Plader

Rune Søltoft: Sansefuld

Stemning er nøgleordet på Rune Søltofts debut-EP Sansefuld, der glimtvis maler flotte lydlandskaber, men som også er en syntetisk og ensom oplevelse.

Aalborgensiske Rune Søltofts debut-EP består af tyve minutters indie urban soul, som er serveret på syntetiske trommeloops. De fleste sange på Sansefuld lader til at være skrevet på den samme opskrift: et trapbeat, et sfærisk lag af melankolske keys og guitarriffs, samt en klagende, over-autotunet vokal. Hvis man har fundet på en opskrift, der virker, så er det jo et genialt værktøj at arbejde efter. Spørgsmålet er så, om det fungerer for Rune Søltoft?

Der er i hvert fald ét element i opskriften, som fungerer og virkelig er spændende, når det bliver udfoldet. Det handler om stemning. På de fleste numre dukker den glimtvis op i en intro eller i en eller anden afkrog af det instrumentale. Der er en form for undersøgende og foruroligende atmosfære, der minder en lille smule om den, som Angelo Badalamenti legede med på soundtracket til Twin Peaks (1990). Det bedste eksempel findes på EP’ens interlude, der næsten lyder som et soundscape, og som jeg ville ønske havde været dobbelt så langt.

Desværre, er der to primære elementer, som spænder ben for projektet. Ét er fornemmelsen af, at alle seks sange foregår meget langt væk fra lytteren. Både synth-, guitar- og vokalsporet ligger så fjernt i mixet, at de syntetiske trommeloops får lov til at dominere hele lydbilledet. Alt hvad der er varmt, legende og ja, sansefuldt er skubbet i baggrunden og udvisket af rumklang. Det er ærgerligt, for jeg tror, at Søltofts mest interessante sider ligger i instrumentalsporet. I stedet bliver lytteoplevelsen meget fremmedgørende.

Det andet smertepunkt er tekst- og vokalsiden, der kredser om blandede følelser af usikkerhed og ligegyldighed overfor omverdenen. Jeg er og vil altid være kæmpe fan af indadvendt og melodramatisk lyrik. Jo mere det svælger, jo bedre. Men jeg synes desværre ikke, der er så meget at komme efter på Sansefuld. ‘Jeg har det ad helvedes til og ved ikke helt hvorfor’-stilen lader til at være den grundliggende attitude bag alt det, der bliver sunget. Men det er som om, de egentlige problemer hele tiden holdes ud i strakt arm, og vi kommer aldrig et sted hen, hvor nogen faktisk føler noget.

Måske bunder det i kombinationen af de lidt klodsede rim og ordspil – som spillet på ‘sansefuld’ og ‘sanseædru’ – og den ligegyldige facon, de bliver sunget på. Oveni kommer så det forhold, at vokalen er mixet så fjernt og utydeligt, at man meget af tiden slet ikke kan høre, hvad der egentlig bliver sagt.

EP’ens næstsidste nummer, ”Natten”, minder mig om Caspar Erics hyperelektronificerede stemme og ængstelige portræt af nattelivet i projektet Intet Altid. Vokalen er optimeret, forskønnet, og selvfølgelig er det fake, ligesom alt det andet, vi bilder os selv og hinanden ind, at vi er. Når Søltofts stemme er hyllet ind i autotune, passer det egentlig også meget godt ind i den her syntetiske verden, der er bygget på hektiske hi-hatte og den overdreven rumklang. Men det er også et fremmedgørende virkemiddel. Når jeg hverken kan finde spor af følelser i teksten eller stemmeføringen, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal engagere mig.

Sansefuld udmærker sig på sine små øjeblikke med smukke og mystiske lydlandskaber. Men det er også en ensom oplevelse at lytte til, og lidt ironisk er det langt hen ad vejen et værk, der savner sanselighed og nærvær.

★★☆☆☆☆

Skriv et svar