Plader

Ida Urd: Sunflower

Musiker og komponist Ida Urd har med simple virkemidler lavet en lyddagbog under coronanedlukningen i foråret 2020. Med elektrisk bas og synthesizer improviserer hun sig frem til en kort ambient-udgivelse, der er en dvælende og kølig fortolkning af nedlukningen.

I en tid, hvor stilstand virker allestedsnærværende, er der ekstra behov for musik, der passer til tingenes tilstand. Et soundtrack for tiden, hvor både de positive og negative aspekter af nedlukningen blandes sammen og undersøges. Det har den københavnsk baserede komponist og musiker Ida Urd sat sig for at udforske.

På sin nye udgivelse Sunflower afsøger hun elektronisk ambient som udtryk. Improvisation med simple virkemidler er Ida Urds grundlag for musikken, og hendes værktøjer er den elektriske bas og synthesizer. Vokal er der også noget af, men man skal ikke forvente en lyrisk buffet, da det er de lydlige landskaber, der bærer oplevelsen. Sart og skrøbeligt bevæger lytteren sig ind i sfæriske luftlag.

Ida Urd er uddannet i Music Performance fra RMC (Rytmisk Musikkonservatorium i København). Hun har tidligere turneret nationalt og internationalt med andres og egne projekter, såsom Tårn. Nu udgiver hun så Sunflower digitalt og på kassettebånd i eget navn. Jeg vil vove at påstå, at man kan høre en mere skolet tilgang til musikken, da det på trods af improvisation fremstår konstrueret. Det er improvisation, men det er holdt utroligt delikat og afstemt.

Det hører man allerede på åbningsnummeret, der meget passende hedder ”Opening”. Lidt over to og et halvt minut skal der til, for at den atmosfæriske ramme er sat. Det er fløjlsblødt og dog digitalt. Bassen er skarp og robotagtig og vækker mindelser om de introforløb, den mere hårdtslående amerikanske duo Fischerspooner også nænsomt har leveret. Synthesizerne bruges til små muntre indslag, der lyder som canadiske Grimes, da hun var bedst på Visions (2012).

På nummeret ”20-03-2020” er der ingen munterhed at spore. Livet går sin stille gang, og den elektriske bas svæver koldt over en frostklar bund af synth. Dette er i øvrigt blot det første nummer, der bærer en dato som titlen, og det kræver en lille forklaring. Ida Urd satte sig nemlig for at skabe en slags lyddagbog gennem den første coronanedlukning i foråret 2020. Hertil kommer nummeret ”08-04-2020”, der lyder mere desperat og metallisk, som var det et udtryk for den tiltagende frustration. Strukturen er stadig fast, men med lidt mere kant. Sidste nummer med datomærkat er ”12-04-2020”. Her er det som om frustrationen har aftaget, og der er en mere laissez faire holdning, som rummer en smule mere useriøsitet. Synthesizeren bobler lidt mere, på nær til sidst hvor tempoet mister pusten, og der næsten opstår stilstand.

Udgivelsens tredje nummer, ”’Cause I”, er det første nummer ud af to, der rummer Ida Urds vokal. Med drømmende xylofon-lydende toner bæres en let ambient popmelodi op af en blid og nænsom stemme. Det kan noget mere end en del af de andre numre, da man mærker kunstnerens tilstedeværelse mere. Det er dog meget let og udvisket, så man skal virkelig kunne med det minimalistiske. Det andet nummer med vokal er ”Oh_Sun”, der er undertegnedes favorit på udgivelsen. Det er lidt mere skarpt og knap så bløbbet, og vokalen har en murrende tilstedeværelse.

”On the Roof” er modsat det meste af det andet næsten storladent og rummer et dunkende og intens hjerteslag. Det lyder som optakten til en kampscene i en Blade Runner-agtig sci-fi-film. Desværre varer det kun et minut og 22 sekunder. Dette vil jeg gerne have haft mere af for at bryde med stagnationen. Også ”Home_Interlude” er for kort, da den klingende konstruktion ikke får lov at forløse sit potentiale.

Numrene ”Floor” og ”Oboe” fremstår også som om det kunne være løftet op i intensitet, men det har ganske sikkert ikke været kunstnerens hensigt. Det er virkelig afslappende, men jeg mangler noget dybde, da jeg ellers sidder lidt tilbage med følelsen af, at have hentet en ny vækkeurstone til min telefon. Måske skulle det have haft lov til at vare lidt længere tid, så musikken rigtig kunne komme til at ånde. Når man lytter til denne type musik, skal man ikke have travlt med at komme videre til det næste. Det har Ida Urd desværre.

Hele udgivelsen varer kun 27 minutter og otte sekunder. Man får altså ikke helt den fornødne tid til at drømme sig væk i de atmosfæriske lydlandskaber, der ganske dygtigt er ved at blive bygget op. Derfor sidder jeg lidt med følelsen af en uforløst lytteoplevelse, der nok er fragmentarisk som en dagbog, men ikke så personlig som en sådan. Sunflower rummer en solid afsøgning af den kolde og drømmende improvisation, og Ida Urd er unægtelig en artist, jeg lige vil holde lidt øje med i fremtiden. Jeg vil dog gerne have hende til at tage sig bedre tid, når nu alligevel tempoet er lavt.

★★★½☆☆

Leave a Reply