Plader

Nikolaj Nørlund: Hverdag i Paradis

Skrevet af Jens Trapp

En af de seneste 25 års mest indflydelsesrige danske musikere rammer plet med Hverdag I Paradis. Et formfuldendt album, der indeholder nogle af hans bedste sange.

Der er noget umanerligt smagfuldt over Nikolaj Nørlund og alle de ord, han skriver. Og synger, ikke mindst, med den dér meget genkendelige, og åh så behagelige stemme. Og så også evnen til at skrue en sang sammen med effektive omkvæd, der ud af det blå kommer væltende og favner dig i en himmelhenrykt omfavnelse af noget næsten arketypisk, der bare falder på plads indeni, og som sidder og svirrer og dirrer beroligende i sjælen.

Tag nummeret ”Sonia”, og hør omkvædet komme listende bagud af verset og give nummeret en næsten kropslig forløsning. Eminent og også meget, meget Nørlundsk. Også det efterfølgende mere upbeat nummer, ”Vi er de tilfældige”, har samme fornemmelse af forløsning. »Vi svømmer i en sø/ Vi svømmer parallelt/ Vi taler sjældent om noget/ Kontroversielt«, synger Nørlund på nummeret og understreger samtidigt sin evne til at slå an til eftertænksomhed med ganske få linjer.

Hverdag i Paradis har Nikolaj Nørlund taget et logisk skridt i forhold til det makkerskab, han har haft med keyboardspilleren Adi Zukanovic igennem flere år, og inviteret ham med helt ind i selve skabelsen af musikken. Det kan høres allerede på titelnummeret, der åbner albummet. Zukanovic’ boblende, pirrende og på én gang både rastløse og super delikate tangentarbejde er en virkelig god kontrast til Nørlunds sikre sangskrivning og melodi. Zukanovic arrangerede orkesteret Copenhagen Phil på pladerne Villa (2016) og Skamskudte Fugle (2017), og spillede en væsentlig rolle på Housewarming. Albummet som Nørlund lavede med forfatteren Naja Marie Eidt i 2019. Senest har Nørlund og Zukanovic lavet musik til en modeopvisning. Jojo, det er ganske vist. Med på albummet er også et stærkt swingende band bestående af Jakob Høyer på trommer og perkussion (Rasmus Valdorff spiller trommer på to numre), Anders Christensen på bas og Jeppe Brix på guitar.

Titelnummeret “Hverdag i Paradis” åbner albummet og opsummerer værkets præmis, der netop er hverdagen i Paradis. Hændelser af forskellig karakter i Paradis, hvor hverdagen også findes. »Du sidder ned og spiser blommer i julisolens sidste lys/ Saften driver ned/ Ned ad din kind/ Det er hverdag nu/ Hverdag i Paradis/ Hvor hver dag er lige præcis/ Så uperfekt/ Så ulogisk/ Som et mesterværk«. Et smukt eksempel på Nørlunds evne til at skabe billeder i teksterne. Komplet med fuglekvidder i baggrunden. Her er det, det uperfekte og ulogiske der skaber mesterværket. Havde kunstværket været helt perfekt og lydefrit, havde det ikke været et mesterværk, bare kedeligt. Der skal lidt grus i maskinen, lidt skævhed ind i musikken. Albummet kredser om denne hverdag i Paradis.

Der er ikke umiddelbart noget politisk over Nørlunds tekster på albummet. Det tætteste, vi kommer på en politisk ytring, må næsten være sætningen: »Hør de danske klovne synge deres evige klagesange« på “Krysantemum”. Nej, der er snarere tale om, at han ridser rammerne til en række fortællinger op. Rammer, der kan skabe billeder i lytterens hoved og sætte tanker i gang. Rammer man selv skal udfylde. F.eks. i form af de lokaliteter, albummet bevæger sig igennem: Europa, Vesttyskland, Vestberlin, London, Paradis og det ydre rum.

Så er der ordene, lyrikken. Nørlund er kendt for sine mange samarbejder med digtere. Denne gang ser man både David Bowie og Yahya Hassan på takkelisten. Er Gangsterøjne så en slags hyldest til Yahya Hassan? Eller til alle digtere, til digtningen som helhed? Og er de mange lettere syrede billeder en hyldest til David Bowie? I hvert fald er det muligt at læse noget Bowiesk ind i mange af de sætninger, der findes på albummet: »Overisede installationer« (”Sonia”), »Vi er de tilfældige/ Fanget i orange tåger« (”Vi er de tilfældige”) »Hey Krysantemum/ Giv et magnetisk kys/ Din hud er transparent/ Hvid og blank og marmorlike/ Du leger Askepot/ Svøbt i elektrisk blåt/ Valser du i slow motion/ Gennem altid perfekte åbne rum« (”Krysantemum”) og »Bipolart forelsket står du der i syreregnen« (”Gangsterøjne”). For mig giver Nørlunds ord mindelser om Bowie, der sang electric blue, og ikke mindst sværmede om rummetaforer med The Spiders from Mars, The Man Who Fell to Earth (1976) og meget mere.

Nikolaj Nørlund er i virkelig fin form på Hverdag i Paradis. Faktisk leverer han samlet set nogle af de bedste sange siden det mere end 20 år gamle mesterværk Nye optagelser (1997). Det er ikke mindst takket være det udvidede samarbejde med Zukanovic. Det er klart, at Nørlunds tekster er set fra en mere moden mands udsigtspunkt end på f.eks. Nye optagelser, men så meget desto mere mening er der i samarbejdet med den yngre Zukanovic, der blev født bare tre år før Nørlund pladedebuterede med Trains and Boats and Plains. Han bringer en fornyet vitalitet ind i billedet. Det giver en sikkerhed og et overblik, og ja, så bliver det hele virkelig godt. Smukt og æstetisk, fordi det bare er så smagfuldt og harmonisk, og så alligevel ikke uden melodisk kant og skæve melodier.

Jeg har allerede fremhævet nummeret “Sonia”, men gør det gerne igen, fordi det netop indeholder både den lidt skæve, abrupte melodi i verset og det forløsende, berusende smukke omkvæd. Det er denne kontrast, der gør albummet så helstøbt. Jeg kunne godt have undværet duetten “Rumskib” med Oh Land, som jeg ikke rigtig synes yder nogen af de to kunstnere fuld retfærdighed. Deres unisone sang brydes kun glimtvis og viser, hvad der kunne være sket. Omvendt har den et irriterende kækt omkvæd, der hænger fast og nok skal gøre den til et radiohit. Også Nørlunds guitar i omkvædet, den ringlende sprøde Les Paul, er lækker.

De stærke sange med tyngde og eftertænksomhed og denne lette popperle, som i mine sarte ører antager karakter af en (sød) bagatel. Kontrasten er også til stede mellem heftige numre som “Gangsterøjne” og “Krysantemum”, der står i modsætning til de lavmælte og fine “Send flere billeder” og “Ugræs” – en ualmindelig smuk sang der lukker albummet, og hvor samspillet mellem Nørlund og Zukanovic når sublime højder i al deres tyste vælde. Alt i alt et virkelig stærkt album fra Nikolaj Nørlund, en af de seneste 25 års mest indflydelsesrige danske musikere.

★★★★★☆

Skriv et svar