Plader

Black Honey: Written & Directed

Black Honey har skruet op for fuzzpedalerne og ned for discolyden på deres andet album, der fremstår bedre tænkt end forgængeren. En fyldig, filmisk produktion og en gennemarbejdet æstetik lægger dog ikke skjul på, at flere sange lyder uddaterede og uinspirerede.

Written & Directed er titlen på Brighton bandet Black Honeys andet fuldlængde album. Titlen refererer til deres poppede garagerock, der byder Tarantino’sk drama og filmisk storladenhed. Fra åbningsnummeret galoperer man buldrende og bombastisk ind på scenen, hvor albummets tempo sættes højt og intenst. Forkærligheden for Quentin Tarantinos cowboytendenser slås fast i omkvædet. Proklamationen af sangens titel lyder: »I like the way you die, boy«. En direkte reference til filminstruktørens moderne westernklassiker Django Unchained (2012).

Black Honey har da også en velfuldført stil, der ikke bare gennemsyrer sangene, men også musikvideoer og pressebilleder. Fornemmelsen af at sidde på en hesteryg, mens man forfølges af klaprende surfguitar og percussionprojektiler er pladens røde tråd. Soundtracket til en højspændt film med pompøse kostumer og udspekulerede skurke. Æstetikken er i højsædet, men det går desværre ud over musikkens kvalitet. Flere steder vægtes form over indhold, og pladen mangler de virkelig gode sange og melodier.

Man skal dog et lille stykke ind på pladen, før det er helt tydeligt. ”I Like the Way You Die” følges op af ligeledes garagepunkede ”Run for Cover” og et af pladens bedste numre ”Beaches”. Melodien og forsanger Izzy Baxter Phillips’ fraseringer fænger, og sangen fuldendes af håndklap, surfguitar og et velsmurt blæserarrangement. Det er her, at Black Honeys forsøg på at forene fuzzy rockmusik og sprøde popmelodier går op i en højere enhed.

Herefter kommer de mindre mindeværdige sange. På ”Back of the Bar” og “Believer” bliver Written & Directeds mangler tydelige. Sangene følger slavisk en klassisk opbygning, der kører i tomgang, og det skinner igennem, at lyrikken ikke har fået meget fokus. Uoriginalitet og gentagelser af letkøbte omkvæd bliver tydelig i »All I do is dream of you/ I’m dancing on my own tonight« i ”Back of the Bar” og »Riding high/ Swinging low/ This is how it goes/ I’m a believer, baby/ I’m a believer« i “Believer”. Det virker, som om Black Honey ikke har intentioner om at sige noget substantielt – som om bandet ikke helhjertet er believers.

Pladens produktion er både dens styrke og svaghed. Den er stor og fyldig, og lydbilledet er ensartet hele vejen igennem, men den er også meget studiesteril og poleret. Fusionen af electropop og garagerock er sprængfyldt med livlig percussion, sexet surfguitar og endda et kortvarigt, men tiltrængt afbræk udi arabisk harmonik på ”Summer ’92”, men mange af sangene er som lavet på et samlebånd, hvor det er gået for stærkt med kvalitetskontrollen.

”I Do It To Myself” har alle de lækre filmiske detaljer, der funkler på albummet, mens ”Disinfect” har et kedeligt, tenderende til kikset, motorcykelriff. Sidstnævnte virker malplaceret på et album, hvor man ikke savner et tungt rocknummer – slet ikke tung på en så søgt måde. ”Fire” er pladens mest åbenlyst poppede nummer, hvilket er en velfungerende kontrast hertil, selvom den i sig selv ikke er voldsomt interessant.

Nummeret ville have været et fint punktum på pladen, der dog afsluttes med den uinspirerede ”Gabrielle”. Et nummer, der på irriterende vis har en skrattende båndstøj i baggrunden, selvom pladen tydeligvis er indspillet digitalt og ikke analogt, og det er et fint eksempel på, hvordan Black Honeys fascination af vintage lyd og stemning vægtes mere end sangene. Generelt gør sangene ikke meget væsen af sig selv, og det er som om, Black Honey ikke tør forsøge sig med noget farligt eller uvant.

Kræfterne er ikke ligeligt fordelt mellem produktion og sangskrivning på Written & Directed, og det er enormt ærgerligt. Af og til er der en god melodi eller en fed detalje, men langt hen ad vejen lyder Black Honeys sange middelmådige og gennemsnitlige. Hvis de tør give slip på den sterile produktion og gør plads til den beskidte, men melodiøse rock, kunne de nok lave en plade, der var mere mindeværdig. Men Written & Directed går for mit vedkommende nok i glemmebogen.

★★½☆☆☆

Leave a Reply