Singlr

Fredagssinglr: Gabestok – Én gang rådden, altid rådden

Skrevet af Daniel Niebuhr

Københavnske Gabestok er klar med deres anden fuldlængdeudgivelse, og på “Én gang rådden, altid rådden” skildres de allerværste sider af mennesket til lyden af duoens simple, men fandens catchy metalhybrid.

Det er muligvis fløjet over hovedet på mange af vores læsere, men tilbage i januar proklamerede jeg, at Gabestoks forrige EP, På herrens brakmark, vel sagtens var 2020’s mest underholdende danske metaludgivelse.

Den følger københavnerduoen så op på nu med deres anden fuldlængdeudgivelse, som har fået titlen Én gang rådden, altid rådden, hvor titelnummeret herfra – der samtidig udgør denne uges Fredagssinglr – kort sagt er Gabestok, når de er allermest catchy.

Nummerets primære riff og smadrede trommer er i sig selv ingen stor kunst, men det har næppe heller aldrig været duoens primære målsætning. I stedet handler det i højere grad om, hvordan det hele limes sammen med guitarist og vokalist Fleeps tekster om elendige undermennesker og andre nederdrægtige sjæle eller sammenspillet med den noget corny, men alligevel velfungerende horrorsynth, der lurer længere nede i lydbilledet. Det hele serveres selvfølgelig tonstungt og halvslæbende – præcist som det skal være. Sammenlignet med album- og EP-forgængerne er der desuden skruet gevaldigt op for de bastoner, som var markant fraværende på især På herrens brakmark, hvilket kun er med til at lægge en langt mere solid bund i selve lydspektret.

Og når man så er færdig med titelnummeret, kan man lige så godt kaste sig over resten af den helt igennem fængende lytteoplevelse, som Én gang rådden, altid rådden ender med at byde på.

——————————-

Én gang rådden, altid rådden er udgivet 15. april på Strange Aeons Records.

Leave a Reply