastelfarvet 80’er-forkærlighed indsvøbt i simple men fængende popmelodier i samme lejde, som eksempelvis den australske popcharmør Donny Benét har populariseret i løbet af den seneste år. Akkurat som i Benéts tilfælde gemmer der sig desuden også primært narrativer om vores dyriske drifter underneden newwaveæstetikken – og det hele kulminerer efter planen med EP’en Split the Bill, der udkommer 12. februar.
(Daniel Niebuhr)

Matthew Sweet – Blown Away

Matthew Sweet og hans nye album Catspaw falder lige lukt ned i smørhullet her hos mig. Han inkarnerer nærmest lyden af 60’erne og 70’erne i Laurel Canyon i Santa Monica-bjergene i Los Angeles. Og ja, det er fanme fedt og røvsygt på én og samme gang og bliver muligvis kedeligt i længden, men lige nu labber jeg det i mig. Lyt til nummeret ”Blown Away”, der starter med en fed cadeau til Marc Bolans ”Children of the Revolution” og ellers trækker på de sprøde harmonier fra Crosby, Stills, Nash & Young, The Byrds, Buffalo Springfield, Joni Mitchell, Love og mange flere, som man kan møde i DR-serien Musikken og magien fra Laurel Canyon.
(Jens Trapp)

Skriv et svar