Singlr

Fredagssinglr: Charles – Remember Blushing

Foto: PR

Som taget ud af et ungdomsdrama på amerikansk tv i 90’erne. Charles sætter lyd på mindet om forelskelsen.

Med en længselsfuld tåge af romantiske minder leverer Charles fra Los Angeles denne uges silkebløde Fredagssinglr. ”Remember Blushing” er spækket med uforløste følelser og mindet om, hvad der var let og ubekymret.

Bag navnet Charles står videofotografen Charlotte Ercoli Linden Coe. Med en stille trommemaskine, hviskende stemme og forførende keyboardflader dvæler hun ved mindet om forelskelsen, rødmen, den varme fornemmelse i kroppen.

Det er skrabet dream pop, der er skåret lige efter formen, og utroligt fint bruger hun dreampoppens længselsfulde sound, mens hun reciterer »I remember / I remember it all«.

Måske ikke ligefrem stor lyrik, men i sammenhæng med de underspillede keyboardflader og guitartoner, rammer hun følelsen af en forgået forelskelse sjældent præcist.

Man skal nærmest bare kigge på coverbilledet fra det kommende album, Let’s Start a Family Tonight, og så har man følelsen af amerikansk tv-ungdomsdrama, hvor verden falder sammen med en mistet forelskelse. To unge piger i hvide skjorter og blå jeans giver hinanden et inderligt kys, og coveret har endda fået et nostalgisk compact disc-klistermærke sat på sig.

——————————-
”Remember Blushing” er den anden single fra Charles’ tredje album, Let’s Start a Family Tonight, som udkommer på Babe City Records den 21. maj.

Leave a Reply