Plader

Slowthai: Tyron

Skrevet af Kasper Gregersen

Den britiske rapper Slowthai leverer et stærkt miks af aggressive bangers og personlige sange på “den svære toer”

Unge Tyron Frampton fra Northampton, også kendt bag aliasset Slowthai, gjorde sig bemærket på den britiske musikscene, da han brød frem med debutalbummet Nothing Great About Britain, en samfundskritisk portrættering af hans britiske barndom, og hvordan den har formet ham som individ. Få måneder senere fandt han sig for alvor i mediernes søgelys, da han i anledning af en optræden til Hyundai Mercury Prize, hvor han selv var nomineret i kategorien Best Album, valgte at medbringe en særdeles kontroversiel rekvisit – nemlig et afhugget Boris Johnson-hoved. Det kan man sige har sat barren for, hvad man kan forvente sig af unge Slowthai – han er ustyrlig og uforudsigelig.

Siden da har han leveret gæsteoptrædener på projekter fra Brockhampton, Disclosure, Mura Masa og Gorillaz. Han er gået fra en ung lømmel fra den britiske lavklasse til en superstjerne på få år. Nu er det blevet tid til den svære toer.

Og det virker ikke til at være et problem for Slowthai. Tyron er opdelt i to dele. Første halvdel er de hårdtslående bangers, på anden del tager albummet en spændende drejning.

”45 Smoke” åbner albummet med et brag. Slowthai sætter scenen for den uvedkommende lytter, og man er ikke i tvivl om, at Slowthai står ved sin opblomstring i den engelske lavklasse: »Cause I grew up ’round shotters, coppers, alcoholics/ Drinking Foster’s, anabolic/ Rage amongst us, spliff, no blunt«.

Den stærke start bliver fulgt op af ”Cancelled”, hvor grimelegenden Skepta er gæst. Der bliver skudt med skarpt mod tidens “Cancel-kultur”, som Slowthai ikke er helt fremmed for. Han kom i modvind, da han ved NME Awardshowet fik ytret et par uheldige kommentarer til den kvindelige vært og komiker Katherine Ryan, og senere blev en særdeles beruset Slowthai eskorteret ud af bygningen. Senere måtte han ud og undskylde sin opførsel på Twitter. Det tager dog intet fra ”Cancelled”, der er et af albummets absolutte højdepunkter, især grundet Skepta. Han bringer et stærkt hook og afslutter den alt for korte sang med et intimiderende vers, der overshiner Slowthai en smule.

Med undtagelse af ovennævnte nummer, så er Slowthai dog i fuld kontrol over Tyron. Han leverer det ene skarpe vers efter det andet, hvor han oser af karisma, åbenhed, og han virker generelt mindre frustreret og indebrændt end på debutalbummet. Det er svært at komme udenom, at Slowthais punkenergi, som man oplevede på debutalbummet, Nothing Great About Britian, er fordampet en smule på Tyron. Men han gør op for det ved i stedet at udlevere sig selv i højere grad, blandt andet på ”I Tried”, hvor han yderligere åbner op for sit liv, både med humor og introspektivitet. »Still waiting for the boy I be, I think it’s time to move on« og »Stuck in Sunday League but i’m on levels with Ronaldo« er glimrende eksempler på netop dette.

Selvom første del af albummet bringer den energi, som folk kender og beundrer Slowthai for, så er det særligt på albummets anden halvdel, at han skiller sig ud.

»I miss my brothers, I miss my fam’ as well, everybody else can go and fuck their self (Fuck yourself)«, rapper han på nummeret ”Focus”, og det er et skønt eksempel på, at Slowthai evner at tage lytteren med ind, hvor det gør ondt på en ung britisk særling. På samme tid kan han ikke lade være med at skubbe folk lidt væk igen med et humoristisk »Fuck yourself«.

Albummets anden del viser også, at Slowthai har slebet den musikalske diamant inden for det seneste år. ”Push” er en kæmpe modpol til et nummer som ”Cancelled”, men man er ikke i tvivl om, at Slowthai er sig selv på begge sange. Som artist oser han med autenticitet.

De to polariserende versioner af Slowthai mødes til sidst på albummets sidste nummer, ”Adhd”. Med en bedrøvet og nærmest opgivende instrumental bag sig rapper Slowthai om sine udfordringer med hyperaktivitet, humørsvingninger og frygten for ensomhed: »Lowest of lows, decomposing, I’m sober, loner/ I can’t be alone, why I always pick the phone up?/ I beg you pick the phone up/ (Beg you pick the phone up)«.

Det virker for et øjeblik til, at den unge brite slutter albummet på bunden, men beatet stopper og efter et abrupt telefonopkald kommer det tilbage, denne gang med mere liv. Den bedrøvede ’Thai leverer et sidste modstandsdygtigt vers, der på perfekt vis lukker Tyron af og harmonerer de to sider af Tyron Frampton, som vi har mødt på albummet.

Tyron har et hav af højdepunkter, og det er helt ærligt svært at finde store kritikpunkter. Albummet når kun lige op over en halv times spilletid, men det kan man modsat også nævne som en styrke. Det er yderst imponerende, hvor meget af Slowthai man får på så kort tid.

Det virker til, at skridtet videre op af karrierestigen, trods kontroverser og dumheder på vejen, har været en leg for unge Tyron Frampton. Han har i hvert fald leveret sit andet anmelderroste album nu – så må vi vente spændt på, hvad hans næste træk er.

★★★★★½

Skriv et svar