Plader

Ioulus: Oddkin

Julia Becker forener det intime og fremmedgjorte på en utroligt sammenhængende debut med hjerteskærende tekster og harmonisk cyber-klang.

Danske Ioulus’ debutalbum Oddkin er forvrængede smartphone-vokaloptagelser og elektroniske lo-fi beats fyldt med harmonisk klang og hjerteskærende tekster. Mest af alt er det dog ét langt undervandsdyk ned i Ioulus’ dybt personlige refleksioner over sorg, psyken og sine nære relationer. Alt sammen udspændt i et stort og ensomt univers, der rammer som et friskt pust af råkold R&B.

På debutalbummet har producer, sangskriver og sanger Ioulus vendt ryggen til den traditionelle R&B og slow-pop til fordel for elektroniske lydskulpturer og tilliden til egen, unikke lyd. Julia Beckers soloprojekt, Ioulus, er ikke mere end en årstid gammelt, men på den tid har musikken gennemgået voldsom forandring i forhold til hendes allerførste singler, der gik forud for Oddkin.

Teksterne er fortsat lige skarpe med en god blanding af abstrakte og hverdagsagtige billeder. Det er i stedet i lydbilledet, den reelle renovering har fundet sted. De varmt bouncende synthesizere og den aende vokal, der eksempelvis var at finde på 2020-singlen ”Lemonade Lagune”, er blevet udskiftet med tunge, distortede trommer og nærmest sci-fi-agtig synth. Produktet præges af en cyber-agtig klang, der på en og samme tid fremstår gold og indfangende.

»You wouldn’t have to run so fast/ If you weren’t trying/ To outrun your own collapse/ Outrun your own collapse«, lyder de gentagende afslutningslinjer fra Ioulus på ”Co Star Song”. Et mantra, der glider over i mystik og utydelige vokalers ekkoeffekt. Kort efter bryder hendes robot-agtige vokal igen tomheden med et nyt mantra, en ny sang, inden den også forsvinder ud i fortabelse. En afspejling af, hvordan størstedelen af Oddkin forløber. Små glimt af mødet mellem en fremmedgjort stemme og intime tekster i et mindst lige så fremmedgjort lydlandskab. Det er yderst kontrastfyldt, omend endnu mere powerfuldt. Og det er netop i kontrasterne, Beckers force ligger, når hun udstyrer den ikke-menneskelige lyd med tyngden fra genkendelige følelser.

I bagagen har Ioulus kun tre singler (alle fra det forgangene år). Og selvom Oddkin lydmæssigt ikke deler de store fællestræk med dem, hænger de søvnløse nætter med angst og mistillid, der var at finde på ”Am I on Fire”, fortsat tungt ned over musikken. Det høres bl.a. på ”Cross My Heart CD” og ”Card Collection”, hvor Becker på sidstnævnte følelsesforladt synger: »Hit my head to stay awake/ I was so afraid of dreaming/ I was so afraid of darkness/ I was so afraid of you«.

Pladeselskabet Rhizome, der står bag projektet, omtaler Oddkin som et mixtape, hvilket både kan opfattes som en vildledende og passende indgangsvinkel til projektet. For du skal hverken forvente en masse separate numre smidt tilfældigt sammen til et album eller en samling stemningsfyldte sange, der ligefrem opsummerer Ioulus’ udtryk, og hvad Julia Becker er i stand til.

Betegnelsen hentyder nærmere til den demoagtige facon, de til tider minutkorte numre har. Vi snakker om ti sange med en samlet spilletid på kun lidt over et kvarter. Hvorvidt projektets ti numre dog bør betragtes som isolerede sange er diskutabelt. Numrene er nemlig så sammenhængende, at det især på pladens første halvdel aldrig tydeliggøres, hvor det ene nummer reelt afsluttes og det næste starter. I stedet sættes de elektroniske kompositioner fri til at tiltage og aftage uafhængigt af teksterne. Således fletter numrenes uafgrænsede lydlandskab sig nærmest ind i hinanden.

Mixtapet er langt fra for enhver smag. Ved første gennemlytning er det heller ikke ligefrem, fordi pladen åbner sig op og byder en velkommen indenfor. Men går man forhåbentligt alligevel til værket, anbefales det klart at gennemlytte det som helhed fra ende til anden. Mens nogle dele af pladen som bl.a. det catchy åbningsnummer ”Clue of Clay” og den rørende afslutning ”Cy Cynical” kan fremstå som de stærkeste individuelle øjeblikke på albummet, supplerer hver enkelt af pladens passager fornemt hinanden og udvider helhedsbilledet. Kun i få passager falder udtrykket en smule igennem og virker rodet, som med produktionen på ”Ctrl Bell Jar” og det bratte beatskift, der leder op til nummeret.

Ioulus har med Oddkin skabt et unikt univers af elektronisk lo-fi R&B, der på eksperimenterende og succesfuld vis dykker langt ned under huden på Julia Becker selv. Debuten har en utrolig sammenhængskraft og formår virkelig at forene det intime og fremmedgjorte.

★★★★½☆

Skriv et svar