Singlr

Fredagssinglr: Sært Skarn – Når du ser mig i øjnene

Foto: PR

Melankolien og sorgen står helt centralt på Sært Skarns debutsingle.

Dagens Fredagssinglr er i det dystre hjørne, hvor den aarhusianske kvartet Sært Skarn præsenterer deres debutsingle ”Når du ser mig i øjnene”.

De trækker på inspirationer fra indierocken, som den lød efter Radiohead væltede hele rocken på hovedet med OK Computer (1997). Over sangen hænger en tung, trist melankoli. Den hjemsøgte akustiske guitar og de huggende guitarriff skaber det næsten post-rockede underlæg for sanger Mathias Winthers afskedssang til en veninde, der tog sit eget liv sidste år.

Det er et intenst lydbillede taget direkte ud af sorgens fortvivlelse, hvor Winther befinder sig i et sted mellem at begribe tragedien og samtidigt begribe døden som en grundlæggende præmis for livet. Det er fyldt med sorg, men resultatet er også en tristklingende hyldest til livet.

Kvartetten Sært Skarn har spillet sammen siden 2016, hvor Mathias Winther samlede gruppen til sit eget soloprojekt. Efter at have spillet koncerter med Winthers EP Sært skarn (2018), besluttede de sig hurtigt for at blive et band. ”Når du ser mig i øjnene” indvarsler albummet Farvel, der udkommer senere i år.

Gruppen har fået prominent hjælp fra den amerikanske producer Randall Dunn, som har mikset albummet. Han er normalt kendt for at producere dronemetal-bandet Sunn O))), svenske Anna von Hausswolfs mørke, neoklassiske rock og Sort Sols seneste album, Stor langsom stjerne (2017).

Leave a Reply