Singlr

Fredagssinglr: Sigurvin Sigurdsson – Cars

Skrevet af Daniel Niebuhr

Sigurvin Sigurdssons seneste single, “Cars”, er bundærlig americana, der kun fortstærkes af islændingens varme nærvær og stærke vokal – med velvalgt hjælp fra nordjyske, musikalske lejesvende.

Der er en betagende, nordjysk autenticitet over Sigurvin Sigurdsson og hans »uhøflige, charmerende, islandske americana,« som han selv formulerer det. Islændingen har på sin seneste single, “Cars”, da også formået at alliere sig med lokale, musikalske støttepiller fra “8000 höga nord” i form af blandt andre Oskar Krusell og Simon Mariegaard fra Kogekunst samt Andreas Westmark fra Get Your Gun, men det er Sigurdssons eget, lune gemyt og fremtrædende vokal, der først og fremmest bærer sangen.

På “Cars” synger han således om (u)frivillige brud med den daglige status quo og trangen hertil, der ræsonnerer på linjer som »Cooling down alone / Plans went wrong« og »Someone shook my off my chair / And it got to a point where no one there / Could go on with their things.« Der er både hints af Marc Cohns “Walking in Memphis”, Bob Segers “Hollywood Nights”, lidt af det tidlige Countring Crows og sikkert også et par andre oplagte referencer, som ikke nødvendigvis er de mest flatterende – omend de på alle måder er velmente.

På billedfronten har Sigurdsson imidlertid akkompagneret “Cars” med en videokollage af egne hjemmeoptagelser, professionelt dokumenterede gåture i den nordjyske natur samt diverse arkivoptagelser som visuel repræsentation af lyrikken. Vi besøger både The New York Stock Exchange og Shanghai Grill i Vendsysselgade – begge legendariske landemærker i deres helt egen ret – mens Sigurdsson crooner »roll out your carpet,« samtidig med at Broder Salsa dukker op nederst i venstre hjørne.

En forårsvarm sang til en forårsvarm tid.

——————————-

“Cars” er udgivet 18. marts, mens Sigurvin Sigurdssons kommende debutplade, Yacht, udkommer senere i 2021.

Leave a Reply